Regninger til tiden i det offentlige

12/11/2010 13:40

Nick Allentoft

Det offentlige betaler de fleste regninger til tiden. Det viser en gennemgang af over 150.000 fakturaer fra stat, regioner og kommuner. Det fremgår af rapporten ”Sikring af rettidig betaling”, der kortlægger betalingsmønsteret for fakturaer fra 15 statslige institutioner, 2 regioner og 4 kommuner.

Rapporten er lavet for at undersøge og dokumentere rettidigheden af betaling af fakturaer hos de offentlige myndigheder og for at komme med konkrete forslag til sikring af rettidig betaling. Rapporten viser konkret, at 80 procent af fakturaerne betales til tiden, og at halvdelen af de for sent betalte fakturaer betales inden fem dage efter regningens forfald. Kun ganske få fakturaer betales med en forsinkelse på tre uger eller mere.

- Jeg er glad for, at det offentlige i det store hele overholder fristerne på regningerne. Det er vigtigt, at de private leverandører kan regne med at få deres penge til tiden, så de ikke skal trække unødigt på kreditten. Men det offentlige kan blive endnu bedre, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Rapporten anviser flere veje til, hvordan rettidigheden kan komme endnu højere op. Fx skal det offentlige være bedre til at afgive klare ordrer og til at reagere straks efter modtagelsen af fakturaen, hvis fakturaen har mangler. Leverandørerne skal desuden tilskyndes til øget brug af elektroniske fakturaer i stedet for indskannede, fx ved brug af den gratis blanket på virk.dk.

En ny arbejdsgruppe skal nu kortlægge og udvikle mulighederne for at bruge elektroniske indkøbssystemer og udnyttelse af de muligheder, der ligger i NemHandel.

Rapporten er udarbejdet af Økonomi- og Erhvervsministeriet, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Finansministeriet.

Læs rapporten om sikring af rettidig betaling i pdf her

Mest Læste

Annonce