Samskabelse og socialt entreprenørskab

Velfærd

10/08/2016 10:00

Preben Rehr

Presset på velfærdsinstitutionerne i form af øgede forventninger og krav fra borgerne og samtidigt stadig snævre økonomiske rammer, øger behovet for en mere innovativ og kreativ praksis i velfærdsinstitutionerne. En ny bogudgivelse fra Hans Reitzel.

Presset på velfærdsinstitutionerne i form af øgede forventninger og krav fra borgerne og samtidigt stadig snævre økonomiske rammer, øger behovet for en mere innovativ og kreativ praksis i velfærdsinstitutionerne. Det kommer til udtryk i de i professionsuddannelserne, der skal uddanne fremtidens professionelle i velfærdssamfundet. På disse professionsuddannelser er emner som social innovation, entreprenørskab og samskabelse blevet en del af indholdet og indskrevet i studieordningerne. Men hvad gemmer der sig bag disse ofte anvendte begreber og ”buzzwords”, hvordan etableres samskabelse i praksis, hvad er social innovation og hvilke værdier kommer der ud af det i praksis?

Det forsøger en ny udgivelse fra Hans Reitzel at give svar på.

Samskabelse og socialt entreprenørskab er en casebaseret grundbog til professionsuddannelserne, redigeret af undervisere ved VIA University College. Der er tale om en antologi med otte cases, der alle refererer til det indledende kapitel og dets gennemgående figur. Således er der en råd tråd og konsistens igennem alle bogens kapitler.

Bogens sigte er at give de studerende indblik i de mange muligheder, drivkræfter, barrierer og besværligheder, der kendetegner samskabelse og praktisk innovationsarbejde i løsningen af offentlige opgaver.

Bogen rummer teoretiske perspektiver, der forklarer begreberne samskabelse og socialt entreprenørskab, kobler dem til de otte cases og giver redskaber til de studerende, der bliver fremtidens offentlige ansatte.

I forbindelse med udgivelsen er der med midler fra Fonden For Entreprenørskab produceret et site med casebaseret undervisningsmateriale. Det skal give de studerende viden og kompetencer om socialt entreprenørskab i praksis, f.eks. opstart og drift af socialøkonomiske virksomheder, og hvordan sådanne nye velfærdsteknologier kan bidrage til at skabe bedre vilkår for borgere.

Intentionen med bogen og sitet er, at det skal medvirke til at gøre de studerende i stand til at iværksætte nye entreprenørielle tiltag og løse sociale problemer. De studerende får "hands-on" erfaringer med socialt entreprenørskab gennem facilitering af innovativ idegenerering, social business canvas model, prototyping mm., og disse erfaringer skal medvirke til at gøre dem i stand til at se nye metoder og veje til at agere samskabende og innovativt i den offentlige sektor.

Læs mere om socialt entreprenørskab her

 

Mest Læste

Annonce