OAO: Oversigt over kommunernes budget for 2011

15/10/2010 16:00

Nick Allentoft

OAO har gennemgået kommuners budgetforlig for 2011. Gennemgangen viser, at kommunerne samlet skal finde besparelser for over 5 mia.kr. i 2011 OAO's gennemgang af de kommunale budgetter for 2011 viser, at der samlet vil være besparelser på over 5 mia. kr. i budget 2011. Der er stor variation mellem kommunerne, både i omfang og fordeling af besparelserne. I langt de fleste kommuner (over 90) er der dog tale om besparelser på alle de store serviceområder.

Hvor bliver der sparet?

Områderne "Børn og Unge" og "Administration" er særligt hårdt ramt i år. Men også ældreområdet og det specielle socialområde er i spil i mange kommuner.

Enkelte kommuner har dog valgt en anden prioritering. Assens kommune øger eksempelvis udgifterne til administration, og Syddjurs kommune friholder børneområdet for besparelser.

Albertslund, Faxe, Frederiksberg, Silkeborg og Furesø er eksempler på kommuner, der har relativt store besparelser på det administrative område. Furesø skiller sig ud ved, at halvdelen af den samlede besparelse på 50 mio. skal findes på det administrative område.

OAO har sammen med FTF rundsendt et "inspirationskatalog" med forslag til effektiviseringer m.v. Nogle af de samme forslag kan genfindes rundt omkring i kommunerne (uden at de nødvendigvis kommer direkte fra kataloget). Eksempelvis vil Københavns Kommune spare 42,5 mio. ved mindre brug af eksterne konsulenter m.v. Og Stevns Kommune vil spare 11 mio. ved at ansatte FLERE jobkonsulenter og på den måde forbedre kvaliteten af beskæftigelsesindsatsen.

Usikre konsekvenser for de ansatte

Mange kommuner har endnu ikke konkretiseret besparelserne på de enkelte områder. Det er derfor stadig vanskeligt at sige, hvor mange stillinger, der samlet vil blive nedlagt, og hvor mange medarbejdere, der samlet vil blive fyret. Nogle kommuner er dog til gengæld allerede gået i gang med at forberede afskedigelser.

Netto- eller bruttobesparelser?

Ved opgørelsen af det samlede sparemål har OAO så vidt muligt kun medregnet "nettobesparelser" forstået som de besparelser, der er indregnet for at få balance i budgettet for 2011 på baggrund af en teknisk fremskrivning fra budget 2010.

Hvis man regner de besparelser med, der i budgetforligene bliver anvendt til opprioritering af andre opgaver, skal kommunerne finde yderligere mia. kr. Det bringer det samlede sparemål op på ca. 6 mia. kr.

Hertil skal så lægges de besparelser, der allerede er truffet beslutning om i 2009 eller tidligere i 2010, og som generelt ikke er medregnet i kommunernes egne udmeldinger om, hvor meget der skal spares som følge af det nye budgetforlig.

Opgørelsen bygger på de budgetforlig med tilhørende bilag, der er offentligjort af de enkelte kommuner. Materialet er suppleret med konkrete og faktuelle spørgsmål til en lang række af kommunerne.

OAO vil gerne takke de kommuner, vi har kontaktet, for positiv modtagelse af disse henvendelser.

Læs mere om de enkelte kommuner her.

Mest Læste

Annonce