50.000 underskrifter kan sætte dagsordenen i Folketinget

Politik

24/01/2018 13:52

Freja Eriksen

På hjemmesiden borgerforslag.dk kan borgerne nu komme med forslag, som politikerne skal stemme om.

Fra i dag, onsdag, kan borgere, der kan indsamle 50.000 underskrifter, bestemme, hvad der skal til afstemning i Folketingssalen.

Det kan ske via hjemmesiden borgerforslag.dk.

Det glæder Alternativets partileder, Uffe Elbæk, for hvem det har været en mærkesag.

- Historisk nybrud for demokratiet. Nu kan borgerne sætte dagsordnen i Folketinget, hvis de samler underskrifter nok bag deres forslag. Glæder mig allerede til at debattere det første forslag, skriver Elbæk på Twitter.

De to statsministerpartier - Venstre og Socialdemokratiet - har fra begyndelsen været imod forslaget. 

Da forslaget blev lanceret, mente daværende justitsminister Søren Pind (V), at det både vil bryde med grundloven og det repræsentative demokrati.

Forslaget indebærer, at Folketinget skal indføre en ordning, så borgere har ret til at få fremsat, behandlet og stemt om borgerdrevne forslag.

Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative har fra begyndelsen støttet forslaget.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), glæder sig til at se, hvad borgerne byder ind med.

- Det er en helt ny form for borgerinddragelse, som giver demokratiet et ekstra pift. 

- Det bliver spændende at se, hvilke forslag bliver sendt ind, og hvilke der opnår mange støtter, siger hun til Folketingets hjemmeside.

Et borgerdrevet forslag er helt konkret et beslutningsforslag, som har indsamlet underskrifter fra mindst 50.000 borgere, der støtter forslaget, og som har stemmeret til Folketinget.

Den nye lov om borgerforslag er inspireret af Finland. Her har parlamentet i to år givet mulighed for borgerdrevne sager. Godt ti er i den periode kommet til afstemning.

Eksempelvis er det med en underskriftsindsamling lykkedes en gruppe borgere at få ligestilling i ægteskabsloven. Dermed har homoseksuelle samme rettigheder som heteroseksuelle.

 

 

Mest Læste

Annonce