I dag udkom en socialplan med konkrete mål for, hvilke resultater, der skal nås på socialområdet i Danmark, og det er positivt. Men hvis målene i socialminister Annette Vilhelmsens socialplan, ”Alle skal med”, skal realiseres, stiller det store krav til nytænkning af socialindsatsen i kommunerne. Spørgsmålet er, om kommunerne magter opgaven. Sådan vurderer Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig og tidligere Børnerådsformand.
»Det er godt med klare mål på socialområdet, som vi har det på andre områder. Så har vi noget at holde hinanden op på. Men hvis det skal lykkes at nå målene med planen, så kræver det at kommunerne tænker helt anderledes end hidtil. Hvis ikke, risikerer vi, at der ingen effekt er af socialministerens plan«, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Ikke et penge-problem
Socialministerens nye 2020-plan, som blandt andet sætter konkrete mål på hvor mange færre hjemløse, der skal være i Danmark i 2020, og hvor mange flere socialt udsatte, der skal have en uddannelse, har allerede mødt en del kritik. Den lyder blandt andet på, at den omfattende plan ikke har indarbejdet flere midler, således at den i praksis kan realiseres. Men der er ikke brug for flere midler, mener Lisbeth Zornig Andersen. Det handler om at få effektiviseret det eksisterende system i kommunerne.
»Der er masser af ressource i systemet. Vi skal omlægge arbejdsgangene, sådan at ressourcerne går til samfundets svageste, frem for til administration, kontrolsystemer og bureaukrati,« udtaler Lisbeth Zornig Andersen.
Hun efterlyser en ny økonomisk tænkning i kommunerne.
»Kommunerne bliver nødt til at få en investeringstilgang, frem for en omkostningstilgang. Det kræver, at kommunerne bliver gode til at regne på deres indsatser og hvad der virker, og hvad der ikke virker,« siger hun.
Samtidig skal arbejdsgangene nytænkes. En undersøgelse lavet af Dansk Socialrådgiverforening i 2009 viser, at fuldtidsansatte socialrådgivere kun bruger godt halvanden time om dagen, eller 12 procent af deres tid, på kontakt med borgerne. Resten af tiden bruges på administrative opgaver og andet. Det er ifølge Lisbeth Zornig Andersen et udtryk for et kolossalt spild af ressourcer, som i dag ikke bliver brugt på at realisere de mål, som er fastsat i regeringens socialplan.
»Medarbejderne skal have mere tid til kerneopgaverne, som er direkte kontakt med de udsatte. Der får vi resultaterne. Vi har samtidig brug for en helhedsorienteret tilgang til socialt udsatte. Som det er i dag, kan en socialt udsat have op til 20 sagsbehandlere, når beslutninger skal koordineres. Det er tungt, ineffektivt og dyrt for samfundet,« fastslår Lisbeth Zornig Andersen.
Lisbeth Zornig Andersens meldinger flugter med anbefalingerne fra regeringens Produktivitetskommission, som for nyligt offentliggjorde sin rapport om den offentlige sektor. Anbefalingerne går på at erstatte et fokus på proces til fordel for mål, give lederne større frihed til at tilrettelægge arbejdsindsatsen, hvor blandt andet detaljerede overenskomster i dag er med til at begrænse friheden til at tilrettelægge opgaverne optimalt. Det vil ifølge kommissionen kunne frigøre milliardstore ressourcer til offentlige kerneopgaver.
»Jeg er selv økonom og er meget enig i kommissionens anbefalinger. Jeg ved også, at det er en kolossal ledelsesopgave, at omstille arbejdskulturen i kommunerne og centraladministrationen. Men det er den opgave, der skal løftes, hvis socialplanen skal realiseres med de mål, der er sat,« siger Lisbeth Zornig Andersen.
Hun forholder sig samtidig kritisk til nogle af målsætningerne. Lisbeth Zornig Andersen kalder det »uambitiøst«, at kun 50 pct. af de socialt udsatte unge skal have en uddannelse i 2020.
»Det kan vi gøre meget bedre. Flere undersøgelser viser, at socialt udsatte unge er lige så kløgtige, som andre. De har bare huller i deres uddannelse og viden, som skal fyldes ud. Det er der gode eksempler på, at kan lykkes, med den rette tilgang. Så her skal vi være mere ambitiøse,« siger Lisbeth Zornig Andersen.
