Randers: Velfærdslisten vil redde unge kontanthjælpsmodtagere fra social katastrofe

Det er kommunal kassespekulation af værste skuffe, når socialt udsatte unge i Randers rammes hårdere af kontanthjælpsreformen end nogen andre steder i landet, raser Velfærdslisten, som nu kommer med en lokal redningspakke til de unge

Som flere medier i går kunne fortælle, vurderer Randers Kommune, at flere unge kontanthjælpsmodtagere er uddannelsesparate end nogen andre af landets 15 største kommuner. Hele syv ud af ti unge på kontanthjælp er ifølge Randers Kommune uddannelsesparate, mens det for eksempel kun gælder for fire ud af ti unge i Esbjerg Kommune.


“Den forskel kan næppe forklares med, at unge kontanthjælpsmodtagere i Esbjerg er dummere eller har markant større problemer end unge på kontanthjælp i Randers. Den afspejler snarere, at byrådsflertallets benhårde budgetstyring dikterer, at flere socialt udsatte unge skal vurderes som uddannelsesparate end noget andet sted i kongeriget,” fastslår Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten og nyvalgt formand for et udvidet socialudvalg, der fremover også skal tage sig af ikke-arbejdsmarkedsparate borgere, herunder aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Sammenligner man Randers Kommunes gamle match-opdeling af kontanthjælpsmodtagere under 30 år med den nye visitering, er stigningen i andelen af unge, der vurderes til at være parat til uddannelse eller job, på hele 379 %.

“Ved at Randers Kommune siger, at den unge er uddannelsesparat, rammes den unge af de nye fattigdomsydelser, og så slipper kommunen for at betale den unge et tillæg, der ville få ydelsen til at svare til den gamle sats. Når regeringen nu svinger fattigdomspisken over unge kontanthjælpsmodtagere, smælder slagene ikke bare hårdere end nødvendigt på unge i Randers. Nej. Den smælder hårdere end nogen andre steder i landet. Det er ganske enkelt kommunal kassespekulation af værste skuffe!”

Men Randers Kommunes svigt af de socialt udsatte er ifølge Velfærdslisten endnu dybere.

“De socialt udsatte unge, som ifølge den kommunale visitation er uddannelsesparate, snydes for den helhedsorienterede socialfaglige indsats, som aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere har ret til. Og som medierne kunne fortælle i går, har Randers Kommune vurderet mange unge, blandt andre en, der er indlagt på den lukkede afdeling på psykiatrisk afdeling, til at være uddannelsesparat. Han og mange andre med tunge psykiske og sociale problemer som for eksempel misbrug og psykisk sygdom kunne netop drage stor fordel af en helhedsorienteret indsats.”

DM i socialt svigt

Den nye socialudvalgsformand kendte også før gårsdagens mediestorm til sagen om den unge, der blev vurderet som uddannelsesparat på trods af længerevarende indlæggelse på psykiatrisk hospital, ligesom han også kender til lignende sager. Netop derfor har Velfærdslisten gennem længere tid arbejdet med en redningspakke til de unge kontanthjælpsmodtagere, som det nye byråd skal behandle på sit første møde mandag den 20. januar.

“Skal Randers Kommune virkelig være danmarksmester i at svigte socialt udsatte unge? Det spørgsmål stiller vi byrådet med vores redningspakke, som heldigvis kan nå at afværge en del af katastrofen. Vi foreslår nemlig blandt andet en øjeblikket nyvurdering af de unge kontanthjælpsmodtagere. Og da kontanthjælpen er bagudbetalt, kan vi nå at sikre, at socialt udsatte unge ikke rammes af massiv fattigdom oven i de sociale problemer, de i forvejen kæmper med. Og det skal være en nyvurdering, som tager udgangspunkt i den enkelte unge - ikke kommunal kassespekulation, siger Kasper Fuhr Christensen og fortsætter:

“Vi håber virkelig, at byrådsflertallet indser, at der er brug for at rette op på den katastrofekurs, Randers Kommune lige nu befinder sig på. At tro, at fattigdom løser sociale problemer, svarer til at slukke en ildebrand med benzin. Derfor er kontanthjælpsreformen i sig selv en katastrofe og et alvorligt frontalangreb på det sociale sikkerhedsnet, som indtil nu har gjort Danmark til et af bedste og tryggeste lande i Verden. Og den vil få alvorlige sociale konsekvenser, for eksempel flere unge hjemløse, flere brudte familier, hvor børn kommer i klemme, flere børn, der vokser op i fattigdom, flere indbrud og overfald, flere afbrudte uddannelsesforløb, flere unge misbrugere og flere fattige unge. Derfor kommer vi med en redningspakke, der sigter på at begrænse den fattigdom og de negative sociale konsekvenser, som reformen skaber. Og det vil være helt uden for min fatteevne, hvis byrådsflertallet holder fast i, at unge i Randers Kommune skal rammes særligt hårdt, og således cementerer danmarksmesterskabet i svigt af socialt udsatte unge.”

Emneord: Socialkrisen, Randers Kommune, Velfærdslisten, Kontanthjælpsreform, Unge, Redningspakke
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1111 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige