Skal vi mødes i udkanten og tage håbet med hjem?

Ledelse

19/06/2017 07:00

Mira Hollænder

På Folkemødet står de samfundsmæssige problemer i kø - så hvorfor ender det ikke i en stemning af håbløshed? Selv forlader vi Folkemødet grebet af håb og med indtryk af ikke at være alene. Her er vores bud på, hvordan håbet får gode betingelser.

Vi er håbefulde på demokratiets og de gode sagers vegne, og vil i det følgende dele vores overvejelser over, hvordan vi vil holde fast i håbefuldheden i form af to guidende og forpligtende spørgsmål: Hvad sker der i din nærmeste udkantszone? og Mødes vi, når vi mødes?

Hvad sker der i din nærmeste udkantszone?

Når man spørger mennesker, der er 100 år, hvad der er nøglen til et godt og langt liv, svarer de engagement. På Folkemødet har vi mødt mennesker, der brænder for en sag, der tager ansvar for samfundsmæssige problemers udvikling og løsning. Mennesker der er optaget af, hvordan de kan bidrage til, at deres sag kommer på dagsordenen og gøre en forskel for de berørte.

Læs mere fra Hammer & Hollænder

Hammer & Hollænder er organisationsentreprenører.

Læs mere om praktiske greb til at designe og gennemføre forandringer inden for den offentlige velfærdsproduktion. 

Udkanten blev debatteret i flere telte, hvor der blev talt om udkantszoner i byerne, i samfundet, i eksistensen. Udkantszoner der går på tværs af gængse sociale, demokratiske og demografiske skel, og vi fik udfordret og udvidet vores perspektiver på, hvad udkanten er, og hvad det har med os selv at gøre. I stedet for at tale om den enkeltes nærmeste udviklingszone, så lad os interessere os for de nærmeste udkantszoner, når vi mødes i organisatoriske sammenhænge.

Hvad vi skal “gøre ved” udkanterne, blev ikke drøftet som en afvigelse fra én ideel normtilstand - mere som reel interesse for, hvad det gode liv og det gode samfund er - og med den direkte kobling til, hvad det har med os selv og vores egne mulige handlinger at gøre.

Udkantszoner er et billede, der meningsfuldt kan udfordre og opbygge vores evne og parathed til at holde risiko og usikkerhed ud. En accept af at det ikke er muligt at regne problemet ud på forhånd og med det samme, og en præmis om at lydhørhed skabte den nødvendige accept. Dét oplevede vi bragte samtalerne et bedre sted hen og de mulige løsninger tættere på. 

Mødes vi, når vi mødes?

Demokratiets livsnerve er debat og dialog. Demokratiet får luft under vingerne, når vi er tilstede i samtaler og møder præget af vilje til at lade meninger brydes og se, hvad der sker. 

Det, der drev os i løbet af dagene, var i høj grad den gennemsyrende invitation: Kom ind - vi er glade for at se jer. En invitation der i alle møder blev fulgt af et: Hold døren åben - det skal være muligt at gå til og fra. Dét gjorde, at vi kunne lade os fange ind og fordybe os i det, der skete i mødet her-og-nu og gav os oplevelsen af, at vi altid ankom på det helt rette tidspunkt. 

I hverdagen er der pres på tiden og opmærksomheden. Folkemødet har et forspring på gode betingelser, som en særlig begivenhed og tidslomme, hvor vi på forhånd har dedikeret tiden og opmærksomheden. Mødes vi, når vi mødes - er opmærksomheden på og betydningen af at værdsætte hinandens tid og tage ansvar både som vært og som deltagere i mødet. For tid er noget vi giver hinanden, og vores tid er konstant udfordret. 

Omsat til organisatorisk opmærksomhed

De guidende og forpligtende spørgsmål - hvad har de så med offentlige organisationer at gøre? I vores øjne:  ALT. Offentlige organisationer er sat i verden for at tage vare på velfærden. Det betyder at holde fast i, at kerneopgaven løses på tværs af siloer og budgetområder, og at opmærksomheden nødvendigvis skal flyttes til, hvilke kerneprocesser og bidrag vi hver især kan stå til rådighed med.

Tiden er ikke relativ. Det starter, når det starter, og det slutter, når det slutter. Hvad enten vi er værter for eller deltagere i møder og samtaler. Interessen for andres perspektiver og input i en given sag har betydning for de løsninger og handlinger, der kan produceres i mødet.

Vi foreslår:

  • Stil dig op på vippebrættet. De problemer og tilgange, vi møder, kan være så meget i udkanten, at vi får en følelse at være på et vippebræt. Det handler om at stille sig til rådighed for noget, som kan være meget anderledes og ukendt land i forhold til, hvor vi selv står. Balancen hvor det er muligt på én gang at føle sig usikker og handlekraftig opnås gennem dialogen.
  • Lyt til andres problemer og den sag de er optaget af - det betyder ikke problemerne bliver dine. Stil dig til rådighed og gør dit til, at det bliver muligt og produktivt at koble sig til. 

Mødes vi i udkanten, på næste torsdag i kaffepausen, til et lille Folkemøde?

 

Mest Læste

Annonce