Udbuddet af huse i markant fald i 2017

Infrastruktur

05/01/2018 07:00

Boligsiden A/S

Der var godt 1.800 færre huse til salg 1. januar 2018 end i starten af 2017, og faldet i udbuddet er markant i alle landets fem regioner. Det viser nye udbudstal for hele sidste år.

Der blev langt færre huse at vælge mellem i 2017 i forhold til i 2016. Det viser nye udbudstal fra Boligsiden.dk. Helt præcist er udbuddet faldet med 1.811 huse, og det er dermed blevet fem procent lavere det seneste år.

”I de sidste par måneder har vi talt om, at udbuddet er faldet markant, og nu viser tallene, at der er noget om snakken. Egentlig er der kommet rigtig mange nye huse til salg, men der er solgt endnu flere, og derfor ser vi det her meget markante fald i udbuddet. Et fald der gør, at udbuddet af boliger ikke har været lavere i starten af noget andet år siden 2007,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Læs mere om boligmarkedet

Boligsiden deler viden og gode historier på DenOffentlige.  Deres udgivelser bliver samlet med øvrige historier om boligmarkedet på temasiden her.

2018 begynder med et markant lavere udbud end tidligere, men med 34.203 huse på markedet, er der stadig mulighed for at finde drømmehuset. Flere skal blot være indstillet på at betale prisen.

”Vi ser, at flere af dem, der beder om at få et nedslag i prisen, simpelthen ikke får huset, fordi den øgede konkurrence gør, at der ofte står en anden køber klar til at betale det, det koster. Det betyder ikke, at det er umuligt at finde det rigtige hus. Men spillereglerne har ændret sig en smule i forhold til tidligere, og det er afgørende at huske, når man skal købe hus,” påpeger Birgit Daetz.

Lavere udbud i hele Danmark

Mens faldende udbud ofte beskrives som et fænomen, der er forbeholdt markederne i landets største byer, så viser udbudstallene for 2017, at tendensen er udbredt i hele Danmark. Faktisk er udbuddet faldet mest i Region Syddanmark og mindst i Region Midtjylland.

”Opsvinget startede i de store byer med stigende priser, mange salg og deraf faldende udbud. Vi kan se nu, at de store markeders karakteristika har spredt sig til de fleste dele af landet. Priserne og antallet af salg stiger i alle regioner, mens salgstiden og udbuddet falder. Det er kendetegn, der vidner om et samlet boligmarked i vækst,” siger Birgit Daetz.

Det er ikke bare udbuddet på huse, der er faldet i 2017. Der er nu 8,3 procent færre ejerlejligheder på markedet, og 10,6 procent færre fritidshuse til salg end i starten af sidste år. Samlet set er det aktuelle udbud af boliger på Boligsiden.dk knap 60.000. Det er har ikke været så lavt siden april 2007.

Se mere udbudsstatistik på Boligsiden.dk.

Kontaktperson:
Kommunikationsdirektør Birgit Daetz, Boligsiden A/S. Mobil: 21210284,  e-mail: [email protected]. Læs flere nyheder på Boligsiden.dk.

Mest Læste

Annonce