4.520 nye fleksjob siden april

Politik

23/09/2013 11:32

Freja Eriksen

Nye tal viser, at 4.520 borgere er blevet ansat i et fleksjob fra april 2013 og frem til midten af august. Langt hovedparten af de nye fleksjob er oprettet i private virksomheder.

I alle kommuner er der i løbet af foråret blevet ansat fleksjobambassadører, som skal skabe kontakt mellem virksomheder og ledige fleksjobbere via opsøgende og oplysende arbejde over for virksomhederne. Samtidig registrerer de nye flekjobambassadører alle nye fleksjob. 

Ny opgørelse viser, at der er oprettet 4.520 nye fleksjob, siden ambassadørerne begyndte at registrere nye fleksjob i april og frem til midten august 2013.

Tallene viser også, at: 

  • 58 procent af de nyansatte i fleksjob er kvinder
  • 75 procent af de ansatte er over 40 år
  • 75 procent har fået tilkendt fleksjob på grund af en fysisk funktionsnedsættelse
  • 69 procent er blevet ansat i en privat virksomhed
  • 55 procent er ansat i et fleksjob, hvor de arbejder under ti timer om ugen.

Fleksjobsambassadører udspringer af aftalen om en ekstraordinær indsats for at få skabt flere fleksjob, som regeringen indgik med Enhedslisten sidste år i forbindelse med finansloven for 2013.  

Mest Læste

Annonce