Telebranchen i stampe: Fald i omsætning men stigende beskæftigelse

Infrastruktur

12/10/2016 17:20

Nick Allentoft

Telebranchens investeringer er steget med seks pct. Samtidig var der for første gang siden 2007 stigende beskæftigelse. Omvendt oplever branchen et fald i omsætningen. Det viser nye økonomiske nøgletal fra Energistyrelsen.
De økonomiske nøgletal for telebranchen i 2015 viser både stigninger og fald. Investeringerne steg med 5,6 pct. fra 6,2 mia. kr. i 2014 til 6,6 mia. kr. i 2015. Beskæftigelsen er fra 2014 til 2015 steget for første gang siden 2007 med 3,2 pct. Omvendt omsatte branchen sidste år for 2 pct. mindre end i 2014. Det er fald i omsætningen for fastnettelefoni og mobiltelefoni og -data på hhv. 14,2 pct. og 6,6 pct., der har fået den samlede omsætning til at falde.

”Der er både positive og mere negative takter i de nye tal. I regeringen har vi fokus på at sikre gode rammevilkår for telebranchen og branchens over 13.000 ansatte. Samtidig er jeg meget glad for det ansvar, som selskaberne viser i vores fælles indsats for at skabe digital dækning for alle danskere,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

  Fokus på mobil- og bredbåndsdækning Foruden gode rammevilkår for branchen har regeringen fokus på at mobil- og bredbåndsdækningen bliver stadig bedre.   ”Det er en prioritet for regeringen, at der kommer ordentlig mobil- og bredbåndsdækning i hele Danmark. Vi har behov for en telebranche, der kan investere i telenettene og få alle danske familier og virksomheder med på de digitale motorveje. Derfor har vi bl.a. lavet en bredbåndspulje på 200 mio. kr., der skal hjælpe teleselskaberne med at rulle bredbånd ud de steder, hvor det ellers kan være svært at finde pengene til at skabe god dækning,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.   Energistyrelsen indsamler årligt økonomiske oplysninger fra teleudbyderne på det danske telemarked om selskabernes omsætning, investeringer, resultat (EBIT) og beskæftigelse. Formålet er løbende at dokumentere udviklingen på telemarkedet.   Fakta  
  • Telebranchen omsatte i 2015 for i alt 39,3 milliarder kroner.
  • Omsætningen er 1,9 pct. mindre end året før, hvor den samlede omsætning var 40,1 mia. kr. Det er fald i omsætningen for fastnettelefoni og mobiltelefoni og -data på hhv. 14,2 pct. og 6,6 pct., der har fået den samlede omsætning til at falde.
  • Investeringerne steg med 5,6 pct. fra 6,2 mia. kr. i 2014 til 6,6 mia. kr. i 2015. Fra 2013 til 2014 steg investeringerne med 1,7 pct. De samlede investeringer i den danske teleinfrastruktur har ligget på stort set samme niveau siden 2012.
  • Beskæftigelsen i telebranchen er i perioden 2014 til 2015 steget fra 13.100 til 13.500 fuldtidsansatte. Det er en stigning på 3,2 pct. og den første stigning siden 2007. Fra 2009 til 2015 er beskæftigelsen dog samlet faldet med lidt over 3.000 ansatte, hvilket svarer til et fald på ca. 19 pct.
  • Telebranchens samlede resultat (EBIT) er mere end halveret fra 5,1 mia. kr. i 2014 til 2,4 mia. i 2015. En stor del af faldet kan tilskrives ekstraordinære afskrivninger. Overskudsgraden er faldet til 6 pct. i 2015, hvor den, hvis man ser bort fra 2012, har ligget over 10 pct. de foregående år.
   

Mest Læste

Annonce