Henrik Borelius er topchef i Attendo.

Sendte regninger på døde borgere

Ledelse

17/01/2018 11:28

Nick Allentoft

Privat plejeleverandør er afsløret i overfakturering gennem to år. Sagen er løst, siger kommunen til Ugeposten Gribskov mens firmaet giver it-system skylden.
Gennem to år sendte den skandinaviske plejekoncern Attendo fakturaer fyldt med fejl til Gribskov Kommune. Overfaktureringen beløb sig til over 13 millioner kroner, skriver Lokalavisen Ugeposten i Gribskov.    Virksomheden har sendt regninger til kommunen for borgere, der var døde, borgere der var indlagt og derfor ikke modtog hjemmepleje samt for ydelser, der ikke var visiteret af kommunen. Kommunen forklarer til Ugeposten, at Attendo reagerede hurtigt, da fejlene blev opdaget. Derfor mener den heller ikke, at der er tale om direkte snyd. 
“Det tror jeg ikke. Typen af fejl her er bare eskaleret. Da vi først gør Attendo opmærksom på, at der er en uoverensstemmelse i deres faktura, får de simpelthen ikke stoppet dem. Når vi fanger det igen et halvt år senere, er der sket en yderligere ophobning af alle fejlene. Alle kan se, at de skal ned og have bedre styr på deres grundlæggende arbejdsgange - plus de af egen drift også selv vælger at hakke toppen af deres faktureringer til kommunen i de kommende periode, så der ikke kommer en ekstraregning igen. Så vi er ikke naive. Det her er arbejdsgangsrelateret og skyldes manglende fokus,” siger centerchef Mikkel Damgaard til Ugeposten.    Udvalgsformand: Det ligner snyd Ældreudvalget i Gribskov har fået ny formand efter kommunalvalget, og hun sætter Attendo under hårdt pres.    “Som formand for ældreudvalget må jeg bare sige, at det ligner snyd. Det er ikke i orden. Det er i virkeligheden skræmmende,” siger udvalgsformand Bettina Sølver (S) til Ugeposten.  Hun peger på, at flere problemer med virksomheden de senere år, svækker tilliden og ønsker nu alternative løsninger til Attendo.    Attendo giver it-system skylden Et it-system, der ikke tager højde for ændringer hos borgeren, når der udskrives fakturaer, i kombination med usikre arbejdsgange, er årsager til, at plejefirmaet Attendo gennem længere tid fik overfaktureret Gribskov Kommune med 13,4 millioner kroner for ydelser, der ikke er leveret.

- Vores fakturering har været for usikker. Det er vi blevet opmærksomme på for et års tid siden og har siden arbejdet på at løse problemet. Kommunen har hvert halve år tjekket vores faktura, og så har vi betalt penge tilbage, siger Dorthe Dahl.

Attendo leverer hjælp til 1200 borgere i Gribskov Kommune. Men plejefirmaets opkrævning til kommunen er altså i mange tilfælde gået helt galt. 

Der er ikke bevidst opkrævet for mange penge, siger Dorte Dahl. Hun understreger, at sagen også har været belastende for firmaet, fordi det giver usikkerhed om økonomien.

- Vi ikke kan genere en faktura på baggrund af kommunens it-system. Det betyder, at vi skal udarbejde en faktura manuelt. Så når en medarbejder får besked om, at en borger er indlagt, skal personen give besked videre til hende, som laver fakturaen. 

- Systemet er for usikkert, fordi vi skal håndbære oplysningerne frem og tilbage. Den proces har vist sig at være for usikker, siger Dorte Dahl.

Hun forventer, at kommunen inden for nogle måneder kan stille et it-system til rådighed, som tager højde for ændringer hos borgerne. Og indtil videre har Attendo selv strammet op på arbejdsgangen og egenkontrol, lyder det.

Centerchef Mikkel Damgaard fra Gribskov Kommune siger til Ugeposten Gribskov, at hele sagen skyldes "usikre arbejdsgange hos Attendo".

- Det her er meget utilfredsstillende og rigtig ærgerligt. Det er ikke noget, vi er stolte over kan ske, siger han til mediet.

/ritzau/

  Læs mere om sagen hos Ugeposten Gribskov      

Mest Læste

Annonce