Udlicitering kan give dårligt arbejdsmiljø

30/09/2011 08:52

Nick Allentoft

Udlicitering har tendens til at påvirke løn og arbejdsvilkår negativt. Det viser både danske og udenlandske erfaringer ifølge ny omfattende analyse. Men konsekvenser for de ansatte er generelt dårligt belyst - og bør i højere grad undersøges, anbefaler forskerne.

Stress, højere tempo, udbrændthed, dårligere fysiske arbejdsforhold, usikkerhed i ansættelsen og generel utilfredshed. Sådan har medarbejdere i det offentlige i flere tilfælde oplevet, at en udlicitering ændrede deres arbejdsforhold. Det viser en rapport om udlicitering, som AKF offentliggjorde for nylig.

Rapporten, som er foretaget for FTF, LO og OAO (Offentligt Ansattes Organisationer), har analyseret og sammenstillet en lang række eksisterende undersøgelser, og er den mest omfattende danske gennemgang af eksisterende vide på området nogensinde og én af de største i international sammenhæng i mange år.

Ringe og usikre gevinster ved udlicitering

Nogle af studierne viser også positive konsekvenser for medarbejderne. Men selv om de mange undersøgelser således giver et blandet billede, er der alligevel en overvægt af undersøgelser, der mest rapporterer om negative effekter for medarbejderne.

Grundlæggende findes der for lidt viden om, hvordan udlicitering påvirker medarbejderne - men alligevel ligner de negative konsekvenser en tendens, konkluderer AKF-rapporten.

Støvsuget for eksisterende viden
Undersøgelsen har populært sagt støvsuget verden for eksisterende litteratur om udlicitering og derefter udvalgt 80 analyser, der alle handlede om effekterne af udlicitering til en nærmere analyse.

Heraf var konsekvenser for medarbejderne beskrevet på en videnskabeligt acceptabel måde i 33 studier - 13 danske og 20 udenlandske. Konsekvenser for medarbejderne dokumenteres generelt mindre negative i de danske studier end i de udenlandske.

Frit spil for myter om udlicitering

De ti danske studier viser medarbejdernes egen opfattelse af konsekvenser ved udlicitering, hovedsagligt indsamlet ved spørgeskemaundersøgelser. Fire af dem rapporterer om rent negative konsekvenser i form af stress, ringere fysiske arbejdsforhold, mindre tryghed i ansættelsen og generel utilfredshed med ansættelsen. Seks af studierne viser blandede resultater ift. medarbejderne.

Danske undersøgelser mest positive

Hovedparten af de danske studier bygger på medarbejdernes subjektive opfattelse af konsekvenser, hovedsageligt indsamlet via spørgeskemaundersøgelser.

Hovedparten af de udenlandske studierbygger derimod på en bredere vifte af både registerdata, forvaltningsdokumenter, interview med ledere og spørgeskemaundersøgelser.

Et eksempel på et særligt grundigt studie er fra Udliciteringsrådet fra 2006. Denne undersøgelse dokumenterer et klart fald i tilfredsheden blandt medarbejdere, som har været involveret i en udlicitering.

Husk den store samfundsregning
Generelt er konsekvenser for medarbejderne en mangel i den eksisterende viden, der hovedsageligt fokuserer på økonomi og kvalitet i opgaven, påpeger forskerne.

Når man undersøger effekterne af udlicitering fremover, bør man i højere grad end i dag undersøge, hvordan det påvirker medarbejderne. Sådan lyder anbefalingen i AKF-rapporten.

"Omkostninger ved stress, sygefravær og nedslidning relateret til ændrede arbejdsvilkår burde ideelt set inddrages i opgørelser af medarbejdereffekter", hedder det.

Forskerne anbefaler også, at man husker at medregne de bredere samfundsmæssige regninger til fx arbejdsløshedsunderstøttelse og beskæftigelsesindsats, når man opgør de samlede effekter af en udlicitering.

Ideologi er passé for medarbejderne

Forskerne anbefaler desuden, at man i højere grad også måler på objektive størrelser som fx registreringer af fravær og sygdom, lønstatistikker, ansættelseskontrakter mv. - som supplement til den mest udbredte metode i Danmark, nemlig de mere subjektive spørgeskemaundersøgelser af medarbejdernes egne opfattelser.

De er ifølge forskerne også en anerkendt og velafprøvet metode til at afdække arbejdsmiljøproblemer, men bør ikke stå alene.

Mistede arbejdspladser ved udlicitering

De tidligere ansatte i det kommunale køkken i Jammerbugt Kommune måtte se sig om efter nyt job, da kommunen udliciterede madleverancen til kommunens ældre til firmaet Det Danske Madhus.

Kun seks af 48 ansatte har nemlig sagt ja til et tilbud om at følge med over i det private firma, som har køkkener i Skive og Silkeborg. Derudover kommer tre nyoprettede kommunale stillinger på madområdet. Men resten af medarbejderne måtte afskediges. En af dem var den nu forhenværende chef for kommunens Mad & Måltidsservice Mary Ann Sørensen.

"I det nye tilbud sker al produktion uden for kommunen, sågar uden for regionen. I princippet blev vi virksomhedsoverdraget alle sammen. Men på meget urealistiske vilkår. Jeg blev fx tilbudt en stilling i Helsingør", fortæller Mary Ann Sørensen, der har arbejdet i kommunen i 20 år. Udliciteringen som trådte i kraft den 1. februar i år har dermed haft stor negativ effekt for de daværende medarbejdere, fastslår Mary Ann Sørensen.

Mest Læste

Annonce