Region: Læger og journalister sætter prop i akuttelefon

Infrastruktur

12/01/2014 12:51

Nick Allentoft

Region Hovedstaden klager over, at læger, journalister og borgere fra andre regioner blokerer akuttelefonen. Samtidig er Regionsformand parat med 15 millioner ekstra til 1813

Efter omfattende kritik af lange ventetider på Region Hovedstadens akuttelefon 1813 skyder regionen nu tilbage på eksempelvis journalister og læger, som regionen beskylder for at være med til at blokere akutlinjen.

Det skriver Region Hovedstaden i en meddelelse til Ritzau. Dertil kommer tilsyneladende en række opkald, hvor der bliver lagt på, så snart man er kommet igennem til sygeplejerskerne, der betjener telefonerne.

Koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend Hartling, er irriteret over det, han kalder spamopkald. Han opfordrer derfor til, at man kun ringer ind, hvis man har brug for lægehjælp.

- En foreløbig gennemgang af opkaldsaktiviteten tyder da også på, at vi har at gøre med en del useriøse opkald, og det forstyrrer dem jo helt unødigt, siger han i en skriftlig kommentar.

Nøjagtigt hvor mange spamopkald, der er tale om, har regionen ingen opgørelse over. Starten har dog været præget af lange ventetider for patienter. Og dertil kommer andre tekniske problemer. Det har ført til massiv dækning i medierne.

- Det er fristende at ville teste systemet, eller hvad man nu vil. Men lige nu vil jeg anmode om, at journalister, læger eller andre afholder sig fra at ringe til 1813, medmindre det handler om akut opstået sygdom, skade eller tvivl, siger Svend Hartling.

Han understreger dog samtidig, at de forstyrrende opkald ikke alene bærer skylden for de lange ventetider.

- Dette ikke er en forklaring på indkøringsproblemerne med 1813 og for lange køer. 

- Vi har fra starten undervurderet efterspørgslen og indkøringstiden, og det arbejder vi stadig på højtryk for at gøre noget ved, men vi anmoder om, at man giver personalet ro til at nedbringe ventetiden og forbedre servicen, siger Svend Hartling.

 

Flere penge på vej

Den nye 1813-akutlinje i Region Hovedstaden bliver ikke billigere end den gamle lægevagt. I hvert fald ikke i 2014.

Det oplyser regionens formand, Sophie Hæstorp Andersen (S), ifølge DR Nyheder.

- Det er min vurdering, at de 15 millioner kroner, der er blevet afsat som en buffer, hvis vi nu havde problemer, at de penge skal nok komme i spil, siger Sophie Hæstorp Andersen til DR Nyheder.

- Men vi går ikke ud over budgettet, som altså i alt svarer til, hvad den tidligere lægevagt kostede, tilføjer hun.

Sophie Hæstorp Andersen medgiver, at det "selvfølgelig ikke er tilfredsstillende" at de 15 millioner kroner skal i spil allerede nu.

- Men det vigtigste for mig er, at den (akutordningen, red.) kommer til at virke, siger hun.

Trods startvanskelighederne er hun dog ikke i tvivl om, at 1813-linjen er det rigtige for Region Hovedstaden.

- Selve idéen med 1813 - at man visiterer til skadestuerne, de steder, hvor der er kortest ventetider - er den rigtige løsning, og derfor skal det også komme til at virke, siger formanden.

Sophie Hæstorp Andersen henviser i øvrigt til, at akutordningen ikke har været ment som en spareøvelse, men at målet har været at sikre "bedre kvalitet for borgerne".

Hun afviser over for DR Nyheder at give et bud på, hvornår akuttelefonen vil fungere optimalt, men oplyser, at regionen konstant arbejder på at nedbringe ventetiderne.

Fra og med 1. januar overtog Region Hovedstaden lægevagtens opgaver, hvor patienter i første omgang kommer til at snakke med en sygeplejerske i stedet for vagtlægen.

 

/ritzau/

 

 

Knap 90 procent får hjælp på 1813 på deres første eller andet opkaldsforsøg, viser en opgørelse fra mandag til onsdag denne uge, oplyser Region Hovedstaden. 

Dog viser den seneste opgørelse også, at 1813 er meget langt fra at opfylde de tidskrav, som politikerne har sat.

Regionen skal mandag står skoleret for Sundhedsstyrelsen og forklare problemerne med 1813.

 

Mest Læste

Annonce