I Europabevægelsen holder vi i denne weekend landsmøde med en historisk stor Europabevægelse, hvor vi har en stor tilgang af medlemmer. Vi vil Europa. Vi ved, at EU er præcis det forpligtende fællesskab, som Europa har brug for. Og heldigvis bliver vi flere og flere.
Ny Europa-sektion på DenOffentlige
Europa-debatten er blevet historisk væsentlig. Derfor kan du på DenOffentlige.dk/europaeisk-samarbejde finde en selvstændig sektion, der debatterer og formidler fra debatten om Europa og det europæiske samarbejde.
Vores Europasektion skabes i samarbejde med udgiverne på DenOffentlige.
Der er sket det, vi frygtede, men som mange sidste år fandt utænkeligt, nemlig at Storbritannien har besluttet at forlade EU. Forlade det fællesskab, som de efter 2. verdenskrig ikke fandt nødvendigt, men som de i 60'erne og tidligt i 70'erne kunne se skabe resultater for befolkningerne i Europa. De kom sent ind og gik igen.
De gik på basis af den mest forløjede kampagne, man kan forestille sig. De gik efter, at deres nationale ledere havde svigtet, ikke bare med løgn og forledelse, men uden at nogen havde taget EU på sig. Ingen havde vist vejen til løsning af vor tids største udfordringer gennem det forpligtende fællesskab. Ingen havde givet det engelske folk en fair chance for at vælge EU-medlemskabet til. Ingen havde talt om vor tids vigtigste projekt som vision for 500 mio. mennesker i vores del af verden, og ingen havde vist den åbenbare mulighed for indflydelse i hele verden, og slet ingen havde fortalt om verdens største økonomi. EU som det sted hvor vi hylder frihed, fred og demokrati, kom slet ikke på nogens læber.
Jeg tøver ikke med at kalde det et forræderi. Et forræderi, der har mange fædre og mødre, og som vil plage ikke bare borgerne i Storbritannien, men i hele Europa. I mange år. Og ikke så såre var Storbritanniens Brexit en realitet, før skotterne ville blive, problemet med hard border i Irland kom op til overfladen, Gibraltar skal forsvares med magt og retorikken nåede ufattelige højder.
Der er det med ord, at de er svære at sluge. Når først Brexit means Brexit, og den undrende befolkning igen må se sig forledt til at tro, at man kan cherry picke og få alle fordele og ingen omkostninger, så skal det blive svært meget svært. For hvilket statsoverhoved blandt de 27, vil forklare sine borgere, at vi skal betale for The United Kingdom, som ikke vil os? For better and for worse. But no more.
Vi vil Europa, og vi er en del af EU. Men ikke alle er interesserede, endsige glade for vores succes. Vor ven i øst, præsident Putin, kan ligesom ikke rigtig lykkes selv. Han kan ikke få økonomien i gang, og hans eneste succes er den, han kan skabe gennem at destabilisere sin succesfulde nabo. Og den jagter han. Med alle midler søger han at påvirke og infiltrere. Marine Le Pen lægger ikke engang skjul på forbrødringen mod øst, når hun 14 dage før valgkampens start gæster Putin. Og når hun vil arbejde for at få Frankrig ud af EU og Nato. Der er meget på spil.
Men forledelsen har også fat i Danmark. Ikke så såre har vi fået en Europol særaftale, der redder danskernes tryghed, fra frit svævende til ok, så melder DF og Enhedslisten sig som de store vindere. I egne øjne vel at bemærke. Aftalen, som de mener er formidabel, betyder, at vi går fra 100 danske betjente online i Danmark til nu, at skulle via 8 mand i Europol med samtlige 91.000 årlige opslag. Det betyder, at vi er uden for udviklingsarbejdet og uden for ledelsen af Europol. Det er bedre end Norges aftale, men langt fra det fulde medlemskab, som vi jo altså bare kan takke ja til. Men suverænitet dét har vi. Indflydelse dét har vi opgivet. I øvrigt kan man ikke tale om at opgive en suverænitet, vi ikke har. Vi kan jo kun bestemme over andre sammen med andre.
Alt dette kunne jo få enhver til at fortvivle. Det kunne fåros til at stivne og blive paralyserede. Men nej. Ikke os. Ikke Europabevægelsen. Vi sætter os derimod i bevægelse. Vi lader os ikke skræmme eller passivisere. Tværtimod. Vi vil Europa, og vi er en del af EU.
