Fordomme og forbud mod prostitution skubber glædespigerne lige i armene på kriminelle bagmænd, fortæller Marlene Simoni, som er momsregistreret prostitueret. For hende var prostitutionen en vej ud af den negative sociale arv og en måde at være ovenpå i stedet for at blive udnyttet. Men som luder er man ikke rigtig lykkelig, og det er de dårlige forhold og den ringe hjælp på området med til at forstærke, mener hun.
»Prostitution er et hårdt miljø, hvor man skiller sig selv ad følelsesmæssigt. Det kræver at man er indstillet på en særlig måde, og der er i høj grad behov for politiske mål og rådgivning,« udtaler Marlene Simoni, som har levet med prostitution siden hun var barn. Hun savner bedre forhold på området, som kan hjælpe de prostituerede med psykisk og fysisk at kapere deres fag.
Bedre forhold er løsningen
»Jeg fik penge for sex første gang, da jeg var 11 år gammel,« fortæller Marlene Simoni.
Det var en venindes far, som tog Marlene Simoni med ned i kælderen, og bedte hende om oralsex. Ved at kræve penge for sine ydelser så Marlene Simoni ikke sig selv som offeret i situationen, og hun formåede i stedet at »se ned på de ynkelige sexhungrende mænd« som købte seksuelle ydelser af hende som barn. Heriblandt er blandt andet en pædagog, en plejefamiliefar og en stedfar.
Men det er bestemt ikke et erhverv, som man bliver lykkelig af, understreger hun. Mest af alt fordi, at man er overladt fuldstændig til sig selv.
»Dem, der taler om den lykkelige luder, er fulde af løgn. Som prostitueret opløser man sig selv på 1000 planer,« forklarer Marlene Simoni og fortsætter: »Men det kan gøres bedre.«
Prostituerede skal have ordentlige forhold, og det skal, ligesom i alle andre erhverv, være muligt at få hjælp hos en fagforening. For når samfundet ikke vil anerkende de prostituerede og deres erhverv, så kan pigerne heller ikke acceptere sig selv, mener Marlene Simoni.
»Hvis jeg som prostitueret ringer til en fagforening, så griner de ad mig. Derfor er der ingen åbenhed på det her område,« mener Marlene Simoni, som har været i branchen i 35 år.
Først kommer anerkendelse
I socialministerens nylige 2020 plan er der ingen konkrete mål for prostitution, men en opfordring til at disse udfærdiges. Når man kender branchen indefra er det ifølge Marlene Simoni tydeligt, at de politiske mål må være, at samfundet først og fremmest skal anerkende de prostituerede, således at de ikke længere skal skamme sig og være anonyme i deres arbejde og deres udtalelser.
»Det er rigtig svært at sætte mål, når politikerne ikke vil anerkende branchen. Vi har brug for flere rettigheder, så som sygedagpenge og fagforeninger, og det får vi kun, hvis samfundet anerkender vores erhverv,« lyder det fra Marlene Simoni.
Mere fokus på virkeligheden som prostitueret gennem bl.a. dokumentarserier og reportager om området er første skridt mod anerkendelse af faget, mener Marlene Simoni, »og det skal være med seriøse medvirkende, som har noget at sige, i stedet for kendte som Suzanne Bjerrehus og Karen Thisted,« udtaler hun med henvisning til TV2’s dokumentarserie Mormors bordel.
Marlene Simoni er lige nu aktuel med bogen Isabelice – Mit liv som glædespige, som beskriver et liv i prostitutionsbranchen indefra.
