Talentudviklingen i Kolding blomstrer

17/04/2013 13:05

Kolding Kommune

Foråret er godt på vej, men det er ikke kun årstiden, der får tingenen til at blomstre i Kolding. Efter de første fem års samarbejde med Team Danmark er der blevet etableret en organisation med samarbejde på tværs af Team Danmark, specialforbund, klubber og kommune, der ved hvad der kræves for at udvikle internationale topudøvere.

Talentarbejdet under Kolding Elite begynder for alvor at bære frugt og der knokles benhårdt for at fortsætte udviklingen af internationale talentmiljøer i samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Netop dette samarbejde er ved at udvikle sig til at kunne løfte talentudviklingen. Økonomien bliver en begrænsende faktor, så derfor knokles der på, at etablere en fond, der skal samle Kolding om støtten af talenter indenfor sport og kultur.

”Hvis pilen fortsat skal pege den rigtige retning skal der findes yderligere midler for at vi i fællesskab kan løfte talentudviklingen i Kolding op i international klasse.”

lyder det fra elitekoordinator Bjarne Foged Henriksen, der fortsætter:

”Talentudvikling på højeste niveau koster penge, og derfor er etableringen af TUS-fonden er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at få skabt udøvere, der kan markere sig og profilere Kolding som sportsby”

Klubberne gøre hver især store fremskridt, som viser, at samarbejdet omkring Kolding Elite og klubberne er ved at skabe en langsigtet måde at udvikle talenter på med udgangspunkt i at løfte miljøerne, som talenter kan udfolde sig i.
KoldingQ er storleverandør til U-landshold

KoldingQ må efterhånden betegnes som hovedleverandør til de danske ungdomslandshold, hvor 8 piger er udtaget til pigelandsholdene for U-16/17/19. 4 af pigerne er/har været tilknyttet eliteidrætslinjen. På U19 landsholdet er KoldingQ repræsenteret med to, men klubben har derudover flere spillere, som er en del af truppen og har været i kamp.
Badminton Danmark har fået øjnene op for Kolding

6 badmintontalenter er netop blevet udtaget af Badminton Danmark til deres ungdomsgrupper. To af dem er på eliteidrætslinjen, mens en tredje starter til sommer. Rasmus Præst fra eliteidrætslinjen har vundet DM-bronze og er en del af træningsmiljøet, der til august kommer til at huse tre talenter på forbundsniveau, mens de øvrige endnu ikke har alderen til at starte endnu.
Håndboldtalenter til DM

U16 holdet hos KIF Håndbold har kvalificeret sig til DM, hvor de fire bedste hold i landet mødes med mange førsteårs spillere på holdet, hvor hoveddelen er tilknyttet eliteidrætslinjen og Idrætsakademi Kolding. Der går lige et par år endnu inden de er klar til at tage over for de rutinerede ligaspillere, men der er gode takter fra talenterne, som lover godt for fremtiden.
De næste bowlere på vej

Mik Stampe har etableret sig i den danske seniorelite og taget springet fra talent til elite og har også modtaget hæderen som årets sportsnavn i Kolding. Nichlas Christensen fra BK-Trekanten og eliteidrætslinjen har netop repræsenteret Danmark ved U-EM i bowling, hvor han for andet år i træk er med. Nichlas er godt på vej til at tage skridtet som det næste store talent fra BK-Trekanten.
Squashtalenter blander sig i toppen

Kolding KFUMs elitedivisionshold i squash har netop kvalificeret sig til slutspillet som et af de fire bedste danske seniorhold. På holdet figurerer brødrene Martin og Thomas Laursen, hvor sidstnævnte blev årets sportsnavn i Kolding 2012, mens Martin lige er udtaget til seniorlandsholdets EM deltagelse. Begge har været tilknyttet Kolding Elite ordninger siden starten i 2008, og er blandt de største talenter i dansk squash.

De ovennævnte resultater er et udpluk af hvad de største talenter i samarbejdet har skabt, men mange andre talenter rykker på sig også i de andre idrætsgrene. Talenternes vej er primært støttet af, at rammerne er blevet langt bedre, så talenterne kan udnytte samspillet mellem morgentræning og bedre talentudvikling i klubberne.

Mest Læste

Annonce