S vil fastlåse udlændingepolitikken med Venstre

Politik

19/09/2015 11:52

Nick Allentoft

Socialdemokraterne vil skabe stabilitet om udlændingepolitikken ved at indgå bindende forlig med Venstre.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Socialdemokraterne gør det ifølge Jyllands-Posten nu klart, at partiet går målrettet efter et bredt og bindende udlændingeforlig, der kan sætte resten af rød blok uden for indflydelse.

Det fastslår partiet på dagen, hvor en politisk superweekend skydes i gang med landsmøder hos Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale.

               Læs også: Tyve år med Dansk Folkeparti

Ifølge indfødsretsordfører Astrid Krag (S) bør en aftale om strammere regler for statsborgerskab indgås som et forlig med de borgerlige, så reglerne ikke laves om, hver gang magten skifter.

- Når kravene ændrer sig løbende, er det svært at vide, hvad man skal opfylde for at få statsborgerskab. Derfor bør det være forligsbelagt, så der kommer stabilitet, siger Astrid Krag til Jyllands-Posten.

               Læs også: Mette Frederiksen på sin første kongres som partiformand: Vi skal stå på klassiske værdier

Et forlig over midten vil få som konsekvens, at De Radikale og resten af rød blok bliver afskåret fra indflydelse.

De Radikale vil ikke forholde sig til udsigten til at blive sat uden for indflydelse, men indfødsretsordfører Lotte Rod (R) siger til avisen:

- Vi savner et svar fra Socialdemokraterne på, hvorfor det nu ændrer holdning. Det er kun to år siden, vi sammen ændrede de samme regler.

Ifølge integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) er det værd at overveje et forlig, men hun tilføjer:

- Socialdemokraterne opfører sig som en nyskilt, der efter et dramatisk brud skal ud og løbe hornene af sig, men mon ikke de falder lidt til ro igen. Når De Radikale indleder en flirt, bliver de hurtigt bløde i knæene igen, siger hun til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti melder sig over for avisen klar til et forlig, hvis stramningerne går langt nok.

- Socialdemokraterne erkender jo åbent, at de har brug for os andre til at holde udlændingepolitikken på sporet, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.