Syv ud af ti folkeskoler har indført 45 minutters bevægelse

Velfærd

30/08/2017 09:20

Nick Allentoft

Undersøgelse viser, at 68 procent af landets folkeskoler lever op til folkeskolereformens krav om bevægelse. Flere regioner oplever stor fremgang på området.

Det går fremad for landets folkeskoler med at få indført de 45 minutters daglige bevægelse, som var en central del af folkeskolereformen fra 2014.

I en af de største undersøgelser af kulturen for bevægelse på danske skoler, ”Bevægelse i skoledagen 2017”, der er udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden, svarer 68 procent af folkeskolerne, at de lever op til kravet om 45 minutter. Tallet var 60 procent i den tilsvarende undersøgelse fra 2016.

- Vi er glade for fremgangen. Samtidig er vi også så ambitiøse, at vi håber på at se endnu større fremgang næste år. Der er stadig et stykke vej, før vi er i mål med reformens mål for idræt og bevægelse. Men hvis alle gode kræfter i skoleverdenen står sammen, kan vi også løfte opgaven i fællesskab - til stor gavn for elevernes sundhed, trivsel og læring, siger generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Thomas Skovgaard.

I Region Nordjylland svarer 78 procent af skolerne, at eleverne får rørt sig i gennemsnit 45 minutter om dagen - i Region Hovedstaden er tallet 57 procent. En fremgang på hhv. 13 og 17 procentpoint i forhold til 2016.

- At få indført mere bevægelse i skoledagen har en del steder været en kulturændring, der er faldet mere eller mindre naturligt, og som er blevet prioriteret forskelligt. I den sammenhæng kan vi kun anbefale skoler og kommuner at formulere en bevægelsespolitik som et centralt redskab til at understøtte det videre arbejde på området, siger Thomas Skovgaard.

 

Bevægelse er populært
I marts viste Undervisningsministeriets følgeforskning på skolereformen, at motion og bevægelse er det reformelement, der har størst sammenhæng til elevernes læring og trivsel. Og at bevægelse er det element, som mange lærere, pædagoger og elever er gladest for i reformen.

Dansk Skoleidræt og TrygFonden oplever da også en positiv modtagelse af de mange kurser og materialer, som skal inspirere skolerne til at indføre mere bevægelse i skoledagen. Det sker gennem det fælles program Sunde Børn Bevæger Skolen.

- Vi har gjort os umage for at udvikle et program fyldt med nemme og kvalificerede tilbud til skolerne. Gennem Sunde Børn Bevæger Skolen har vi i det forgangne skoleår været i direkte kontakt med mere end halvdelen af landets skoler – for at hjælpe dem med at få mere bevægelse ind i skoledagen. Der er store gevinster ved at prioritere at eleverne får rørt sig, så vi håber, at skolerne holder fast og at endnu flere kommer med, siger Laura Munch, projektchef i TrygFonden.

 

Om undersøgelsen Populationsundersøgelsen  ”Bevægelse i skoledagen 2017” er foretaget som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse i perioden fra 12. juni til 3. juli 2017.  Undersøgelsen er gennemført af evalueringsvirksomheden Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.  Alle landets folkeskoler, friskoler, private grundskoler og specialskoler for børn blev inviteret til at deltage, og der er modtaget svar fra 508 skoler - svarende til 28 procent af totalpopulationen.  Undersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med evalueringen af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen.    En aktiv skole med Dansk Skoleidræt og TrygFonden  Sunde Børn Bevæger Skolen er navnet på Dansk Skoleidræt og TrygFondens samlede program for sundhed, trivsel og læring i bevægelse. Et program, der gennem en aktiv skoledag skal få flere børn og unge til at bevæge sig mere og grundlægge sunde vaner tidligt i livet.  Programmet indeholder seks forskellige indsatser. Tilsammen sikrer de en skoledag med kvalificerede bevægelsestilbud – lige fra eleverne går hjemmefra om morgenen, til de forlader skolen om eftermiddagen. Et eksempel på en indsats er Sæt Skolen i Bevægelse, der giver alle lærere og pædagoger mulighed for gratis at hente konkrete idéer til fysisk aktivitet i den boglige undervisning.    Fakta om Dansk Skoleidræt  Landsdækkende non-profit idrætsorganisation stiftet i 1946, som er forankret i både skoleverdenen og idrætsverdenen. Har som overordnet mål at fremme sundhed, læring og trivsel gennem idræt, leg og bevægelse for alle elever i skolen.  

Mest Læste

Annonce