Socialøkonomisk firma får 7,5 millioner fra familiefond

Velfærd

04/01/2016 10:09

Nick Allentoft

Udsatte borgere med psykisk sygdom får nu bedre muligheder for at komme tilbage i arbejde eller uddannelse. Det Obelske Familiefond fortsætter sin støtte af den socialfaglige virksomhed Sherpa med nu 7.5 mio kroner.
Med Det Obelske Familiefonds støtte vil det være muligt at udvide samarbejdet fra sjællandske kommuner til kommuner og jobcentre i hele landet. ”Det er en meget stor anerkendelse,” siger administrerende direktør i Sherpa, Trine Lindahl.   Donationen på 7.5 millioner kroner understreger Det Obelske Familiefonds ønske om at støtte Sherpa og dermed hjælpe mennesker med psykisk sygdom over hele landet tilbage i arbejde eller uddannelse.

”Der var brug for at skabe nye løsninger for mennesker ramt af depression eller angst, så de kunne opfylde egne ønsker om at komme tilbage til igangværende uddannelse eller job. Den løsning skabte de dygtige folk i Sherpa, og de fik den oven i købet dokumenteret gennem forskning,” fortæller projektchef hos Det Obelske Familiefond, Hanna Line Jakobsen om fondens overvejelser bag donationen.

Modtageren af donationen, den socialfaglige virksomhed Sherpa, har siden 2010 fået- eller fastholdt mere end 500 psykisk sårbare mennesker i arbejde eller uddannelse med udgangspunkt i den forskningsbaserede Sherpa-metode.   Det er femte gang, at Det Obelske Familiefond støtter Sherpa, og det skyldes især virksomhedens unikke tværfaglige beskæftigelsesindsats, Sherpa-metoden, der understøtter Det Obelske Familiefonds mål om at støtte helhedsorienterede indsatser på det sociale område.   Ifølge Psykiatrifonden vil cirka 20 procent af befolkningen, svarende til 700-800.000 voksne danskere, i løbet af et år have psykiske symptomer svarende til kriterierne for en eller flere psykiske sygdomme. En tendens, som har massive menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.   ”For den enkelte betyder en psykisk sygdom alt for ofte tab af job eller uddannelsesplads, mens det for kommunerne og samfundet som helhed er en stor og ofte varig udgift når mennesker mister muligheden for at forsørge sig selv,” fortæller Sherpas stifter og  adm. direktør Trine Lindahl.   I dag hjælper Sherpas 21 medarbejdere allerede borgere i 20 kommuner og flere pensionskasser, men med donationen på de 7.5 millioner kroner kan flere psykisk syge borgere i de kommende år vende tilbage til job eller uddannelse.   For Sherpas adm. direktør Trine Lindahl er donationen øremærket til at brede Sherpa-metoden ud til resten af Danmark i de kommende år:   ”Vi er meget taknemmelige for Det Obelske Familiefonds donation, og vi er stolte over, at de ser en ide i Sherpas indsats for mennesker med psykisk sygdom. Donationen gør det muligt at styrke Sherpas arbejde i at få udbredt vores metode til kommuner i Jylland og på Fyn og på den måde hjælpe flere mennesker tilbage i arbejde eller uddannelse. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre julegave,” siger hun.   Om Sherpa Siden 2010 har Sherpa fået- eller fastholdt mere end 500 psykisk sårbare mennesker i arbejde eller uddannelse. Sherpa-metoden er tværfaglig og helhedsorienteret. Sherpa-metoden tager udgangspunkt i borgernes motivation, ressourcer, respekt og håb. Forløbene varetages af social- og sundhedsfaglige mentorer med indgående psykiatrierfaring, samt karriererådgivere med erfaring fra det private erhvervsliv og uddannelsessystemet.   Sherpa-metoden afprøves frem til 2017 af nogle af Danmarks førende forskere indenfor psykiatri og beskæftigelse i Region Hovedstadens psykiatri. Forskningsprojektet er det største af sin art, med 326 deltagere, og driftstal viser, at indenfor et år har Sherpa hjulpet 39 procent af brugerne tilbage i arbejde eller i uddannelse, og efter to år er det tal steget til 70 procent.   Sherpa har kontorer på hele Sjælland, og samarbejder blandt andet med COK, private, kommuner, virksomheder og pensionskasser.  

Mest Læste

Annonce