Vi er på vej væk fra velfærd som har gjort danskerne til et af verdens mest trygge og lykkelige folk. Det sker samtidig med udviklingen af EU’s indre marked. Men EU rummer også socialt ansvarlige alternativer.

Underklassen skal reddes af EU

Velfærd

22/08/2014 12:32

Nick Allentoft

Vi er på vej væk fra velfærd som har gjort danskerne til et af verdens mest trygge og lykkelige folk. Det sker samtidig med udviklingen af EU’s indre marked. Men EU rummer også socialt ansvarlige alternativer.

I 1973, da Danmark blev medlem af EU, var billedet klart: Mennesker, der blev udsat for sociale begivenheder og ikke var i stand til at forsørge sig selv, havde ret til at modtage beskedne, men tilstrækkelige økonomiske ydelser, rådgivning og rehabilitering, indtil de var i stand til at arbejde og forsørge sig selv. Der var fire forskellige økonomiske ydelser:

Fattigdomsdebatten boks

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

 

  • Arbejdsløshedsunderstøttelse til personer, der mistede deres job.

  • Sygedagpenge til personer, der var for syge til at arbejde.

  • Førtidspension til personer, der havde permanente handicap

  • Kontanthjælp for dem, der ikke har adgang til andre ydelser.

 Ydelserne hedder stadig det samme i 2014 som i 1973, men de er blevet meget mindre værd og varer meget kortere tid. Her er nogle eksempler:

  • Det startede i 1973, samme år som Danmark blev EU medlem. Danskere der arbejder i udlandet blev til brøk-pensionister med pension, svarende til det antal år, de har boet i Danmark. Den gang var der ingen der talte om at medlemskabet kunne få sociale konsekvenser. I dag er der 30.000 ældre og 10.000 handicappede, som modtager brøkpensioner.

  • Det tog for alvor fart i 1992 med dannelsen af det indre marked. Alle offentlige, skattebetalte pensioner og ydelser er reguleret ned med 6% fra 1993 til 2012 og vil blive sænket med yderligere 6% fra 2013 - 2023. Fra 2014 reguleres de ikke længere med løn- men kun prisudviklingen

  • Arbejdsløshedsunderstøttelse, der i 1970'erne varede op til 9 år, er begrænset til 2 år. Sygedagpenge, der oprindelig blev givet så længe man var syg, er begrænset til 5 måneder, undtaget er dog livstruende sygdomme.

  • Førtidspension, der oprindelig var for alle 18-67 årige, er svær at få for handicappede under 40 år.

  • Folkepensionen, som man kunne leve af i 1970’erne, er i dag under EU’s fattigdomsgrænse.

  • Kontanthjælpen reduceres og stadig flere borgere vil få kontanthjælp som deres eneste indtægt i de kommende år.

 

Private forsikringer – mere ulighed

Parallelt med nedskæringen af de offentlige ydelser er der sket en stærk stigning i antallet af private og arbejdsgiverbetalte forsikringer. Op mod 1 million danskere har en sundhedsforsikring og er forsikrede mod løntab ved ledighed. Alle overenskomster har opsparing til privat pension. Alle der kan, har supplerende private pensioner og forsikringer.

Tendensen synes klar: Vi er på vej væk fra den danske model med skattefinansierede, universelle sociale ydelser, hen mod en slags Europæisk fællesnævner med mere privat finansiering.

Globalisering og reformer klemmer socialt udsatte

Vi forlader altså en velfærdsmodel som har gjort danskerne til et af verdens tryggeste og mest lykkelige folk, skabt en stærk middeklasse men også skaber store usikkerheder for en ny underklasse. Her rummer EU nye perspektiver og muligheder for socialt ansvarlige alternativer, der kan lægge et sikkerhedsnet ud under Europa’s socialt udsatte.

Det er åbenbart at EU’s indre marked med fri bevægelighed af arbejdskraft, varer, service og kapital har sat de danske sociale ydelser under voldsomt pres.  Under valgkampen til Europa Parlamentet i 2014 var der mange som mente, at løsningen er mindre EU og at sociale ydelser og dagpenge skal besluttes suverænt i Danmark.

Den ironiske pointe er imidlertid at dette faktisk har været gældende siden 1973. Samtlige forringelser er besluttet suverænt af Folketinget. Måske skal vi derfor i stedet se på om det er vores holdning til EU der er forkert og om det, der er brug for, i virkeligheden er et stærkere socialt EU med fælles løsninger, som forebygger at sociale opgaver og lave lønninger flyttes ukontrolleret fra et land til et andet. Ikke samme løsning i alle lande, men løsninger som sikrer at man kan leve i sit hjemland.

EU kan flette socialt sikkerhedsnet

Nogle hævder, at Danmark ikke har råd til et højt, skattefinansieret velfærdsniveau, at skatten skal sænkes, så danskere får lyst til at arbejde mere, bliver mere produktive og konkurrencedygtige. Andre, at Danmark klarer sig godt gennem krisen netop på grund af det høje velfærdsniveau og at skattefinansieret social tryghed er vigtig for at bevare fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og styrke virksomhedernes produktivitet.

Hovedargumentet for at sænke de sociale ydelser, er at det får flere kontanthjælpsmodtagere  og handicappede i arbejde. Det passer helt enkelt ikke. Der er undtagelser, men de generelle virkninger er voksende ulighed, fattigdom, udstødelse, fortvivlelse, gæld og kriminalitet.

Det gode spørgsmål er vel derfor, hvorfor vi skal gå en vej, som fører væk fra en succesrig model som har givet tryghed og lykke og gjort Danmark til et af verdens rigeste lande, til fordel for en model, som bygger på teorier om sammenhæng mellem mindre skat, mere produktivitet og velfærd.

Nordisk Råd har taget handsken op og arbejder for at påvirke EU med Nordiske løsninger. Den samme indsigt ses også i nyere anbefalinger fra OECD og Den Internationale Valutafond, IMF. Fonden advarede for nylig, april 2014 om at stigende ulighed har ødelæggende virkninger og foreslår at begrænse uligheden med bedre adgang til sundhed, uddannelse og sociale programmer.

Der anes således en udvikling, hvor der internationalt er stigende erkendelse af, at globaliseringen klemmer landenes socialt udsatte. Virksomheder flytter arbejdspladser over grænser, borgere fra lande med stor arbejdsløshed søger over åbne grænser lande med ledige jobs og presser lønniveauet og nationale økonomier smelter mere og mere sammen i forsøget på at regulere finansmarkedernes stigende magt.

I det lys kan socialt udsattes sikkerhedsnet måske flettes gennem det europæiske samarbejde. Gennem sociale aftaler, hvor landene forpligter hinanden til at understøtte konsekvenserne for socialt udsatte frem for at gøre disse hårdt prøvede mennesker til kastebolde mellem integrationsmyndigheder og politi.

Hvad mener du? Hvordan sikrer vi en socialt ansvarlig udvikling i en krisetid, hvor al fokus er på besparelser og tusindvis af mennesker bliver ramt af fattigdom?

Mest Læste

Annonce