Tidligere regionsrådsformand om bestikkelsessag: Topledelse fik advarsler i 2009

Ledelse

29/10/2015 13:48

Nick Allentoft

De øverste direktører i Region Sjælland fik allerede i 2009 besked på, at de skulle føre kontrol med om Region Sjælland fik de varer leveret, som skatteborgerne har betalt for. Det siger den daværende formand for Regionsrådet, socialdemokraten Stén Bach Nielsen, til DR Sjælland. Samtidig rettes skarp kritik af BDO.

Stén Bach Nielsen stod tilbage i 2009 i spidsen for et sæt nye retningslinjer, der ifølge ham skulle sikre, at regionen fik leveret de varer, de betalte for. Han har derfor læst den hidtil hemmeligholdte rapport fra Rambøll med stor forbløffelse, for den afslører, at hverken direktion og revision sikrede sig, at reglerne blev holdt:

- Jeg har ikke på noget tidspunkt som regionsrådsformand fået besked på, at noget ikke var som det skulle være. Jeg har heller ikke fået anmærkninger fra vores interne revision, kun blanke påtegninger, siger Stén Bach Nielsen til radiostationen.

I rapporten fra Rambøll rejses der tvivl om, hvorvidt EU's udbudsregler er overholdt.
Med andre ord: Om IT-firmaet Atea fik ordrerne, uden at det blev afprøvet, om andre kunne levere billigere.

Videre opfordrer Rambøll på det kraftigste regionen til at undersøge en lang række leverancer af IT-udstyr på adresser i bl.a. Sønderjylland, Midtjylland og en del andre lokaliteter, hvor Region Sjælland med sikkerhed ikke har kontorer.

Rambøll antyder, at medarbejdere fra enten Atea eller Region Sjælland kan have solgt IT-udstyr til adresserne og stukket pengene, som regionen har betalt, i lommen, fortæller DR Sjælland.

Alle disse oplysninger får det radikale medlem af regionsrådet Anne Møller Ronex til at komme med en skarp kritik af revisionen i Region Sjælland:

- Hvordan kan det foregå uden at revisionen, som vi har betalt i dyre domme, har opdaget det? spørger hun.

Jesper Schytt Olsen fra revisionsfirmaet BDO Danmarks kommunikationsafdeling siger, at ingen fra revionsfirmaet kan stille op og svare på kritikken:

- Vi har tavshedspligt overfor vores kunde, siger han til DR Sjælland.

Den tidligere regionsrådsformand, Stén Bach Nielsen, vil ikke direkte svare på, om nogen af de øverste direktører i regionen skal fyres.

Men han synes der går for lang tid når endnu et revisionsfirma skal ind og undersøge sagen inden regionsrådet kan skride til handling:

- Det vigtigste er at redde Region Sjællands omdømme og få genoprettet tilliden, siger han.

Den nuværende formand for Region Sjælland, Jens Stenbæk siger, at den nye revisionsundersøgelse er nødvendig:

- Man kan ikke konkludere noget som helst på Rambølls rapport, kun at det ser alvorligt ud og at sagen skal undersøges til bunds, siger han.

De sidste 8 år har regionen købt IT-udstyr for næsten en milliard kroner, langt de fleste ordrer er placeret hos Atea og har tilsyneladende ikke været konkurrenceudsat.

Derfor skal den nye revisionsundersøgelse kortlægge, om regionens skatteborgere har betalt for meget for IT-udstyret.

Mest Læste

Annonce