Opret event

Samskabelse som en ny og anderledes styringsform

  • Hvad: Konference
  • Hvor: Roskilde Universitet - Universitetsvej 1, 4000 Roskilde
  • Startdato: 04.12.17 09:00
Tilmeld
Som en del af den nationale samskabelsesbevægelses aktiviteter arrangerer the Roskilde School of Governance en konference for forskere og praktikere d. 4/12 2017. Danske og internationale forskere vil sammen med deltagerne undersøge fænomenet ’samskabelse’ og diskutere mulighederne for at dreje den offentlige styring i retning af en øget vægt på samskabelse.
 
Den offentlige sektor befinder sig i et krydspres mellem stigende forventninger til offentlig service og problemløsning og knappe offentlige ressourcer, der både handler om mangel på penge, varme hænder og gode ideer. Samskabelse tilbyder en mulig vej ud af dette krydspres ved at mobilisere samfundets og borgernes ressourcer i løsningen af offentlige opgaver og komplekse problemer. Det er ikke altid det lykkes at samskabe offentlige løsninger, men når det lykkes, så kan det både føre til større træfsikkerhed, sammenholdskraft, innovationsevne og demokratisk ejerskab.
 
Konferencen undersøger, hvad der skal til for at lykkes med samskabelse og derigennem tilvejebringe et brugbart alternativ til hierarkisk og markedsbaseret styring. Hvor andre konferencer mest har fokuseret på de praktiske udfordringer bringer vi her resultater fra den internationale forskning i spil. Der vil dog også være mulighed for at formidle danske erfaringer med samskabelse gennem poster præsentation og deltagelse i workshops.

Events