Skole-professor afviser konklusioner på Kora-rapport: Målstyring er kommet for at blive

Mål giver bedre resultater, og styring har vi alle dage haft, skriver professor Lars Qvortrup i en reaktion på Kora-rapporten.

”Vejen til helvede er brolagt med målstyring,” skrev Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang (JF) med vanlig sans for spidsformuleringer d. 14. april 2016. Baggrunden er en review-rapport fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, dvs. en rapport der gennemgår og sammenfatter relevant forskningslitteratur på et bestemt område, her brugen af målstyring i den offentlige sektor.

Ledelsesavisen #2

Læs også Ledelsesavisen

Nyt slag mod NPM

Stine Johansen: Gør op med retningslinier

Hedensted går kreative veje for at finde løsninger

Dokumentation: Regelstyring virker ikke

Se den samlede udgave af Ledelsesavisen #2 her.

Vil du modtage Ledelsesavisen fremover, så klik her.

Vil du vide mere om Forum og være medlem, så klik her.

Ifølge flere reaktioner skulle rapporten vise, at resultatbaseret styring ikke virker efter hensigten. Det skyldes blandt andet, at fokus på resultater får eksempelvis folkeskolerne til at satse på de stærke elever, for at leve op til mål og resultatkrav.

Nyheden om, at resultatbaseret styring ikke virker efter hensigten, er jo noget af en sensation – hvis den ellers holdt vand. Men folkeskolen har været målstyret siden den blev grundlagt for 200 år siden, i 1814. Dengang lød formålsparagraffen for den samlede danske skole:

”Ved Børnenes Underviisning skal der i Almindelighed tages Hensyn til at danne dem til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige lære; samt til at bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder, der ere dem nødvendige for at blive nyttige Borgere i Staten.”

Altså: Der blev formuleret klare mål.

På vej til helvede i 200 år

Disse mål skulle realiseres ”ved børnenes underviisning”. Det må da kaldes målstyring. Og sådan har det været lige siden: Politikere fastsætter mål. Disse mål skal lærerne – i vor tid lærere, pædagoger og ledere – indfri. Så hvis vejen til helvede er brolagt med målstyring, så har vi været på vej til helvede i godt 200 år.

Vær med i Skoleavisen

Er du aktør på skoleområdet - privat, fri, efter eller folkeskole - så kan du bidrage til Skoleavisen på to måder. Send indlæg direkte til redaktionen på skoleavisen@denoffentlige.dk eller blive redaktør for dit eget indhold som udgiver på DenOffentlige. 

Vi holder workshop jævnligt for nye aktører til Skoleavisen. Få en mail når næste dato er fastlagt. Skriv til os her

Vi må erkende, at mål er kommet for at blive, fordi politikere naturligt nok gerne vil bevæge samfundet i en bestemt retning.

Ja, ikke alene vil politikere bevæge samfundet i en bestemt retning. Det er faktisk et udtryk for demokrati, at et flertal af folkevalgte politikere beslutter sig for folkeskolens mål og forventer, at vores fagprofessionelle – lærerne, pædagogerne og skolelederne – efterlever disse mål.

Hvad er alternativet? At den enkelte skoleleder beslutter sig for sin skoles helt private mål. Eller at den enkelte lærer gør det med de klasser og fag, hun har.

”Her skal eleverne ikke kunne læse, skrive og regne. Her satser vi på guitarspil.”

Nej vel? Målstyring er kommet for at blive, så længe vi har en folkeskole, hvis mål fastsættes politisk.

Problemet er måden snarere end styringen

Meget af den kritik, der er fulgt i kølvandet på Kora-rapporten er der simpelthen ikke dækning for. Eksempelvis lyder det allerede i resumeet af rapporten, at ”der er en række ikke-intenderede konsekvenser forbundet med at bruge RBS (resultatbaseret styring), fx hvis skolerne i højere grad arbejder efter at undgå dårlig omtale frem for at arbejde for at fremme elevernes læring og fremtidige præstation.” (s. 6).

Det er jo en helt anden snak: Det er ikke resultatbaseret styring, der er problemet, men det er måden, den praktiseres på.

Lederne skal ikke opfylde mål for at please forvaltning eller politikere, men for at fremme elevernes læring.

Det betyder, at man ikke skal bruge incitamenter, der frister ledere, lærere eller pædagoger til at snyde på vægten, fx ved at lade hånt om svage elever, fordi det er nemmere at nå målene med de stærke elever. Man skal ikke snyde med vægten, fx manipulere med måleredskabet. Og man skal formulere målene, så de faktisk handler om det, der er vigtigt: elevernes læring, trivsel og udvikling og ikke alle mulige andre ting.

Data er fra før folkeskolereformen

Rapportens forfatter har dog selv en del af skylden for de oprørte reaktioner. Når Marie Østergaard Møller, hovedforfatter til rapporten, til Politiken siger, at ”intet tyder på, at resultatbaseret styring er en god styreform på de velfærdsområder, vi har undersøgt”, så kan det overraske, at hun efterfølgende, på spørgsmålet om målene skal droppes, svarer: ”Slet ikke. Det er vigtigt med evidens, og det er vigtigt med mål. Man skal arbejde med andre og supplerende måder, hvorpå man kan skabe evidens for det, man gør. Der er forskel på, om man jagter mål for at gøre beslutningstagere uden for organisationen glade eller for reelt at forbedre arbejdet.”

For at forstå baggrunden for dette, må man dykke ned i rapportens 78 sider. Her ser man, at der til belysning af målstyring på grundskoleområdet er brugt 27 studier fra perioden 1995-2014. Seks af disse studier er fra Danmark, 21 fra udlandet, heraf ni fra USA.

Alle de refererede danske undersøgelser stammer fra tiden før folkeskolereformen. Det mest karakteristiske er nok, at disse 27 rapporter leverer temmelig varierende konklusioner, som det er vanskeligt at uddrage noget entydigt resultat fra.

Det falder i øjnene, at flere af de ni studier fra USA stammer fra Bush-administrationens ”No Child Left Behind”: To af rapporterne refererer direkte til denne policy. I dag er der bred enighed i uddannelsesforskningen om, at ”No Child Left Behind”, som var rendyrket New Public Management (NPM), var en massiv fiasko.

USA brugte simple incitamenter

Men årsagen var ikke, at man praktiserede målstyring, men at man gjorde det med negative og positive incitamenter (fyringstrusler og økonomiske belønninger), som fjernede tilskyndelsen til at nå de reelle mål for i stedet at performe så godt som muligt.

For eksempel var den meget omtalte – og på mange måder vellykkede – reform i Ontario/Canada en modreaktion på netop NPM. Alternativet var det, der hedder Capacity Building. Hvis du vil nå dine lærings- og trivselsmål, skal du styrke skolernes professionelle kapital.

Mål giver bedre resultater

En af de engelske rapporter i KORA-reviewet handler om de negative effekter af ”performance pay” for skoleledere, dvs. om effekten af dårlige incitamenter. En anden engelsk rapport fra 2006, som refereres i KORA-reviewet, konkluderer at ”skoler, der bruger mål (…) klarer sig bedre end skoler uden mål” (s. 32). KORA-reviewet kommenterer selv dette ganske centrale resultat: ”Det er et væsentligt fund, idet det siger noget om, at det at arbejde efter mål alt andet lige fremmer elevlæring” (s. 32).

Så nej, vejen til helvede er altså ikke brolagt med målstyring. Konklusionen – også inde i Kora-rapporten - er, at målstyring er kommet for at blive. Men konklusionen er også en erkendelse at, at mål- og resultatstyring skal praktiseres på en måde, så man rent faktisk fremmer målopfyldelse og ikke tilskynder til snyd og bedrageri.

Vi ved fra masser af forskningslitteratur, at en af de vigtige veje til at realisere målene er kompetenceløft og ordentlige arbejdsbetingelser for lærere, pædagoger og ledere. Det er en ledelsesopgave, og dermed er den altoverskyggende konklusion måske snarere, at der er brug for mere og bedre ledelse.

 

Emneord: Skoleavisen, Målstyring, Resultatbaseret styring, Lars Qvortrup, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Ledelsesavisen, Folkeskolen, Ny folkeskole
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1192 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 14.05.16 Henning Kjær
    Målstyring

    Det er pinligt at en professor ikke skelner mellem formålsparagraf, og enhver form for målstyring. Der er stor forskel på formål, mål, strategi, taktik og operation. Den øverste folkeskoleledelse (folketinget) blander sig mere og mere i de underordnede ledelsesniveauer og Lars Qvortrup kalder det hele målstyring. Ja der skal være en form for målstyring på alle ledelsesniveauer, men det du ikke når den øverste ledelse fastsætter må på alle niveauer.

  • 11.05.16 Niels Jakob Pasgaard
    Læringsudbytteri

    I et forsvar for læringsmålstyringen argumenterer professor Lars Qvortrup i dette indlæg for, at der skam ikke er noget galt med idéen om at styre undervisningen efter politisk fastlagte og bindende læringsmål. Nej, der er udelukkende nogle småproblemer med implementeringen. Med Qvortrups egne ord: "Lederne skal ikke opfylde mål for at please forvaltning eller politikere, men for at fremme elevernes læring."

    Det udsagn hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad skolens formål er.

    Skolen formål er IKKE at levere et bestemt, statsdefineret læringsudbytte. Hvis man abonnerer på den forståelse, at skolens undervisning har et bestemt læringsudbytte som sit højeste formål, gør man sig skyldig i det jeg kalder læringsudbytteri. Man udbytter undervisningens indhold og fællesskab, med henblik på at optimere læringsudbyttet for det enkelte individ. Det er ikke og bør ikke være skolens formål.

    Skolens formål er derimod at vise eleverne ind i en fælles fordybelse i stoffet. Det betyder, at læreren aldrig, som det ellers er idealet indenfor den Synlige Læring, bør fortælle eleverne hvad de skal lære af stoffet. I det hele taget bør læreren lade være med at stille eleverne LÆRINGS-mål.

    I stedet bør læreren stille eleverne SPØRGS-mål. Ikke den type spørgsmål der fungerer som en test af om eleverne har lært tilstrækkeligt, men spørgsmål der fungerer som en opfordring til deres videre fordybelse i stoffet. Som Dewey skrev i 1909: "Spørgsmål bør snarere henlede elevens opmærksomhed på stoffet end på lærerens mål".

    Lad os få noget mere usynlig læring, hvor mål og spørgsmål bliver til hen ad vejen.

  • 11.05.16 Charlotte Bruun
    Der rodes en del rundt i begrebet mål for tiden

    Det dur ikke, at vi pludselig begynder at sidestille formålet med at holde skole, og målstyring. Det er to meget forskellige slags mål. Det er helt korrekt, at det at have mål, hverken er noget nyt, eller noget der er specielt problematisk i folkeskoleverdenen. Vi har et formål med at holde skole, og vi har et formål med fagene og fagenes indhold og metoder. Disse formål benytter vi som en art vejvisere, vi har en ide om, hvor vi er på vej hen, og hvad det er vi gerne vil have, at eleverne skal finde ud af, opleve, lære og skabe undervejs. Dette velvidende, at vejen ikke er snorlige, og at vi kan havne et andet sted, end vi troede.

    Der hvor mål bliver problematisk, er hvis vi forsøger at gøre dem snorlige. Målstyring, efter specifikke målbare mål indebærer, at omveje, genveje og nye veje bliver til fejl.

    Fremtiden er, kan vi alle vist godt blive enige om, total uvis, vi kan have ideer om hvilke kompetencer der bliver vigtige at besidde, eller hvilket samfund en specifik indsats vil give, men vi ved det ikke. Sommetider er det omvejen, der skaber de bedste løsninger.

    Den såkaldte målstyring, handler langt mere om styring end om mål. Målstyring bliver meget let til effektmål, målopfyldelse og målscore, altså bagudrettet og tjeklisteagtigt.
    Lad os sætte målene fri, og lad dem blive ledestjerner i stedet for tøjler.

  • 10.05.16 Anders Ganer
    Målstyring - hvad gør vi, hvis vi ikke kender målet?

    Målstyring er lige nu lagt for had. Men hvorfor??
    Hvis målstyring er slemt, så er mål- og rammestyring uden mål en hel del værre!

    I Danmark roser vi os af, at medarbejderne i en virksomhed skal ikke skal kommandostyres eller nurses med vejledninger til enhver tænkt situation.

    Hvis der ikke er tvivl om målet, så finder de fleste hurtigt den rette løsning til den konkrete situation. Det er vi gode til, og det skal vi holde fast i.

    Derfor er målstyring en naturlig del at have i værktøjskassen.

    Men hvis der alene styres efter konkrete mål, specificeret et år forud, så risikerer vi, at der alene styres meget kortsigtet. Det har vi set mange dårlige eksempler på.

    Så hvordan finder vi balancen?

    Måske ved at definere målet klart. Men også ved at give en stor metodefrihed til at nå målet.

    Men absolut ikke alle steder. Hvor der er brugt mange ressourcer på at forfine en metode, så er der ingen grund til at anfægte grundlaget. Den dybe tallerken er opfundet! Men hvor mange Benchmarker rent faktisk...

    Men alligevel er der også brug for at forfine allerede forfinede metoder. Forudsætningerne og værktøjerne ændres jo kontinuerligt, og det er tilladt at lære af andre - og selv udvikle i eget regi.

    Kunsten er altså at være positivt kritisk - at give råderum for udvikling. Men også at forlange ting gjort på en bestemt (effektiv) måde, hvis det er nødvendigt for at opnå den krævede performance.

    Giver vi nok plads? Eller er vi tilfredse med at opfylde de krævede mål?

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige