Samuelsen: Vi ønsker stadig at lette skatten på arbejde

Politik

09/01/2018 14:13

Nick Allentoft

LA's partileder erkender, at der ikke er flertal i Folketinget for nævneværdige lettelser af indkomstskat.

Registreringsafgiften er sat ned. Skatten på fri telefon bliver afskaffet. Og en lang række andre afgifter er sat ned.

LA's partileder Anders Samuelsen fokuserer på de, set med liberale briller, lyse sider, da han kommenterer regeringens beslutning om ikke at gå efter markante, ambitiøse skattelettelser dette forår.

- Der er allerede vedtaget en lang stribe af skattelettelser. Nu kommer der en til, siger Samuelsen.

- Vi kan konstatere, at på nuværende tidspunkt er der ikke et flertal i Folketinget for at lette skatten for ganske almindelige hårdtarbejdende danskere.

- Det kan vi ikke forstå. Vores ambitionsniveau er uændret.

- Vi ønsker stadig at lette skatten på arbejde. Vi kan bare ikke gøre det lige nu.

- Vi havde håbet at kunne sluge en stor skatteelefant på én gang. Nu tager vi den i små bidder.

Liberal Alliance sejrer ikke dog ikke så meget, som partiet gerne ville, betoner partilederen.

Regeringen vil forsøge at nå til enighed om at lette skatten for de laveste indkomster med knap en milliard kroner. Det er penge, der stammer fra kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.

Derudover kommer der nogle justeringer af pensionssystemet, der skal sikre, at det bedre kan betale sig at spare op. 

De 2,5 milliarder kroner, der er afsat til det, stammer fra fremrykkede skatteindtægter - altså at skatten af pensionsindbetalinger i højere grad skal betales på indbetalingstidspunktet i stedet for når opsparingen udbetales. 

Men Samuelsen tæller alligevel de 2,5 milliarder med som skattelettelser. Skatten bliver lettet for 3,5 milliarder, fastslår han:

- Det er ikke et nederlag. Et nederlag er, når skatterne stiger, siger han.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce