Rigsrevisionen kritiserer, som man kan læse her på DenOffentlige, i en ny beretning Socialministeriet for at forsømme at indsamle og bruge data til at dokumentere effekten af de sociale indsatser. Kritikken er berettiget, og kommunerne leverer gerne ’value for money' så vi får mere ud af socialindsatsen. Men ansvaret for prioriteringerne skal være fælles. Det er det ikke, når vi møder krav, der er meningsløse og pålægges styring, der tager tid fra kerneopgaverne.
FSD Socialchefer i Danmark
Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her.
Skiftende regeringer og socialministre har i de sidste mange år efterlyst større viden om og dokumentation for effekten af de sociale indsatser, vi bl.a. i kommunerne sætter i værk. Altså: Virker de – får vi value for money? Det er selvfølgelig et helt rimeligt spørgsmål at stille, når 17.000 borgere modtager sociale indsatser, som ifølge Rigsrevisionen koster omkring 45 mia. kroner om året.
For at kunne svare på om vi får fuld valuta for skattekronerne, har vi brug for data, der er værdiskabende. Data, som analyseres og giver resultater, vi kan bruge til at indrette og styre vores indsatser efter, så vi i den ideelle af alle verdener kun gør det, som har effekt for borgeren og giver mening for fællesskabet.
Så skal vi ikke bruge kritikken fra Rigsrevisionen konstruktivt, så vi kommer ud af godt et årtis ørkenvandring? Det er i hvert fald en målsætning at efterstræbe.
Ministeriet har forsømt dokumentationen
Problemerne opstår – selvfølgelig, fristes man næsten til at sige – når målsætningen rammer den virkelige verden. I rapporten retter Rigsrevisionen en skarp kritik mod Socialministeriet for ikke at sørge for at indsamle og bruge de data, vi i kommunerne indberetter i de såkaldt ’nationale statistikker’ på forskellige sociale indsatsområder, fx anbringelsesstatistikken, stofmisbrugsstatistikken osv.
”Socialministeriet har ikke i tilstrækkelig grad sikret et grundlag for at dokumentere effekt af sociale indsatser ved hjælp af de nationale statistikker. Dette finder Rigsrevisionen ikke tilfredsstillende, set i lyset af, at skiftende regeringer de seneste ti år har haft et ønske herom. Viden om sociale indsatsers virkning vil give kommunerne et bedre udgangspunkt for at tilbyde borgerne de rigtige indsatser, ligesom der er et økonomisk besparelsespotentiale forbundet med en mere vidensbaseret socialpolitik,” konkluderer Rigsrevisionen i sin rapport.
Lignende kritik har Rigsrevisionen fremsat i 1999 og 2008 – tilsyneladende altså uden den helt store effekt. Et tilbagevendende kritikpunkt fra Rigsrevisionen er også, at ministeriet ikke har gjort nok for at sikre, at kvaliteten og ensartetheden i de data, som indberettes hvert år, er god nok. Data skal kunne bruges i analysesammenhæng. Børne- og socialminister Mai Mercado har taget kritikken til efterretning i en pressemeddelelse, men ellers har der ingen reaktioner været.
Kan vi dokumentere og afbureaukratisere samtidigt?
Set med socialfaglige øjne taler sagen ind i flere velfærdsdagsordener: Spørgsmålet om omfanget af dokumentation og måletyranni. Skal vi måle på, om indsatsen er sat i værk - eller om den skaber progression hos borgeren? Og hvordan møder vi ønsket om mere dokumentation på den ene side, mens alle samtidig råber på afbureaukratisering på den anden side?
En anden dagsorden er, at kommunerne befinder sig i et konstant krydspres mellem borgernes forventninger, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende med objektive behov, og Finansministeriets ønsker om, at vi har styr på økonomien og overholde budgetterne.
Hermed havner vi i en prioriteringsdagsorden, som i vores optik lever noget af en slingrekurs-tilværelse. For økonomien er – selvfølgelig, fristes man igen til at sige – vigtigst, men det er jo kun lige til vi har en enkeltsag, hvor vi alligevel i politikernes øjne burde have prioriteret anderledes.
Der er brug for en klar central udmeldt retning at styre efter - når skiftende socialministre igennem tiden ikke altid har haft et samlet Folketing i ryggen, opstår slingrekurs.
Vi er i gang
Men at indsamle valide og ensartede data er en bold, vi skyder direkte tilbage til ministeriet. I hvert fald vil vi ikke kritiseres for ikke at have styr på, om det, vi gør, virker, når vi ikke ved nøjagtig, hvad der forventes af os. Her er det måske også værd at nævne, at der er sat initiativer i gang for at sikre bedre sammenhæng i data, begreber osv. på tværs af kommunale indsatsområdet for at sikre bedre dokumentation og effekt.
Det er KL’s projekt ”Fælles faglige begreber” et godt eksempel på. Her er målet at sikre en mere ensartet og meningsfuld dokumentationspraksis på området for handicap- og udsatte voksne. Og at understøtte muligheden for at skabe større viden om effekten af de sociale indsatser i de enkelte borgerforløb samt på tværs af tilbud og kommunegrænser. Bare for at sige, at vi er i gang i kommunerne …
Hvem tager ansvaret for prioriteringerne?
Et andet spørgsmål i den sammenhæng er: Hvem prioriterer og tager ansvar for at stoppe en indsats, hvis den viser sig ikke at have den forventede effekt? Skal vi stoppe rideterapi til en borger med funktionsnedsættelse efter fem år, hvis rideterapien ikke har nogen dokumenteret effekt i fx funktionsniveau, men ’kun’ skaber livskvalitet?
Det kræver centralt udmeldte retningslinjer, som også vil betyde, at vi i kommunerne kan sammenligne os med hinanden og ikke mindst lære af hinanden. Endnu et spørgsmål er her: En ting er kvantitative data – men hvad med de kvalitative? Er de ugyldige, hvis de ikke er mål- og dokumenterbare?
Så spørgsmålet, vi skal stille os selv, er: Vil vi måle på alt? Hvis vi vil, skal vi være enige om, hvad vi vil bruge den opsamlede viden til. Her har vi en fælles opgave i at definere serviceniveauer og tage ansvar, hvis man data i højere grad skal drive og prioritere socialpolitikken.
