Steen Wrist Ørts medlem af Den Lokalpolitiske Tænketank

Politik

22/01/2014 11:34

Freja Eriksen

Steen Wrist Ørts, der sprængte listen og blev nyvalgt i Fredericia byråd, er nu også medlem af en nydannet lokalpolitisk tænketank. Wrist Ørts bringer sit borgerinddragende udgangspunkt med ind i tænketanksarbejdet. "Jeg tror ikke på politikerlede – men derimod på, at medborgerne skal lede politikerne."

Politikere fra flere partier, kommuner og regioner har netop dannet en lokalpolitisk tænketank. Den nye tænketank skal tilføre lokaldemokratiet mere nerve, øget opmærksomhed og bidrage til debatten om lokalpolitikernes arbejdsvilkår. En af de 16 lokal- og regionalpolitikere i tænketanken er Steen Wrist Ørts.

Socialdemokraten Steen Wrist Ørts er nyvalgt til byrådet i frikommunen Fredericia - efter have sprængt listen. Med det flotte både parti- og personlige valg i ryggen, vil han bruge sin mulighed for indflydelse ud fra et borgerinddragende udgangspunkt. 

"Det er helt afgørende for politik, at det kommer nedefra og op, og ikke dikteret oppefra og ned. Jeg tror ikke på politikerlede – jeg tror derimod på, at medborgerne skal lede politikerne," siger tænketanksmedlemmet Steen Wrist Ørts.

Wrist Ørts er til daglig ansat i Fagforbundet 3F, hvor han hjælper lokalafdelinger til at vende medlemsudviklingen. Uddannelsen kommer fra livets skole. Før jobbet i 3F har han bl.a. været erhvervsfisker.

Initiativet til Den Lokalpolitiske Tænketank er taget af Mediehuset DenOffentlige, der forener aktører i og omkring den offentlige sektor om information, videndeling og netværk. Målet er blandt andet at give lokalpolitikken en stærkere stemme i den nationale debat.

“Med Den Lokalpolitiske Tænketank har vi nu 16 stærke politikere som Steen Wrist Ørts fra flere partier, kommuner og regioner, der vil styrke deres egen og deres kolleger stemme i den nationale debat de kommende år. Det kan forhåbentlig bidrage til, at der under og efter næste valg er betydeligt mere fokus på lokaldemokratiets mange styrker og muligheder,” siger chefredaktør for DenOffentlige.dk, Nick Allentoft.

Steen Wrist Ørts  vil i den kommende valgperiode fortælle om sit lokalpolitiske arbejde, sine udfordringer og erfaringer på netmediet DenOffentlige.dk. Tænketanksmedlemmerne vil sammen fastlægge initiativer og udspil.

 

Mest Læste

Annonce