Socialrådgivernes fallit

Sagen om Ricky Magnussen kan blive en nekrolog over socialrådgiveren som omsorgsfuld og næstekærlig fagperson eller vendepunktet for en faggruppe, som skal genopfinde sig selv med lynets hast.   Egentlig burde socialrådgiverne være det kit, der holder velfærdsstaten sammen. De mennesker, der sikrer fokus på, at vi er der for hinanden. At vi hjælper hinanden og at systemet aldrig bliver styrende. I stedet er de i løbet af få år blevet symbolet på velfærdsstatens - eller måske skulle man sige omsorgsstatens - gryende opløsning. Der er en grund til, at man forsøger at luske socialrådgiverne ud af kommunerne og i stigende grad erstatte dem med mennesker, der arbejder systematisk og inden for budgettet. Der er en grund til, at socialrådgiverne efterhånden er en stigmatiseret personalegruppe, der er i stille men sikker opløsning.    Slut med socialhumanisme   For det første er der ikke længere plads til en socialhumanistisk tilgang til sagsbehandlingen af borgere i velfærdssystemet. Den slags er “leanet”, systematiseret og lovstyret så meget, at økonomistyring er blevet muligt for kommunerne.   

Det er slut med stigende omkostningskurver, hvor snart sagt enhver udgift til borgere kunne forsvares. Nå ja, åbenbart ikke helt slut, når Assens Kommune kan finde på at betale en taxa for unge, der har 1000 skridt eller mere til deres uddannelsessted.    Socialrådgiverne har forpasset muligheden for at medtænke omsorgen og menneskehænder i den systemudvikling, som er rullet ind over sagsbehandlingen de senere år.    Tornerosesøvnen   For det andet har socialrådgiverne sovet tornerosesøvn i en grad, så man kunne anklage hele standen for undergravende virksomhed.    Det er småt med socialrådgiveres interesse for økonomi, og der findes få - om nogen - eksempler på dokumentation, der også baseres på økonomi. Det generelle indtryk er, at økonomi er tabu i socialrådgiverland. Se bare denne søgning på ordet “økonomi” på Socialrådgiverforeningens hjemmeside.   De seneste mindst ti år har det ellers stået lysende klart, at økonomerne er blevet en hjørnesten for beslutninger om offentligt forbrug.    Socialrådgivernes svar var og er, at det ikke handler om økonomi men om mennesker. Dermed melder hele standen - fra uddannede til uddannelser - sig ud af debatten om fremtidens velfærdsmodel.   Det personlige ansvar   For det tredie er den omsorgsfulde socialrådgiver klemt i en offentlig debat, hvor fokus er det personlige ansvar.   

Der er en pudsig modsætning mellem socialrådgiveren som hjælper, coach og vejleder og dette nye paradigme, at vi hver især er personligt ansvarlige for eget liv og fremtid.    I stedet for at gå forrest i den debat, har socialrådgiverne overladt scenen til andre og skarpere aktører.    Det offentlige omsorgsvælde er på ganske få år udskiftet med krav, betingelser og forventninger. Lidt i den ånd, som var intentionen med Grundlovens §75, nemlig, at kan du ikke klare dig selv, skal fællesskabet stille muligheder til rådighed for dig, og så har du pligt til at tage imod det, der kommer.    Derfor kan det undre såre, at socialrådgivernes retorik stadig er domineret af socialhumanistisk tone. Den tone og stil er slået ihjel i velfærdssystemet, og det nyreligiøse bud om helhedsløsninger, helhedsbetragtninger osv er måske nok rigtigt, men det er alt for diffust til et system, der styrer efter kasser og kroner.    Skal socialrådgiveren tilfredsstille sine omsorgsgener, så sker det bedst i frivillige, private, sociale organisationer og fora eller som privat professionel. Eksempelvis som privat rådgiver for borgere, der bliver klemt i et velfærdssystem uden menneskelig forståelse.    Kom ind i kampen   Det er egentlig super ærgerligt, for socialrådgivere burde spille en nøglerolle i udviklingen af fremtidens velfærdsmodel.    Socialrådgiveren burde være den fagperson, der spiller konstruktivt og klogt med, når kommunen ser på sagsbehandling, systemer, krav, regler og kontrol.    Socialrådgiveren burde være revitaliseret som den fagperson, der indtager en rolle som borgerens velfærdsmægler - altså den kontakt til det offentlige system, som guider, coacher og vejleder borgeren til at forstå, hvad systemet kan, og hvad borgeren selv skal tage ansvar for.    Den fagperson, som træder til, når det viser sig sværere for familien, at tackle en fyring, en nyfødt, en uvoren teenager eller en svær sygdom, og derfra kan bringe de rette fagpersoner og tilbud frem fra såvel den offentlige hylde som det stigende antal private og frivillige tilbud, der dukker op hvor velfærdssystemet stopper.    Den fagperson, der kan mandsopdække den udsatte familie, koble de rette øvrige fagprofessionelle på, og i den nødvendige tid bringe familien ind i en tryg fremtid.  Indtil videre har socialrådgiverne med deres egen forening i spidsen ikke vist viljen til, at samfundet skal pege på dem, som en central og væsentlig faggruppe for fremtidens velfærdsmodel.   Derfor står velfærdssystemet lige nu uden det kit, der holder sammen på værdierne, og socialrådgiverne står uden nogen spændende fremtid.