Skanderborg Kommune har færrest ansatte i administrationen

28/09/2011 10:00

Nick Allentoft

En ny analyse viser, at Skanderborg Kommune klarer sig med færre ansatte i administrationen end andre kommuner.


Godt hver tiende eller helt præcist 11,75 pct. af Skanderborg Kommunes ansatte arbejder i administrationen. Hermed har kommunen den laveste administrationsandel i landet, når man sætter antallet af medarbejdere i administrationen i forhold til kommunens samlede årsværk.

Sammenlignet med en unavngiven sjællandsk kommune med samme størrelse og udgiftsbehov har Skanderborg Kommune 74 færre administrative årsværk, hedder det i analysen.

- Fra tidligere undersøgelser ved vi, at Skanderborg Kommune ligger som en af de laveste, når man måler på administrative udgifter. Vi har en effektiv administration, hvor relativt få medarbejdere klarer opgaverne uden, at det går ud over ventetider eller giver en dårligere sagsbehandling. Samtidig er vi - som alle andre kommuner - tvunget til at finde smartere og mere effektive måder at arbejde på. Det kommende administrationscenter, hvor alle administrative funktioner samles, er et rigtig godt eksempel på, at vi fortsat jagter effektiviseringer, siger borgmester Jørgen Gaarde (S) i en kommentar.

Beregninger viser, at en samling af administrationen i Skanderborg Kommune giver en effektiviseringsgevinst på 10 mio. kroner årligt.

Ifølge analysen har Hovedstadskommunerne en administrationsandel på 15,5 pct. Landsgennemsnittet er 14,5 pct. Region Midtjylland og Nordjylland har de laveste administrationsandele på 13,8 pct.

Set på landsplan er det fra november 2010 til juni 2011 lykkes at knække kurven, der ellers er steget siden 2006. Antallet af administrative medarbejdere er i den periode reduceret med 1.700 medarbejdere svarende til en besparelse på ca. 760 mio.

Analysen ’Kommuners Administration’ er lavet af konsulentfirmaet SPERA.


Kontaktinformation:

Borgmester Jørgen Gaarde (S) 4022 6140

Mest Læste

Annonce