Socialt udsatte skal være frivillige

Velfærd

21/12/2014 12:52

Nick Allentoft

32,5 millioner kroner er der blevet sat af til at hjælpe socialt udsatte med at blive frivillige.

Den psykisk syge eller hjemløse skal ikke kun hjælpes af den frivillige ressourcestærke borger.

Socialt udsatte skal også være frivillige og på den måde blive en del af fællesskabet på lige fod med andre.

Derfor har regeringen afsat 32,5 millioner kroner i satspuljen for 2015 til at hjælpe socialt udsatte til at blive en del af det frivillige Danmark.

              Læs også: Frivillige skal hjælpe udsatte familier

Socialminister Manu Sareen (R) er rigtig glad for, at det har været muligt at finde pengene til initiativet.

- I dag tænker vi i høj grad på frivillige som raske, der hjælper svage eller som yngre, der støtter ældre.

- Men frivillighed handler også om at gøre tingene sammen. Og giver vi socialt udsatte en hånd, kan de blive mere end passive modtagere - de kan få rigtig meget ud af selv at være frivillige, for så bliver de en del af fællesskabet, siger han i en pressemeddelelse.

Omkring hver tredje dansker udfører ifølge en rapport fra SFI frivilligt arbejde. Undersøgelsen viser samtidig, at andelen af frivillige stiger i takt med en uddannelse.

Det er gode eksempler på, at udsatte deltager på lige fod med andre i lokale fællesskaber, som har været med til at inspirere socialministeren og satspuljepartierne.

Et eksempel kan være en fællesspisning lavet af en udsat, ung mor og en frivillig pædagog hos Mødrehjælpen.

Initiativet "Deltagelse og frivillighed for alle" indeholder blandt andet en pulje til partnerskabet mellem kommuner og civilsamfund. Det skal hjælpe med at få udsatte grupper til at deltage og blive inkluderet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce