Rovfisk har fået det bedre

28/01/2011 09:08

Nick Allentoft

For første gang kan det nu dokumenteres, at bestanden af rovfisk som gedde og aborre har det bedre i danske søer. Søer, der på grund af forurening, tidligere var helt domineret af ganske få fiskearter, kommer dermed tættere på en naturlig balance. Det fremgår af den nye rapport om vandmiljø og natur. Rapporten er udarbejdet af Danmarks Miljøundersøgelser for Naturstyrelsen.

Fremgangen for rovfiskene skyldes, at der kommer færre næringsstoffer og dermed også færre alger i søerne. Alger gør vandet uklart og forhindrer rovfiskene i at se deres byttedyr. Selvom der er blevet færre alger i 11 ud af 19 søer, som man har fulgt i perioden 1989-2009, er der dog stadig for mange til, at søernes fiskebestande er i naturlig balance.

- Jeg glæder mig over, at indsatsen for at få færre næringsstoffer ud i naturen nu er til at få øje på ude i virkeligheden. Fremgangen for fiskene er tegn på, at mange søer er ved at gen-vinde balancen oven på mange år med for meget forurening. Det understreger blot, hvorfor vi skal fortsætte den store indsats mod forurening med næringsstoffer i vores kommende vandplaner, siger miljøminister Karen Ellemann (V).

Lav nedbør i 2009 betød, at der blev udvasket mindre kvælstof og fosfor fra bl.a. landbrugs-arealer ud i vandmiljøet end i de forudgående år. Generelt har bl.a. tre vandmiljøplaner siden slutningen af firserne medført, at forureningen med næringsstoffer er mindsket med over 40 pct. De seneste seks år er der dog ikke sket en reduktion i udledningen af næringsstoffer til naturen, fremgår det af rapporten.

Mest Læste

Annonce