Af Anne Froberg, centerleder i UU-Aalborg
Annette E. Lauridsen har spurgt mig:
Hvordan ser du uddannelses- og erhvervsvejledning i fremtiden, og hvordan mener du, at vi som samfund kan modgå en skævvridning af uddannelsesbilledet og af uddannelsesvalget hos de unge?
Det er en ganske vanskelig opgave at give bud på uddannelses- og erhvervsvejledning i fremtiden, når man står midt i en nutid, som er turbulent og hvor den professionelle vejledningsverden synes at have travlt med at skulle forsvare sig mod angreb fra alle sider:
- Vejledningen er for dårlig
- Vejlederne ved for lidt om erhvervsuddannelser og vejleder kun til gymnasiale uddannelser
- Vejledning skal målrettes de unge, som har forudses at få vanskeligt ved at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse osv., osv.
Omvendt er der en masse samfundsmæssige udfordringer, som man gerne vil have fokus på at få løst:
- Ca. 70 % af en afgangsårgang fra grundskolen vælger en gymnasial uddannelse
- Ca. 25 % af disse anvender aldrig denne til at tage en videregående uddannelse
- Antallet af helt unge, som vælger en erhvervsuddannelse falder år for år
- Frafaldet fra erhvervsuddannelser er alarmerende højt
I den netop fremlagte vejledningsreform har regeringen opstillet følgende måltal for effekten af reformen:
1. Flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse
- Mindst 25 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse i 2020.
- Mindst 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse i 2025.
2. Flere skal fuldføre en påbegyndt erhvervsuddannelse
- Fuldførelsen skal stige fra 52 procent i 2012 til 60 procent i 2020 og til 67 procent i 2025.
Hvis vejledningen skal spille en aktiv rolle i løsningen af de nævnte faglige udfordringer nu og i fremtiden, så er det stærkt kontraproduktivt, at vejledningen er udset som ÅRSAGEN til disse problemer. For det første er de hurtige diagnoser af vejlederne og vejledningen nemlig mangelfulde og usande. Og for det andet kan et vejledningssystem i defensiven vanskeligt forventes at give prestige og fremdrift til indsatsen. Og endelig: vejledningen kan aldrig lykkes, hvis den ses som en ”kompenserende foranstaltning”, som primært tager over i forhold til de elever, som ikke klarer sig godt i grundskolen!
Uddannelsesparat eller vejledningsparat?
Regeringens udspil til en (tiltrængt) reform af erhvervsuddannelserne skal tilsyneladende blandt andet finansieres gennem en kraftig reduktion af vejledningsressourcerne.
Det fremgår, at man fremover vil reservere den ”individuelle vejledning” – en målrettet vejledningsindsats – til de ca. 20 % af eleverne i 8. klasse, som lærerne på dette tidspunkt vurderer ”ikke-uddannelsesparate”.
Det vil altså sige, at elevernes lærere allerede i 8. klasse, uden at eleverne overhovedet har taget stilling til, hvilken uddannelse, de ønsker sig, skal afgøre ”uddannelsesparathed”. Der tales om ”objektive kriterier”, men det fremgår ikke, hvilke andre kriterier end karakterer i fagene, der kan anses for ”objektive”. Og man må spørge sig, dels, om lærerne har kompetence til at foretage denne vurdering, dels om det er muligt at vurdere uddannelsesparathed som en ”objektiv” størrelse uafhængigt af uddannelsesvalg.
Det antages så, som nævnt, at ca. 20 % vil være ”ikke-uddannelsesparate” – og det er så dem, der skal sættes ind med vejledning overfor. Resten, de 80 %, antages at kunne klare – og afklare – sig selv frem mod overgangen til ungdomsuddannelse! Jamen det er da mageløst!
Hvis man altså får gode karakterer og dermed vurderes ”uddannelsesparat”, så har man ikke brug for individuel vejledning. Det antages, at man kan finde sine informationer selv via e-vejledning og ug.dk.
Der er åbenbart en forestilling om, at de ”dygtige” elever også er de afklarede elever – og at det eneste, der er brug for, for at foretage et valg, er information! De 80 % vil så reelt ikke blive udfordret på deres - og deres forældres - uddannelsestanker fra 8. Klasse og frem til overgangen, og hvis man har et håb om, at flere af disse unge så vil vælge uddannelse mere bredt – og f.eks. vælge en erhvervsuddannelse – så tager man nok fejl.
Ikke individuel men personlig vejledning
Det er flere gange blevet fremhævet og besluttet, at man kan spare mange vejledningsressourcer (læs: penge) på at begrænse den ”individuelle vejledning”. Individuel vejledning skal kun tilbydes de allersvageste unge. Det ser ud som om, man mener, at den individuelle vejledning netop er en kompenserende foranstaltning, som kan rette op på de ”fejl og mangler”, den unge har. OG at resten af de unge kan klare sig med informationssøgning og ”kollektiv vejledning”.
Hele begrebsapparatet er problematisk. For det første det kompenserende aspekt: Det er et faktum, at indsatser ensidigt rettet mod "de svage" bliver svage indsatser. Vejledning kan ikke kompensere for manglende sociale, faglige og personlige kompetencer.
Og så er der spørgsmålet om individuel vejledning: Der ligger nogle bagvedliggende forudsætninger om, at "individuel vejledning" altid og kun er "individuelle samtaler".
Den vejledning, vi udøver – og den vejledning, vi drømmer om – er ikke ”individuel” – men den er stærkt personlig! Den personlige vejledning bygger på en relation mellem vejleder og vejledte, samarbejde med og kontakt til forældre, muligheden for at fungere som "hjælper og advokat" i den unges dialog med f.eks. skolen.
Den personlige vejledning bygger på et indgående kendskab til de fællesskaber, den enkelte unge indgår i, og den unges ageren og placering i disse. Den personlige vejledning foregår i og samarbejder med den unges fællesskaber – skolen, klassen, forældrene, netværket etc.
Med udgangspunkt heri kan vejledning bidrage til, at alle unge rettes mod uddannelse ud fra netop deres forudsætninger og til, at alle unge foretager et reflekteret og oplyst valg. Samt til at både lærere og forældre får øjnene op for andre uddannelsesmuligheder end dem, de kender i forvejen!
Det er ikke det individuelle, der især giver mening, når tingene bliver svære og når man står i en afgørende valgsituation i sit unge liv. Der har man brug for sine fællesskaber og for personlige relationer inden for disse fællesskaber.
Når vi målene?
Målsætningen om på den ene side, at 30 % skal vælge EUD i 2025 og på den anden side målsætningen om at fokusere vejledningsindsatsen mod de 20 % fra 8. klasse er et eksempel på målsætninger, der åbentlyst modarbejder hinanden.
Man kan ikke tilrettelægge vejledningen som en kompensatorisk indsats byggende på en forudsætning om, at det er de (20 %) unge, der er ”noget galt med”, og som skal ”repareres” af vejledning. Vi har brug for en institutions- og sektoruafhængig vejledning, som kan udfordre alle unge og deres forældre, som gennem personlige relationer og et grundigt kendskab til de unges vilkår i deres konkret fællesskaber kan sikre, at alle unge får reelle valgmuligheder og stærke valgkompetencer.
De mange flere unge, som man ønsker, skal søge en erhvervsuddannelse, skal ikke komme fra de 20 % svageste elever gennem en individuel vejledningsindsats. De skal komme fra alle de mange unge, som gennem en personlig vejledning opdager, at deres talenter kan udnyttes og udvikles andre steder end i en gymnasial uddannelse.
Gennem en personlig vejledning, som aktivt inddrager forældrene, kan vi åbne valgrummet op for mange flere elever. Og hvis der så kan etableres en reel uddannelsesgaranti, så er jeg ikke det mindste i tvivl om, at vi kan øge antallet af dygtige unge, som tager en erhvervsuddannelse.
Stafetten går til Danske Skoleelever
Jeg vil gerne sende stafetten videre til formanden for de danske skoleelever, Agnete Vienberg Hansen. Det er trods alt dem, det hele handler om. Så hvad tænker skoleeleverne om fremtidens uddannelsessystem? Kan de stærke unge vejlede sig selv? Er man uddannelsesparat i 8. klasse, hvis man får gode karakterer? Kan en mere praktisk folkeskole øge tilgangen til erhvervsuddannelserne? Og er skærpede adgangskrav (karakterer) en god ide?
