“Sociale problemer er lige så ødelæggende for et samfunds sammenhængskraft, som rust i undervognen er det for en bil. Derfor skal debatten være kritisk OG konstruktiv.”
Det mener den tidligere formand for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post. Hun får støtte fra en anden socialrådgiver, Rikke Posborg, der er tidligere formand for Socialpolitisk Forening.
“Den kritiske debat er jo sådan set en undersøgelse: Kan vi gøre noget bedre? Kan vi løse problemerne mere bæredygtigt, mere menneskeligt ? Hvis den kritiske debat forsvinder, så får vi ikke et selvfedt samfund, men bare en stat,” siger Rikke Posborg.
De to - tidligere formænd for hver deres sociale organisationer - skal ikke tage politiske hensyn, når de bedømmer den aktuelle sociale debat, og det bærer deres svar præg af.
“De eneste, som ikke kan finde ud af at deltage i debatten, er politikere. I hvert fald når mikrofoner og kameraer ruller. Så forfalder politikere til enkeltsager, polemik og spinnede ordspil. Og det er ekstremt destruktivt for den anstændige debat om alvorlige sociale udfordringer,” mener Bettina Post.
“Jeg synes Dovne Robert var en helt, han påpegede de fuldstændig meningsløse forhold omkring aktivering, jobcentrene m.m. – det var der ingen i medierne der tog dette tilstrækkeligt alvorligt,” mener Rikke Posborg.
De deltager begge på konferencen “en samfundskritisk socialdebat” mandag d. 12. maj, hvor flere organisationer er gået sammen for at diagnosticere og måske revitalisere den sociale debat.
I optakt til konferencen har DenOffentlige.dk stillet de to socialrådgivere nogle spørgsmål om den nuværende socialdebat.
Hvad er forskellen på i dag og for 10 år siden?
Bettina Post: Forskellen er på i dag og for 10 år siden er, at praksis og forskning øver sig stadig mere ihærdigt på at komme tættere på hinanden. Ser vi på politikerne, skal vi længere tilbage for at finde bedre tider.
Rikke Posborg: At det som Claus Hjort Frederiksen sagde og mente i 2004 og som Socialdemokraterne dengang vendte sig imod, det siger og mener Socialdemokraterne i dag.
Tilbage i the good old days (ment lidt som en vittighed) – og dog – var det nemt at mærke forfærdelsen over arbejdsløsheden hos en socialdemokratisk statsminister som Anker eller en finansminister som Heinesen – er den forfærdelse ikke fuldstændig forsvundet fra debatten i dag?
Hvad er din oplevelse af medierne?
Rikke Posborg: I lang tid synes jeg at især Kristeligt Dagblad har stået alene med en sober og ret omfattende social debat, gode artikler med mere. Men min fornemmelse er at det sociale stof også interesserer mere bredt nu – ikke mindst de netmedier jeg selv læser. Men debatten holder sig indenfor rammerne – er nok byrokrati-kritiske – men man kunne godt ønske sig at nogle gik virkelig i dybden med tingene også på det strukturelle plan. Der udkommer i USA kritiske bøger om ulighed og fattigdom –som aldrig finder omtale herhjemme, hvorfor ikke?
Bettina Post: Medierne er jammerlige. Journalister leder ALTID efter en konflikt, og det er helt umuligt at komme til at diskutere noget så komplekst som sociale problemer og deres løsninger på en ordentlig måde.
Kan du give et eksempel på en mediehistorie, der underbygger dine pointer?
Rikke Posborg: Er ragnarokket omkring børnechecken ikke et eksempel?
Bettina Post: Det er nemt at pege på generaliseringerne over historierne om Fattig Karina og Dovne Robert. Men et helt frisk eksempel på en dum debat stammer fra i forgårs, da regeringen fremlagde sit udspil til en beskæftigelsesreform. Knap var kameraerne i Statsministeriet slukket, før diskussionen om de beskæftigelsesfremmende effekter ved at opkvalificere de arbejdsløse gik i gang. ”Uddannelse fjerner de ledige fra arbejdsmarkedet”, lød det fra oppositionen og fra Dansk Arbejdsgiverforening, mens regeringen og lønmodtagerorganisationerne jublede, at ”uddannelse er vejen til varig beskæftigelse”. Og sådan er det. For de har alle sammen ret. Spørgsmålet om, hvorvidt uddannelse er beskæftigelsesfremmende brillerer nemlig ved ikke at kunne besvares entydigt. Det er irriterende komplekst. Svaret afhænger f.eks. af, hvor gamle de arbejdsløse, som uddannes, er. Om de er ufaglærte, faglærte eller har en længerevarende uddannelse. Om den påtænkte uddannelse er relevant for den enkelte. Hvornår i ledighedsforløbet den gennemføres. Om det er et kort kursus eller noget længerevarende og kompetencegivende. Om der er høj- eller lavkonjunktur. Og sågar kan man konstatere, at der er forskel på konklusionerne alt efter, hvem det er, der har lavet effektundersøgelserne. Alle disse nuancer forsvinder, når debattørerne forfalder til enten at råbe øv eller hurra. Det er ærgerligt, og det fører til en både mærkværdig og temmelig kedsommelig diskussion, som endnu en gang demonstrerer, hvor uegnet politik er som styringsredskab.
Kan du nævne en eller flere politiske sager, hvor en kritisk social debat er savnet?
