Rapport afdækker samarbejdspotentiale for folkeoplysning

Velfærd

10/09/2015 15:46

Nick Allentoft

Ny rapport om tværgående samarbejde blandt folkeoplysningens aktører viser stort potentiale for foreninger ved samarbejde og anviser veje for kommuner til at fremme foreningers samarbejdsrelationer. I Ørsted på Djursland fungerer det godt.

Kulturministeriet bestilte sidste år en rapport i Videncenter for Folkeoplysning om barrierer og potentialer ved tværgående samarbejde blandt foreninger. 

Nu foreligger rapporten. Den viser, at det fordelagtige potentiale ved tværgående samarbejder ikke er udtømt. Rapporten viser også, at samarbejde i forbindelse med løsning af nye opgaver, synlighed og etablering af nye netværk giver stor værdi for foreninger. Omvendt udfordres samarbejdet af parternes forskellighed, knappe ressourcer og personafhængighed.

Rapporten, som indeholder et studie om foreningssamarbejde i Norddjurs Kommune, viser et forbilledligt samarbejde blandt foreninger i landsbyen Ørsted. Gennem samarbejdet er der skabt et lokalt engagement, iværksat nye aktiviteter, og nye lokale kræfter er sat i spil. 

Kulturminister Bertel Haarder siger:
”Rapportens resultater bestyrker min tro på ildsjælene i foreningslivet. Jeg har selv besøgt Ørsted denne sommer og kan bekræfte det billede, som rapporten giver. Med rapporten får vi endnu et indblik i, hvordan foreningslivet selv definerer sin rolle og vilje til at bidrage til lokalsamfundet. Den alliance er kernen i det gode liv uden for byerne, og derfor har vi et fælles ansvar for at sikre de gode rammer.” 

Her kan du læse rapporten Tværgående samarbejde blandt folkeoplysningens aktører.

Mest Læste

Annonce