Rigsrevisionen: Centrale dokumenter om Dong er væk

Politik

18/05/2017 12:20

Nick Allentoft

Det er "meget utilfredsstillende", at centrale Dong-dokumenter ikke er på Finansministeriets sager.

Rigsrevisionen kommer onsdag med en usædvanlig skarp kritik af Finansministeriet for håndteringen af Dong-salget.

Rigsrevisionen finder det "meget utilfredsstillende", at centrale dokumenter om Dong ikke er på Finansministeriets sager: 

Nye og gamle historier om Dong-sagen

Vi samler alle historier om Dong på denne tema-side.

Find nye og gamle historier og få styr på forløbet.

- Rigsrevisionen konstaterer, at flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager om kapitaludvidelsen, og at ministeriets overvejelser ikke i alle tilfælde er tilstrækkeligt dokumenteret. 

- Det finder Rigsrevisionen meget utilfredsstillende, særligt fordi der var tale om en økonomisk væsentlig transaktion, og fordi den mangelfulde dokumentation vedrører vigtige dele af sagens forløb, skriver Rigsrevisionen.

I beretningen konkluderer Rigsrevisionen, at Finansministeriet dermed ikke har "sikret tilstrækkelig gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget, hvilket ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik."

Rigsrevisionen har igangsat undersøgelsen af Dong-sagen i september 2016 på baggrund af en anmodning fra Statsrevisorerne. Også fra de politisk udpegede statsrevisorer er der hård kritik af Finansministeriet.

Statsrevisorerne finder det ligesom Rigsrevisionen "meget utilfredsstillende", at Finansministeriet "ikke har levet op til god forvaltningsskik" i forbindelse med Dong-salget. 

- En skærpende omstændighed er, at der er tale om en meget væsentlig økonomisk transaktion, fastslår Statsrevisorerne i en skriftlig udtalelse.

Efter salget af Dong steg prisen på selskabet i løbet af to år til det dobbelte. Dermed tjente ejerne, herunder Staten, der fastholdt over halvdelen af ejerskabet, og Goldman Sachs, der investerede godt 8 mia kroner for 117.9 procent, i løbet af meget kort tid et milliardbeløb på investeringen. Goldman Sachs har således på tre år tjent over 10 milliarder kroner på sin investering, oplyste DR Nyheder tidligere i maj. 

Flere partier har kritiseret processen for at være dårligt tilrettelagt og være årsag til, at den danske statskasse er gået glip af et milliardbeløb. 

FAKTA: Her er Statsrevisorernes skala for kritik Der er både små og store næser i farvandet, når Statsrevisorerne uddeler kritik af ministre og styrelser. Statsrevisorerne kritiserer onsdag Finansministeriet for håndteringen af salget af Dong.   Statsrevisorerne finder det "meget utilfredsstillende", at Finansministeriet ikke har levet op til god forvaltningsskik, idet flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager, og centrale overvejelser om kapitaludvidelsen ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.    Her kan du læse om Statsrevisorernes opgave og de forskellige grader af kritik:   * Statsrevisorerne skal holde styr på, at skatteborgernes penge bruges, som Folketinget har besluttet, og at pengene forvaltes så effektivt som muligt.   * Statsrevisorerne kan udtale kritik af for eksempel ministre, ministerier, styrelser og tilsyn på baggrund af rapporter fra Rigsrevisionen. Er kritikken af en minister særlig slem, siger man, at en minister har fået "en næse".   * Statsrevisorerne besluttede i 2007 at indføre en "karakterskala" for kritikken, som går fra det mest positive til det mest negative og ser sådan ud:   - finder det meget/særdeles positivt.   - finder det positivt.   - finder det tilfredsstillende/er tilfredse med.   - påpeger/understreger/henstiller/forventer.   - beklager/finder det bekymrende/foruroligende.   - finder det utilfredsstillende/er utilfredse med/og indskærper.   - kritiserer/finder kritisabelt/kritiserer skarpt/og indskærper.   - påtaler/påtaler skarpt.   - påtaler skarpt og henleder særligt Folketingets opmærksomhed på.   Kilde: Folketinget.   /ritzau/

 

Mest Læste

Annonce