Ny uddannelse udvider rekrutteringsgrundlaget i sundhedsvæsenet

23/02/2012 09:30

Region Hovedstaden

Landets eneste operationsteknikere er begyndt på hovedstadens hospitaler.

I denne måned introducerer Region Hovedstaden en helt ny faggruppe på sine hospitaler. Såkaldte operationsteknikere skal sammen med operationssygeplejersker gøre udstyr og lokale klar forud for operationer og assistere kirurgen under indgreb. Det er en 2,5-årig uddannelse, og det er første gang, at en region selv har skabt en formel kompetencegivende uddannelse:

- Som så mange andre områder i samfundet er uddannelserne i sundhedsvæsenet på et meget højt teoretisk niveau. Det fører desværre til et overskud af ufaglærte i forhold til, hvad virksomhederne efterspørger. Som den store arbejdsgiver vi er, har vi en særlig forpligtelse til ikke at lade unge i stikken, som både kan og vil arbejde i sundhedssektoren. Højtuddannede skal ikke varetage opgaver, som specialiserede medarbejdere med en kortere uddannelse kan varetage på samme høje niveau. Når vi bruger medarbejderne til det, de er bedst til, bruger vi ressourcerne bedst muligt til gavn for patienterne, siger Vibeke Storm Rasmussen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Og noget tyder da også på, at regionen har fået udvidet rekrutteringsgrundlaget. Blandt ansøgerne til det første hold operationsteknikere var således både skræddere, sikkerhedsvagter og pædagogmedhjælpere.

Blandt de otte nyuddannede operationsteknikere er Brian Wallentin Bagge, som er ansat på Rigshospitalets ortopædkirurgiske operationsafdeling, hvor han også var i praktik under uddannelsen:

- Jeg er overordnet blevet modtaget rigtig godt og har været glad for at være på afdelingen. Arbejdet er spændende og givende, så jeg glæder mig til at komme i gang og forhåbentlig få noget mere ansvar hen ad vejen, siger Brian Wallentin Bagge.

Danske Regioner har netop vedtaget en ny uddannelsespolitik, som bl.a. har til formål at sikre, at uddannelserne matcher udviklingen i sundhedsvæsenet og de krav, der stilles til sundhedspersonalets kompetencer nu og i fremtiden. Uddannelsen skal samtidig ses i lyset af, at Danske Regioner i 2011 indgik en aftale med landets sundhedsfaglige organisationer om opgaveglidning i sundhedsvæsenet.

Fakta om operationsteknikerne
Det første hold af færdiguddannede operationsteknikere har alle otte fået arbejde på hhv. Bispebjerg, Herlev, Hillerød og Hvidovre Hospital samt på Rigshospitalet.

Se webfilm om operationsteknikeruddannelsen inkl. interview med operationstekniker Brian Wallentin Bagge (indsæt link nedenfor i din webbrowser):

mms://media2.xstream.dk/region_hovedstaden/wmv/2011-01/1294221302011531600_MBR_1200_500_200A_512x288.wmv

Læs mere om uddannelsen

Mest Læste

Annonce