Region Hovedstaden finder selv læger til sundhedshuset i Helsingør

07/12/2012 14:16

Region Hovedstaden

Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem Region Hovedstaden og de praktiserende læger i hovedstads-regionen om en lægevagtsfunktion i det kommende sundhedshus i Helsingør. Region Hovedstaden går nu nye veje for at sikre læger i sundhedshuset.

Det var anden gang på kort tid, at Region Hovedstaden havde inviteret de praktiserende læger i hovedstaden til forhandlingsbordet – men heller ikke denne gang blev der enighed om at rykke lægevagten fra Helsingør Hospital ind i det kommende sundhedshus i Murergade 5 i Helsingør.

- Det er naturligvis dybt beklageligt, at de praktiserende læger ikke vil være med til at samle funktionerne i sundhedshuset, sådan som det oprindelig var planlagt i Hospitals- og Psykiatriplan 2020. Men vi mener, regionen på alle måder har forsøgt at række hånden ud og finde en holdbar løsning – alligevel har lægerne takket nej til at hjælpe borgerne, siger Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Regionen finder egne læger til sundhedshuset

Sammenbruddet skyldes, at de praktiserende læger i lægevagten - efter eget udsagn - ikke ønsker at blive lægefaglig backup på akutklinikken i sundhedshuset. Region Hovedstaden fastholder, at det slet ikke kommer på tale, for den lægefaglige backup til akutklinikken findes allerede via akutmodtagelsen på Hillerød Hospital.

Alligevel førte torsdagens forhandlinger ikke noget konstruktivt med sig. Derfor vil Region Hovedstaden nu gå andre veje.

- Vi kan ikke blive ved med at håbe på at få de praktiserende læger med i sundhedshuset. I stedet må vi nu finde andre løsninger, så borgerne i området kan få så velfungerende et sundhedshus som muligt. Vi indtænker vores egne læger i huset i Nordøstsjælland, og sikrer dermed den kvalitet i sundhedshuset, som borgerne er stillet i udsigt, siger Svend Hartling. Det skal blandt andet ske ved, at borgerne skal henvende sig gennem 1813.

- Vi vil sørge for, at borgerne i Helsingørområdet vænner sig til at ringe 1813. På den måde bliver patienterne visiteret det rette sted hen. Dermed kan vi klare de små skader i huset, og sikre at andre kommer til akutmodtagelsen i Hillerød, hvis der er behov for det, siger Svend Hartling.

Fakta:

• Sundhedshuset i Helsingør åbner den 15. januar 2013.

• Sundhedshuset har en akutklinik med behandlersygeplejersker, der tager sig af mindre skader. Der er også røntgen, blodprøvetagning, jordemoderkonsultationer samt et medicinsk ambulatorium med speciallæger.

• Helsingør Hospital lukker den 1. februar.

• 1. februar fusionerer de tre hospitaler i nord til ét hospital og én administration med navnet Nordsjællands Hospital, der består af Nordsjællands Hospital – Hillerød, Nordsjællands Hospital – Frederikssund og Nordsjællands Hospital – Sundhedshuset Helsingør

Mest Læste

Annonce