Tosprogede elever klarer sig bedre i PISA

01/04/2011 00:00

Nick Allentoft

Langt færre elever med indvandrerbaggrund har problemer med at læse end for ti år siden. Men der er stadig stor forskel på de faglige resultater for elever med og uden indvandrerbaggrund. 38 procent blandt de tosprogede elever forlader skolen uden funktionelle læsekompetencer, imens dette kun gælder for 13 procent af de danske elever.

Læs også: Indvandrerbørn sakker to år bagud i skolen

Det viser undersøgelsen PISA Etnisk 2009, der offentliggøres i dag. PISA Etnisk er udarbejdet på baggrund af data fra PISA-undersøgelsen 2009, der blev offentliggjort i december 2010.

Undersøgelsen viser, at det går i den rigtige retning for de tosprogede elever. Andelen af elever med manglende funktionel læsekompetence er faldet med cirka 22,5 procent fra 2000 til 2009. Men den viser også, at det går for langsomt med at lukke præstationsgabet mellem danske elever og elever med indvandrerbaggrund.

Blandt elever med indvandrerbaggrund har 38 procent manglende funktionel læsekompetence. Blandt elever uden indvandrerbaggrund har 13 procent manglende læsekompetence.

”Jeg mener, at det er helt uacceptabelt, at så mange tosprogede elever fortsat forlader folkeskolen uden tilstrækkelige færdigheder i læsning. Det kan vi som samfund ikke være bekendt. Regeringen har med folkeskoleudspillet ”Faglighed og frihed” og ghettoudspillet ”Ghettoen tilbage til samfundet” samlet redskaber, der tilsammen vil kunne sikre, at alle elever, også de tosprogede, kan forlade skolen med færdigheder og motivation til fortsat at uddanne sig. Resultaterne af PISA Etnisk 2009 understreger blot, hvor vigtigt det er, at vi kommer i gang med det samme. Jeg håber derfor, at forligskredsen vil deltage konstruktivt i de seriøse drøftelser af de to udspil, jeg meget snart indkalder til,” siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen.

Læs rapporten PISA Etnisk 2009 (pdf)
 

Mest Læste

Annonce