Stefan Hermann: Fem ting der kan give folkeskolen ro

Rektor Stefan Hermann fra Metropol har deltaget i folkeskoledebatten i årevis, og han undres til stadighed over den indædthed hvormed debatten polariseres.   “Det tager først og fremmest eleverne som gidsler, når debatten hele tiden handler om at plaffe de andres svar ned og ikke undersøge de spørgsmål, der stilles og som man skal stille til skolen. Vi er nødt til - alle sammen – på den ene side at fastholde respekten for den institution folkeskolen er og må være, og på den anden side acceptere, at en bærende samfundsinstitution helt naturligt er til konstant debat. Men det vil gøre en enorm forskel, hvis vi husker nogle vigtige principper,” siger Stefan Hermann.

Som rektor for professionshøjskolen Metropol er han ansvarlig for uddannelsen af bl.a. hundredevis af nye lærere hvert år. Men han har også børn i folkeskolen, og er også leder. Derfor kommer her fem anbefalinger, som Stefan Hermann mener vil hjælpe debatten om folkeskolen i en mere konstruktiv retning.  

  Respekter lokale løsninger og svar – og lad være med altid at sende regningen opad   Det er blevet vanskeligt at skelne mellem hvor det lokale niveau har frirum og hvor det er snøret ind i regler og begrænsninger.   "Men jeg oplever også, at mange har endnu sværere ved at finde ud af om snerrende regler er hjemmegroede eller statslige," siger Hermann.   "Der er mange statslige regler som er bureaukratiserende. Det er der næppe nogen tvivl om. Men skoleaktører må også huske, at der er rum med udbredt frihed og ikke noget stramt tilsyn. Eksempelvis åben skole, bevægelse 45 minutter, understøttende undervisning og lektiehjælp samt faglig fordybelse. Det er altsammen meget frit beskrevet i lovgivningen, og det er nogle af de ting, der volder størst kvalitativt besvær i forbindelse med implementeringen af skolereformen. I så henseende er folkeskolen virkelig ikke en supertanker, men stadig 1300 joller på hver deres sejlads," lyder det.   Staten skal understøtte snarere end stirre sig blind på tal   Debatten om den længere skoledag eller lektiehjælp viser, hvor vanskeligt det er at give folkeskolen ro. Det ville gavne debatten, hvis staten tog en dyb indånding og i stigende hjalp kommunerne med den vigtige, men også vanskelige og langfristede opgave de har fået, mener professionsrektoren.

"Jeg tror man prøver, men selv gennemførelse af lovgivning er blevet et anspændt politiseret spil. Der er puttet ekstra penge i reformen, og det er næppe tilstrækkeligt i lyset af tempoet og kravene. En midlertidig merinvestering ville naturligvis være en stor hjælp i en vanskelig transition, men at fastholde skolereformen udelukkende i pengespillets logik giver sjældent holdbare løsninger og udraderer næsten enhver nysgerrighed og nuance i debatten," mener Stefan Hermann.

Han peger på, at det går ud over hverdagen for elever og lærere og alle andre omkring skolen, når debatten får et anstrøg af, at nogen skal vinde.   “Skolereformen bliver ikke for alvor virkningsfuld og perspektivrig hvis man tror, at enten skal regeringen, kommunerne, Danmarks Lærerforening eller BUPL sejre. De er dybt afhængige af hinanden, og skolen og eleverne henvist til deres samspil eller mangel på samme. Lidt polemisk kunne man sige, at de hver i sær skal vinde de rigtige sejre og lide de rigtige nederlag."   Ledelsen skal træde mere i karakter – men ikke med hovedet under armen   "Jeg tror skoleledelsen – og det gælder alle medlemmer – bør tage opgaven stærkere på sig, og jeg anerkender, at skolelederne om nogen har meldt sig klar. Det er herfra der skal formuleres og formidles præmisser så lærere, pædagoger, forældre, forvaltning og kommunalbestyrelse ikke er i uafladeligt forhandlingsspil. Man kan - og skal nok - være evigt diskuterende, men ikke evigt usikker på kursen, som jeg oplever man er mange steder," siger Hermann.   Han peger - med sin egen ledererfaring som ballast - på, at det er skoleledernes opgave at stå i spidsen for en skole med mere end lidt festlig sans for dens formål.

"Det er afgørende for roen, at give mening til såvel dagligdagen som til de mere konkrete mål som lærere og pædagoger i deres hverdag pejler efter. En skole, der drives efter mål, men har glemt formålet er ikke en folkeskole, men en undervisningsvirksomhed," siger han.  

