Odense og Fredericia Kommuner vinder KL’s Innovationspriser 2010

08/11/2010 14:49

Nick Allentoft

Et produktionsværksted for udviklingshæmmede, hvor brugerne selv bestemmer, hvilke produkter de vil udvikle, og hvilke aktiviteter værkstedet skal sætte i gang. En ældrepleje, der er vendt på hovedet, så de ældre nu selv mestrer deres eget liv.

Det var de to projekter, der gjorde Odense og Fredericia Kommuner til vinder af KL’s Innovationspriser 2010. Det står klart, efter et enigt dommerpanel og deltagerne på Innovationsdagen kårede de to kommuners projekter som vindere efter en spændende finale.
Vinder af den store pris

Fredericia Kommune vandt den store pris, der gives til et innovationsprojekt, der har skabt banebrydende nytænkning.

Fredericia Kommune har med projektet ”Længst muligt i eget liv” vendt formålet med mødet mellem borger og kommune 180 grader, så der i dag er fokus på rehabilitering og forebyggelse frem for klassisk pleje.

Torben Kjærgaard, direktør i KL, motiverede på vegne af dommerpanelet valget af Fredericia Kommune således:

"Projektet ”Længst muligt i eget liv” fra Fredericia Kommune er et rigtig flot projekt. De vinder i dag på grund af tre ting. Fordi det er nyskabende, hvordan topledelsen i Fredericia Kommune virkelig satser massivt på radikal innovation. Fordi projektets resultater ikke blot er imponerende, men også veldokumenterede samt har vist sig hurtigt. Og sidst, men ikke mindst, fordi projektet viser, hvordan vilje til innovation og konsekvens i udførelsen kan medføre både glade borgere og en klar effektivisering for kommunen.”


Vinder af den lille pris

Odense Kommune vandt den lille pris, der gives til et initiativ, der med små midler har skabt merværdi. I Odense Kommune har de ansatte på ”Camillagården”, et produktionsværksted for udviklingshæmmede, med helt nye metoder inddraget brugerne, så det i dag er dem, der bestemmer, hvilke tilbud det beskyttede værksted skal tilbyde dem.

Dommerpanelet og deltagerne på Innovationsdagen var enige om, at det var Odense Kommune, som skulle modtage den lille innovationspris. Torben Kjærgaard, direktør i KL, motiverede på vegne af dommerpanelet, hvorfor det netop var Odense, der løb med den lille pris:

”Odense Kommune viser med dette projekt, hvorfor man skal bruge brugerdreven innovation i det offentlige. For det første har de med enkle og spændende innovationsmetoder fået indblik i og forståelse for deres brugeres drømme og ønsker. Det er imponerende, hvordan de har fået anvendt ressourcerne hos en borgergruppe, som normalt betegnes som ressourcesvage. For det andet har de vundet i dag, fordi medarbejderne har turdet lade sig udfordre på deres faglighed ved at lade brugerne overtage styringen. Slutteligt har Camillagården kunnet fremvise klare resultater, som underbygger, at de er en fortjent vinder af KL’s lille innovationspris.”

Dommerpanelet var:
Direktør Torben Kjærgaard, KL
Kommunaldirektør Rikke Vestergaard, Kolding Kommune
Partner Mikkel Jespersen, 1508
Innovationschef Christian Bason, MindLab
 

Mest Læste

Annonce