"Vores forhåbning er, at der er flere, der får et job og med tiden kommer til at betale topskat. Men de vil så skulle betale noget mindre," siger Morten Østergaard.

Radikale går solo: Vil sænke topskat

Politik

07/06/2015 11:53

Mikkel Sarka

Radikalt forslag udstiller central uenighed mellem de to regeringspartier, men statsministeren er sikker på, at de nok skal blive enige.

Et kæmpe sats. En mavepuster til Thorning. Sådan beskriver politiske kommentatorer den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaards, forslag om at lette skatten for både de højeste og laveste indkomster i den kommende valgperiode.

- Vores forhåbning er, at der er flere, der får et job og med tiden kommer til at betale topskat. Men de vil så skulle betale noget mindre, siger Morten Østergaard.

Konkret vil De Radikale lette topskatten for fem milliarder kroner og hæve beskæftigelsesfradraget for otte milliarder. Hvor mange penge, det vil give den enkelte lønmodtager i hånden hver måned, har partiet ikke regnet på.

Forslaget er et sats af de helt store og ret generende for Socialdemokratiet, vurderer Erik Holstein, politisk kommentator på Altinget.

Han mener, at forslaget er præget af, at De Radikale er pressede i valgkampen og står til at blive halveret i målinger. Udspillet skal trække stemmer til partiet.

- Socialdemokraterne og De Radikale har givet hinanden betydelig frihed i valgkampen, og i en vis udstrækning kan man godt leve med, at De Radikale kommer med en hel del udspil, som går stik imod Socialdemokraternes politik, siger han.

- Men det her er ret generende, og det er ikke særlig taktisk. Målet er nok ved at være fuldt.

Politisk kommentator Hans Engell kalder forslaget en mavepuster for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- At foreslå milliardnedsættelser af personskatten er en giftig sag for Socialdemokraterne lige midt i en valgkamp, vurderer Hans Engell, politisk kommentator.

Statsministeren, der søndag deler roser ud til vælgerne på Frederiksberg, tager dog ikke den radikale melding så tungt.

- Det er ikke noget, Socialdemokraterne er enige i, og hvis man på noget tidspunkt får mulighed for at sænke skatten, så skal den sænkes i bunden, siger Thorning.

Regeringen har regnet ud, at den frem til 2020 har 39 milliarder kroner til ekstra velfærd. Thorning afviser blankt, at det kan komme på tale at bruge nogle af de penge til skattelettelser.

De Radikale har endnu ikke peget på, hvor pengene skal komme fra, men Morten Østergaard forsikrer, at de hverken skal komme fra højere boligskatter eller andre former for skatter. 

Han vil heller ikke finde pengene ved at skære i velfærd.

- Det er nye reformer, som skal tilvejebringe finansiering, siger han.

Morten Østergaard er ret fortrøstningsfuld, når det handler om at få forslaget igennem.

- Med den fornødne beskedenhed har vi vist en vis evne til at få vores skattepolitik gjort til virkelighed, siger han.

Mest Læste

Annonce