"Danske landmænd skal konkurrere på at producere grønt og med et højt niveau af dyrevelfærd. Begge dele får vi mere af med de penge, vi i de kommende år vil skyde i landbruget," siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Regeringen vil give økonomisk boost til landbruget

Politik

24/03/2015 13:31

Mikkel Sarka

Regeringen er klar med en økonomisk håndsrækning til landbruget, der kan skabe vækst og 1.600 nye job.

Effektiv og grøn produktion skal holde konkurrenceevnen oppe hos det danske landbrug. Derfor vil regeringen nu investere 852 mio. kr. i mere miljøvenlige og moderne stalde.

"Det er hårde tider for landbruget, men de investeringer, der kommer ud af den her indsats, gavner væksten og konkurrenceevnen for sektoren på lang sigt. Der er masser af investeringslyst derude, så jeg håber, at det her kan hjælpe til at få forløst noget mere af det potentiale, der er i landbruget," siger Dan Jørgensen.

Pengene kommer fra Landdistriktsprogrammet og kan bruges som tilskud til at renovere stalde eller bygge helt nye og grønne teknologier på bedrifterne. Alt efter projektet kan den enkelte landmand få op til 40 pct. af projektets pris i støtte, og regeringen regner med, at det i alt vil give investeringer i landbruget for ca. 3,3 mia. kr. og kan skabe 1.600 nye arbejdspladser i primærlandbruget, hertil kommer en betydelig afledt beskæftigelse i andre erhverv.

"Danske landmænd skal konkurrere på at producere grønt og med et højt niveau af dyrevelfærd. Begge dele får vi mere af med de penge, vi i de kommende år vil skyde i landbruget," siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Afdragsordning til mælkebønder

Samtidig kommer der en håndsrækning til de danske mælkeproducenter, der lige nu skylder EU ca. 195 mio. kr. De penge kan nu afdrages rentefrit over tre år i stedet for at skulle falde på én gang. Dermed bliver der også mere at investere i vækst og arbejdspladser.

Fra 1. april er det slut med EU’s mælkekvoter, og derfor vil mælkebranchen ikke løbe ind i et lignende problem i fremtiden.

"De danske mælkeproducenter er toptunet til fremtiden, og det giver gode muligheder for vækst, at de nu kan producere frit i stedet for at være underlagt kvoter," siger Dan Jørgensen.

Regeringen vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger om landdistriktsprogrammet 2016-2018 snarest muligt.

 

Mest Læste

Annonce