Lokal glæde over elektrificering af Aarhus Letbane

12/06/2012 00:00

Niels Buch Johannsen

Beslutningen om, at Grenaabanen og Odderbanen bør elektrificeres, vækker glæde i Aarhus Kommune og i Region Midtjylland. Et flertal i Folketinget er blevet enige om at de lokale jernbaner skal elektrificeres, når lokalbanerne bliver bundet sammen af den kommende letbane igennem Aarhus.

Det fremgår af den trafikaftale, som regeringen og partierne Dansk Folkeparti og Enhedslisten præsenterede tidligere i dag.

Af trafikaftalen fremgår, at parterne er enige om at reservere 100 millioner kroner til at dække nettoomkostningerne ved at elektrificere Grenaabanen. Parterne noterer samtidig, at elektrificering af Odderbanen forventes håndteret af Region Midtjylland og Aarhus Kommune inden for de økonomiske rammer af anlægsselskabet for Aarhus Letbane.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard:

”Aarhus og Østjylland kan virkelig glæde sig over, at Folketingets flertal endnu en gang har givet sin opbakning til Letbane-projektet. Ved at elektrificere Grenaa-banen kan vi nu se frem til en både bedre og grønnere kollektiv trafik-løsning i fremtiden.”  

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), hilser aftalen velkommen:

”Elektrificering af hele letbanen - og ikke blot på strækningen igennem Aarhus - har længe været et lukrativt ønske for os, da en elektrificering af hele letbanestrækningen alt andet lige er bedre for miljøet end kombinationen af diesel og el. En elektrificeringen kan også vise sig at være en økonomisk gevinst for letbanen, fordi markedet for de kombinerede dieselhybridtog ikke har udviklet sig, som vi ventede. Og så åbner aftalen gode muligheder for, at vi kan indkøbe afprøvet standardmateriel til hele letbanen.”

Aarhusrådmandens tilfredshed deles af formanden for Letbanesamarbejdets politiske følgegruppe og udvalgsformand i Norddjurs Kommune, Mads Nicolajsen (F), som også glæder sig over, at staten med trafikaftalen skubber på en samdrift mellem Grenaabanen og Odderbanen ved at indkøbe fire nye Desirotog og stiller dem til rådighed på Odderbanen, indtil letbanen åbner:

”En elektrificering af lokalbanerne er rigtig god for Djursland og Odder, men den kommer også hele letbaneprojektets område til gode. Og så bakker elektrificering af lokalbanerne op om, at vi benytter fremtidens energikilde, hvilket jeg kun kan bifalde. Den midlertidige samdrift mellem lokalbanerne kan man kalde for letbanens etape 0, fordi samdriften er med til at understøtte letbanens vision om at binde Aarhus og nabobyer bedre sammen. På den måde falder samdriften også godt i tråd med tankerne bag den omlægning af busstrukturen, som Midttrafik og Aarhus Sporveje gennemførte i Aarhus sidste år,” siger Mads Nicolaisen.

Den endelige opgørelse over udgifterne til elektrificering af de to lokalbaner vil ske, efter udbud af transportpakken for letbanen. Udbuddet forventes offentliggjort i løbet af efteråret 2012. 

Mest Læste

Annonce