Den synlige og levende skoleledelse kan ifølge Hermann med fordel finde en mere faglig, strategisk og organisatorisk rolle, der er meget mere end det lidt fortærskede begreb pædagogisk ledelse, der nemt bliver til at de skal rende lidt rundt i undervisningen.   "En faglig og strategisk skoleledelse – besjælet af formålet – forholder sig hele tiden til hvordan hun kan fremme god undervisning, og er i stand til at analysere sin skole og sin organisation. Lederen skal bruge data og viden om, hvordan det går men også være opmærksom på at bringe nye eksterne indsigter ind i hverdagen, hvor de kan oversættes og bruges. Det giver en leder, som handler aktivt og hele tiden i forhold til alt det nye i reformen - eksempelvis prioritering af kompetenceudviklingsmidler, sammensætning af teams, delegation af beslutninger og rekruttering - og kan forbinde måden at holde skole på til vores fælles nationale formål for folkeskolen."   Lærerne skal finde stoltheden ved deres faglighed   På Metropol er Stefan Hermann den øverst ansvarlige for at uddanne fremtidens lærere, og han kan engang imellem blive ked af at se, hvor hurtigt nye energiske lærere ikke alene bliver opsuget af en bestemt kultur på en skole, men forsvinder i den. Han efterlyser en større stolthed ved faget og en stærkere evne til at tage nye kolleger ind med al den nye viden, de kommer med.   "Den moderne lærer skal være en autoritet gennem sin professionalisme og faglighed. Læreren kan ikke opnå autoritet alene i kraft af sin personlighed og eleverne skal jo heller ikke frygte læreren som repræsentant for noget institutionelt, men respektere læreren. Den respekt er – med dansk pædagogisk og antiautoritær familiekultur - næppe givet på forhånd. Men modsat tidligere skal autoriteten ikke alene optjenes af den enkelte lærer, men i høj grad også af det kollektiv af pædagogisk professionelle som er i skolen. Autoriteten er med andre ord opnået og delt med de andre. Det er i og for sig et dramatisk brud med den rolle enkeltlæreren har i vores historie og skolekultur fra Christen Kolds eget eksempel over Scherfigs lektor Blomme og Martin A. Hansens Johannes Vig til den elskede Keating i Peter Weir’s Døde Poeters klub," mener Stefan Hermann.

Den forandring er et fundamentalt opgør, som lærerne må omfavne sammen, og det opfordrer Hermann til, at man gør langt tydeligere end det sker i dag.

"Det betyder at skolernes professionelle – først og fremmest lærerne – skal omfavne deres egen professionelle pædagogiske og didaktiske dissens. Åndsfrihed er også et internt professionelt ideal og ikke alene noget der skal klinge på whistleblowing, fravær af tvang, løftede pengefingre og tavshed.Men denne åbenhed forpligter kollektivt. Man må med andre ord blive operativt enige om alt det frirum, der skal og til enhver tid vil være i forhold til konkret undervisning og lærerindividualitet i hverdagens praksis. Men det kræver helt åbenlyst skoleledelse at opnå den enighed, og her skal lærerne naturligvis anerkende ledelsen fra lederteam til skolebestyrelse. Det dur karikeret set simpelthen ikke længere at drive skole på lige så mange måder som der er lærere. Så tænk skolen som et orkester, et holdspil, af en art. Dette indebærer ikke en underkastelse under pædagogiske standardkoncepter og modeluner som man kan se, hvor lærerne skal marchere i takt, men det modsatte, hvor man løfter i flok. Jeg tror det er vejen til en stærkere profession, en bedre skole og mere trivsel for lærere og pædagoger, der mange steder føler sig under pres," foreslår Stefan Hermann.   Fællesskabet kræver selvstændighed og hensyn på en gang   Rektorens sidste opfordring er en påmindelse til alle, der ser den danske grundskole som et sted, der først og fremmest skal sikre deres barn en god undervisning og hverdag. For Hermann minder om, at hele grundideen med at skabe en stærk bred grundskole i Danmark har bidraget til et stærkt og forstående fællesskab fra barnsben til livet som voksen.   "Folkeskolen er måske vores vigtigste institution til at sikre og udvikle det fællesskab og den dannelse, der på en eller anden måde har en bred klangbund i Danmark. Det skal både forældre, lærere og omgivende samfund respektere i højere grad. Ingen kan få alt, men alle kan få meget," siger han.   Han retter derfor en klar opfordring til de aktører, der i hans øjne glemmer, at skolen er for alle elever. Alle elever er også dem, der ligger under eller over middeklassen, som han mener har domineret skoledebatten alt for meget de senere år.   "Ingen skal dukke nakken, men jeg mener at en smule selvbegrænsning fra såvel forældre som det politiske system ville være hjælpsomt for en folkeskole, der har brug for retning og ikke evindelige strittende krav, projekter og forbrugermentalitet, der på mange måder har været dikteret ud fra en dominerende middelklasse," siger Hermann.