Rikke Posborg: Jeg synes Dovne Robert var en helt, han påpegede de fuldstændig meningsløse forhold omkring aktivering, jobcentrene m.m. – det var der ingen i medierne der tog tilstrækkeligt alvorligt.
Bettina Post: Jeg kan nævne 100 eksempler på, at jeg savner en kritisk debat om det sociale område. Jeg vil begrænse mig til tre:
For nylig kom der nye tal fra Domstolsstyrelsen, som viser, at antallet af udsættelser for andet år i træk er faldende. Fra et udgangspunkt i 2002 på 1.561 årlige udsættelser toppede antallet i 2011 med hele 4.405, men er nu faldet til 3.124 fatale besøg af Kongens Foged. Og hvor Eva Kjer Hansen havde det stramt med at påtage sig ansvaret for en politik, som sendte folk på gaden, er der nu kø for at tage æren for den positive udvikling. Således mener boligordfører Louise Schack Elholm (V) i JP 22. marts, at det må være den tidligere VK-regerings ghettoplan fra 2010, som nu slår igennem, mens ”byggemand-bob-minister” Carsten Hansen (S) påstår, at det er den nuværende regerings afskaffelse af de laveste sociale ydelser og kontanthjælpsloftet, som er forklaringen. Men der er faktisk ingen grund til at lege gættekonkurrence. SFI’s kulegravninger har nemlig svarene.
Myten om de 800.000 16-64 årige, som passivt modtager overførselsindkomst, går sin sejrsgang, og især borgerlige debattører ynder at male et uskønt billede af en halv arbejdsstyrke dovent henslængt i sofaen. Men faktisk er der hele 93.870 af dem, som arbejder. De er i virksomhedspraktik, løntilskudsjob, fleks- eller skånejob eller under uddannelse som voksenlærlinge. 2.049 er studerende på revalideringsydelse. Derudover er der 13.028, som lever af ledighedsydelse, fordi deres fleksjobbevilling ikke kan omsættes til et job. 2.957 holder ferie med feriedagpenge og 49.576 modtager barselsdagpenge. 62.997 er sygemeldte og modtager sygedagpenge. 90.793 er kontanthjælpsmodtagere, som er vurderet ikke-arbejdsmarkedsparate. 228.644 modtager førtidspension, og andre 103.316 har trukket sig tilbage for at gå på efterløn. Endelig er der 154.177 som enten er i aktivering, i gang med et korterevarende uddannelsesforløb, eller helt almindeligt jobsøgende, behørigt registreret og nidkært kontrolleret af det lokale jobcenter. Og sådan kom tallet op på 801.407. Hvorfor bliver mytebærerne aldrig udfordret?
I starten af marts måned fik en af Tønder-pigerne udbetalt en forsikringssum fordi Tønder kommune havde svigtet sit ansvar. Nyheden fyldte ikke ret meget, og debatten om fordele og ulemper ved sådan en praksis, fyldte intet. Men vi risikerer, at kommunerne med et konstant potentielt erstatningskrav hængende over hovedet, får skabt en praksis, som i stedet for at fokusere på barnets tarv, fokuserer på risikoen for en erstatningssag. Dermed er kimen lagt til en indsats, som ikke styres af god socialfaglighed, men af hensyn til en eventuel erstatningssag. Eller vi risikerer at ingen tør påtage sig et ansvar i disse sager af skræk for at blive tillagt et personligt erstatningsansvar, hvis noget går galt. Og så er vi for alvor på den. Og der er INGEN som har omtalt, at pigen med den nye formue mister retten til kontanthjælp i to år, fordi hun skal leve af sin erstatning. Børns vilkår har nemlig ikke – samtidig med at de sikrede sig 8 mio. til at være bisidder for – sikret sig at loven ser bort fra formuer udbetalt som erstatning for kommunale svigt.
Den tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde: Hvis jeg ser helt tilbage til den tid i 30’erne, hvor jeg kom i formerlære og sammenligner med nu, vil jeg påstå, at jeg sammen med tusinder af andre tilhører en generation, der har sejret ad helvede til godt. Kan det samme siges om velfærdsmodellen i dag?
Rikke Posborg: Personligt synes jeg det ikke – man kunne være fræk og sige, at vi har for lidt af ”den danske” – forstået som den del af vores velfærdsmodel, som aftales via overenskomster – for det store problem i vores model, er mest den del som er skatte finansieret. Hvis velfærd i højere grad knyttes til arbejdet vil det løse nogle – men ikke alle – problemer.
Bettina Post: Ja. De nordiske eller skandinaviske velfærdsmodeller er også udnævnt af økonomer til at være ”fremtidens supermodeller”. Fordi de med det relativt høje skattetryk og de mange – ikke mindst universelle – velfærdsydelser holder hånden under de mest udsatte i krisetider, og polstrer budgetterne, når det går godt, så vi er klar til næste krise.
Hvad er fortællingen og visionen bag velfærdsstaten set med dine øjne?
Rikke Posborg: Visionen er at alle har friheden til at kunne vælge sig et bedre liv.
Bettina Post: På kort formel er visionen, at vi har en solidarisk og skattefinansieret model, hvor vi betaler ind efter evne og nyder efter behov. Det er trygheden i det sidste (hjælp efter behov) der understøtter accepten af det første (det høje skattetryk).
