Vi plukker frugt med en brugt frugtplukker

Politik

24/07/2017 08:49

Business Lolland-Falster

Dansk turisme bliver snydt for millionindtægter. En forældet lovgivning forhindrer erhvervet i at plukke de lavthængende frugter, som skaber høj vækst med en minimal indsats. Løsningen ligger lige for.
Turisme er et af de stærkest voksende erhvervsområder på verdensplan. I VLAK-regeringens regeringsgrundlag fra 2016 fremhæves turismen da også specifikt som et erhverv med vækst- og beskæftigelsesmæssigt potentiale for hele landet.

Men sommerhusloven er ikke helt fulgt med og står derfor i vejen for en af de nemmeste måder at skabe ny turismemæssig vækst. Flere sommerhuse kan tiltrække flere turister, og der står virksomheder klar til at bygge nyt og udleje, men de må ikke. Imens afviser flere af landets kystnære områder turister på grund af mangel på sommerhuse.

Et af disse steder er Lolland-Falster. En rapport fra konsulenthuset Damvad viser, at nybyggeri af 100 sommerhuse i denne landsdel vil øge antallet af turister årligt med godt 3.500 svarende til knap 33.000 overnatninger.   Den øgede turisme vil skabe et øget forbrug på knap 110 mio. kr. primært i lokalområdet. Og årsomsætningen i de lokale virksomheder vil samlet set vokse med knap 40 mio. kr. De beskæftigelsesmæssige gevinster er knap 50 årsværk, og selve opførelsen af 100 nye sommerhuse vil skabe beskæftigelse svarende til 70 fuldtidsstillinger i et år.   Disse gevinster er lavthængende frugter lige til at plukke, hvis vi lader os inspirere af de muligheder, vores tyske feriehus-konkurrenter har. Vi skal gøre det muligt for erhvervsvirksomheder at finansiere sommerhusbyggerier og efterfølgende leje dem ud i op til fem år, hvorefter de skal sælges til private. Det skaber nybyggeri og sikrer samtidig, at ejerskabet lander hos private borgere.   Danmarks feriehus-destinationer har hårdt brug for store luksuriøst indrettede sommerhuse, men de færreste danske borgere tør agere entreprenør på udlejningshuse i en prisklasse over tre mio. kr. Til gengæld er der erhvervsvirksomheder og investorer, der står klar til at tage risikoen de første år, indtil investeringen har vist sin værdi. Vi har kontakt til dem allerede nu.

Når regeringen lader forstå, at landets turismeaktører kan bidrage væsentligt til Danmarks fremtidige vækst, så skylder man også at gennemgå branchens maskinpark - i dette tilfælde lovgivningen - for eventuelle reparationsbehov. Og hvad angår et af Danmarks bedste turismemæssige produkter, nemlig sommerhusferie ved kysten, så er der en frugtplukker, der trænger til modernisering. Som nævnt skal der skrues meget lidt for at sætte potentialet markant i vejret. 

Vi ser frem til høsten!   Jan Haapanen, CEO, Novasol Christoffer Knuth, bestyrelsesformand, Business Lolland-Falster Mikkel Wesselhoff, adm. direktør, Business Lolland-Falster   Illustration: Peter Conrad Holgersen  

Mest Læste

Annonce