I går ankom en flygtning med skudsår i ryggen. Andre har bare feber og de fleste er gennemkolde af skiftet fra sommer til efterår.
Pizzabakkerne står i stakke, papkasser side om side og midt i det hele sidder nogle flygtninge. Trætte. Nedslidte. I det ene hjørne leger en frivillig kvinde med en fire-fem årig knægt. Hans smil er smittende, mens en freesbee udgør det for legetøjet.
Flygtninge overblik
Håbet er det eneste, de kan holde fast i efter ugers eller måneders rejse væk fra krig og elendighed. Med fremtiden som indsats.
Blot femogtyve meter væk er det hverdag i Danmark. S-togene kører til og fra perroner. IC3 og IC4 tog kommer ind fra hele Danmark, og i kioskerne brygger kaffemaskinerne, mens kasseapparaterne klinger.
Vi er på Hovedbanegården i København. Lige der midt på stationens hovedstrøg, hvor der engang var kassesalg af dvd-film med Arnold Schwarzenegger og andre filmstjerner, lige der midt i hverdagsfolkets traven til og fra rejser, arbejde eller ferie. Der er en flygtningestation.
Der er ingen officielle skilte. Kun et banner - Refugees Welcome - og markeringer med sorte tusser på hvidt påklistret papir på omkring halvtreds papkasser med tøj. Børn 3-5 år, dameundertøj, overtøj piger og så videre. De står direkte på gulvet, mellem nogle få klapborde, som både frivillige og flygtninge sidder ved, når de altså ikke lige sidder på gulvet.
Dagligt ankommer mellem 100 og 500 flygtninge, som har brug for hjælp.
En DSB service medarbejder kommer hen.
“Skal jeg lige vise Jer, hvor i skal være fra senest kl syv i aften,” siger hun til en frivillig.
Han har lukket sin køreskole for ti dage siden for at hjælpe. Eleverne har fået besked om, at han holder ferie. Tatoveringerne er sejt synlige under de korte ærmer om hans trænede arme. Blikket druknes gentagne gange i vand, mens han fortæller om sin og andre frivilliges indsats.
“Det er fuldstændigt frivilligt organiseret her. Der er ingen chefer. Ingen, der koordinerer. Man kommer og går, som man kan. Nogen gange har vi været for mange, og måtte sende frivillige hjem,” fortæller han.
“Har i set noget til organisationerne,” spørger jeg.
“Næ. Jo, Røde Kors var her vist en af de første dage, hvor de lagde et kort med et telefonnummer og sagde, at vi kunne ringe, hvis der var noget,” svarer han.
Mens vi taler, bliver det klart for mig, at indsatsen måske skal fungere uden indblanding fra organisationer eller myndigheder. At alle disse frivillige mennesker løser en opgave, som lige nu er umulig for systemet at løse uden komplikationer. Flygtningenes tillid til myndigheder er på et lavpunkt efter uger på vej gennem Europa i frygt for fængsling, i mødet med svindlere, i forsøg på at overleve i små og store grupper samtidig med, at de har fået løsslupne informationer om Europas stille systemsammenbrud. Om en slægtning, der bliver sendt retur til Ungarn, da myndighederne opdager, at hans fingeraftryk er registreret der. Eller om flere og flere lukkede grænser i flere og flere lande i det Europa, som har brugt halvtreds år på at skabe et stort fællesskab.
Min kontakt på Hovedbanegårdens flygningestation kom til Danmark som 16 årig. Det er godt 30 år siden nu. For et år siden tog han turen som flygtning en gang til, da noget familie skulle hjælpes over Middelhavet.
“De var bange. De vidste ikke, hvad de skulle gøre. Så jeg tog afsted og tog rejsen sammen med dem. Vi dør sammen, eller vi lever sammen, sagde vi til hinanden.”
Det er svært at finde en passende bemærkning. I stilheden hiver han telefonen frem. Der er et billede af en mand med to små børn i favnen og omringet af, hvad der ligner flygtninge. De er tilsyneladende lige ankommet med en af de både, som tv-nyhederne har gjort kendt som flygtningebåde frem for de fiskerbåde, de egentlig er bygget som.
“Ham der er dansk. Han er lige kommet hjem fra Lesbos. Jeg tager afsted i aften sammen med nogle andre. Vi kører til Grækenland i nogle busser. fordi der er brug for hjælp,” fortæller kørelæreren.
Damen fra DSB Service vil gerne vise det sted, som flygtningestationen skal rykke over til. Det er henne i bagenden af Hovedbanegården, hvor man kun kommer med et formål. Men symbolsk nok lige ved siden af indgangen til DSB Lounge for 1. kl. rejsende. Og lige foran et tomt butikslokale.
“Kan vi ikke få lov at låne lokalet,” spørger han DSB-damen.
Hun ignorerer, at svaret på spørgsmålet måske kunne bringe en ny og bedre løsning til flygtningestationen. På sin egen uskyldige måde bliver hun symbolet på den kontrast, der udfolder sig mellem frivillige og lønnede mennesker i et samfund, hvor systemet er skakmat, mens ledere famler i blinde.
“Ved du, hvem der skal rykke derind,” siger hun, og svarer inden vi når at byde ind.
“Det skal Politiet. Det har de skullet længe, men det bliver ved med at blive udskudt,” forklarer hun.
Det tomme butikslokale skal altså bruges af Politiet. Men det vedrører ikke en menig servicemedarbejder, der skal sørge for, at flygtningestationen får en ny mere anonym placering på landets travleste banegård. Jeg ringer efterfølgende til Politiet for at finde ud af, hvad der sker med lokalet. En venlig betjent ringer tilbage og forklarer, at der dagligt pågår arbejde i lokalet, men at ideen om at lade flygtningestationen bruge det ellers var rigtig god.
Tilbage til Hovedbanegården. Jeg spørger DSB-servicemedarbejderen om hun eller nogle af hendes kolleger skal hjælpe med at flytte den frivilligt organiserede flygtningestation.
“Det er vi slet ikke nok på arbejde til,” svarer hun i en attitude, der klart fortæller, at spørgsmålet er langt ude.
Det der med hjælp har mange facetter. Min kontakt fortæller, at frivillige flere gange er rejst med mod Malmø for at hjælpe flygtninge med at finde vej og lette den sidste del af rejsen for børnene. Derfor har han også pungen fuld af togbilletter. Faktisk nu værdiløse billetter for flere tusinde kroner, som er købt og betalt af tilskud fra helt almindelige danskere.
“Det er bare lidt ærgerligt, for vi er nødt til at købe en masse billetter hver dag inden klokken syv, hvor DSB lukker sit billetsalg. Vi aner ikke hvor mange, der kommer ind med toget. Men de billetter, vi ikke får brugt den ene dag, kan vi ikke få refunderet hos DSB,” fortæller han i en tone, og med et ansigtsudtryk, der fortæller hvor hurtigt mennesker bare accepterer omgivelsernes modsætninger.
Jeg noterer, at DSB fik enorm folkelig anerkendelse, da man lod flygtninge køre gratis gennem Danmark, og nu tjener penge på at frivillige køber og skaffer penge til billetter, som aldrig bliver brugt, fordi DSB’s system ikke er skabt til storsalg af enkeltbilletter. For god ordens skyld ringer jeg efterfølgende til DSB og får via pressevagten et opkald fra en chef for forretningsudvikling. Efter en længere redegørelse om DSBs regler for refundering af billetter og understregning af, at DSB yder en høj service med afgang til Sverige hvert 20. minut konstaterer jeg, at de frivillige bidrag, der er brugt på nu ubrugelige billetter, må anses for tabt, og jeg siger til DSB-chefen, at han nok ikke skal forvente at blive citeret, for min henvendelse handlede alene om at få afklaret DSB holdning til denne detalje i historien. Aske Wieth-Knudsen insisterer dog på at blive citeret for følgende:
"Vi refunderer ikke billetter. Hvis man vil hjælpe migranter, så er der rig mulighed for at købe billetter døgnets 24 timer. Det er iøvrigt vores indtryk, at problemet ikke er særlig stort."
Men det er organisationen, der taler der. Systemet, hvor billetsælgerne forholder sig til de regler og den styring, som kasseapparat og overvågningskameraer i billetsalget dikterer. Det er noget helt andet i togene, hvor billetkontrollørerne er deres egne herrer.
“Togkontrollørerne er ret venlige. De ser straks, hvem vi er, og så vinker de bare og smiler, og går videre. Så egentlig behøver vi ikke købe billetter, men vi har besluttet, at det er det mest ordentlige og sikreste for det tilfælde, at holdningen pludselig skifter,” fortæller flygtningestationens frivillige.
Netop det med skifte i holdninger var en af de allerførste lærestreger, som både flygtninge og frivillige oplevede, da krisen kom til Danmark for alvor. Forvirringen var total, og bidrog til, at svække tilliden til at tingene kan foregå ordentligt. Den ene dag skulle alle registreres. Den næste ikke. Den ene time måtte ingen have kontakt med gennemrejsende flygtninge. Den næste time kunne de rejse gratis med DSB. Det ene minut fulgte Danmark internationale regler. Det næste minut konstaterede statsledere, at internationalt samarbejde er brudt sammen.
Hver gang jeg spørger reflekterende om alle disse modsætninger, glider kørerlæreren af på mit spørgsmål. Han er også træt. Det er ti dage siden han lukkede kontoret og gik frivilligt igang med at hjælpe. Det seneste døgn har han været på Hovedbanegården uden søvn. Men i aften, når busserne har retning mod Grækenland, kan han sikkert få sovet, mens hans bliver transporteret ned gennem Tyskland.
Flere frivillige ankommer til Hovedbanegården. Flygtningestationen har tydeligvis en betydning for både flygtninge og mennesker. Den er symbolet på, at man kan gøre noget. Bidrage til en lille forskel for mennesker på flugt. Velfærdsmigranter, som nogle politikere kalder dem.
“Folk tror, at de her mennesker er rige. Det er bare almindelige mennesker, der har solgt alt hvad de ejer og har, og nu bruger deres opsparing på at komme i sikkerhed. På at sikre, at deres børn kan få et bedre liv end de selv fik,” fortæller den danske kørelærer med baggrund som flygtning.
