Hvert år bruger samfundet adskillige milliarder på at hjælpe ledige tilbage i job. Faktisk bruger Danmark 1,1 pct. af BNP på den aktive beskæftigelsesindsats, mens f.eks. Sverige bruger godt 0,8 pct. af BNP. Det viser tal fra OECD’s Employment Database fra 2010. De danske udgifter til beskæftigelsesindsatsen, der bl.a. omfatter aktivering, jobtræning og jobcentrenes administration, er de højeste blandt OECD-lande og væsentligt over OECD-gennemsnittet på 0,4 pct. af BNP.
Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand, genkender billedet af, at Danmark har de højeste udgifter til beskæftigelsesindsatsen. Han forklarer, at den høje danske jobomsætning og beskæftigelsesgrad hænger sammen med den aktive arbejdsmarkedspolitik, dog mener han, at man løbende skal vurdere om udgifterne bruges hensigtsmæssigt.
”Man kan helt klart diskutere enkelte elementer. Vi får noget ud af pengene, men det er ikke en blanco-check til at sige, at alle elementer er skruet lige hensigtsmæssigt sammen,” siger Torben M. Andersen.Ifølge Torben M. Andersen har Danmark gennem en lang årrække ligget helt i top blandt OECD-landene.
”Når vi har de højeste udgifter hænger det sammen med den struktur, vi har indrettet vores arbejdsmarked på. Vi har et socialt sikkerhedsnet med relativt høje og generøse ydelser, men samtidig har vi en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der skal sikre, at de ledige er aktivt jobsøgende og står til rådighed. Den aktive beskæftigelsesindsats skal sikre balancen mellem fordelingspolitikken og at folk har incitamenter til at søge job,” siger Torben M. Andersen.
Han peger på, at de høje udgifter til beskæftigelsesindsatsen skal sikre, at de ledige kommer tættere på arbejdsmarkedet.
Udvalg skal endevende beskæftigelsesindsatsen
For at se beskæftigelsesindsatsen efter i sømmene har regeringen nedsat et hurtigtarbejdende udvalg med Carsten Koch, formand for Beskæftigelsesrådet og tidligere minister, i spidsen. Udvalget skal bl.a. se på hvilke redskaber i den aktive beskæftigelsesindsats, der er mest effektive til at få ledige i job.
Torben M. Andersen mener, at det er væsentligt, at man tager stilling til, hvad der virker i den aktive indsats.
”Der er ingen patentløsninger på, hvordan beskæftigelsessystemet skal skrues sammen for at fungere bedst muligt. Generelt har jobtræning i private virksomheder bedst effekt,” siger han.
Samtidig er det væsentligt, hvor tidligt den aktive indsats bliver igangsat, forklarer han. Man bør både se på effekterne af, hvornår aktiveringen bliver igangsat og hvilket indhold det har. Derudover kan konjunkturerne også spille ind på effekterne af aktivering, idet målgruppen af ledige kan være forskelligt sammensat.
”Det er væsentligt at holde fokus på, at ledige selv skal være aktivt jobsøgende og søge tidligt. Også selv om det er sværere at måle motivationseffekten end effekten af nogle af de mere konkrete aktiveringstiltag,” siger han.
Usikker effekt af uddannelsesaktivering
En af de store poster i aktiveringsindsatsen er driftsudgifter til vejledning og opkvalificering, som koster ca. 5,3 mia. i 2013, ifølge et notat fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Udgifterne til aktiveringsindsatsen skal ses udover de ca. 68 mia. som i forvejen bruges på forsørgelse i beskæftigelsessystemet – bl.a. til dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse, løntilskud, fleksjob m.v.
Ifølge Torben M. Andersen er det svært at vurdere om den aktuelle indsats omkring vejledning og opkvalificering virker og derfor mener han, at det er vigtigt løbende at diskutere uddannelsesaktivering.
”Der kan være et omstillingsbehov for nogle ledige, fordi vi har været igennem en økonomisk krise, hvor opkvalificeringen måske kan hjælpe. Men man skal være opmærksom på, at der nogle gange er risiko for, at de ledige sendes på uddannelsesaktivering for at opfylde nogle formelle krav uden at det har en øget effekt i forhold til at få dem i job. Man skal hele tiden tage stilling til, om man gør det godt nok,” siger han.
Milliarder til administration i jobcentrene
De anslåede udgifter til administration i jobcentrene vil koste knap 3,5 mia. i 2013, viser et forsigtigt skøn fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Ifølge Henrik Christoffersen, forskningschef ved Cepos, kan der hentes mange penge på administrationen i jobcentrene, særligt hvis de dyreste jobcentre blev lige så effektive som nogle af de mest veldrevne.
”Systemet kan uden tvivl effektiviseres. Der er stor forskel på jobcentrenes administrationsomkostninger og effektivitet. Der er en betydelig variation i effekten af de penge man putter ind i jobcentrene. Så der er ganske meget at hente. Der er især brug for, at man lægger et massivt pres på de jobcentre, der gør det dyrere og dårligere end de øvrige,” siger han.
A-kasserne koster 3 mia. i administration
Udover udgifterne til den aktive beskæftigelsesindsats skønnes a-kassernes administration at koste ca. 3 mia. i 2012, ifølge et notat fra Pensionsstyrelsen. Samtidig er der stor forskel på, hvor meget a-kasserne opkræver til administration.
”Nogle a-kasser er væsentlig billigere end andre, og det afspejler sig også i, hvordan der kommer nye tilbud som følge af konkurrencen,” siger Henrik Christoffersen.
Han problematiserer a-kassernes tætte tilknytning til fagbevægelsen, som han mener, skaber nogle uigennemskuelige strukturer. Samtidig mener han, at a-kasserne har et for snævert fagligt fokus.
”A-kassernes rolle i beskæftigelsesindsatsen er ineffektiv i forhold til den faglige mobilitet på arbejdsmarkedet. Det fungerer som et silo-system, hvor pædagogerne er i en silo, skolelærerne i en anden osv., og det kan være en barriere for, at de ledige ikke søger bredt nok,” siger Henrik Christoffersen.
Beskæftigelsesindsatsen løser ikke det strukturelle problem
Ifølge Henrik Christoffersen bør hele beskæftigelsesindsatsen blive set i et langt mere overordnet perspektiv.
”Man bør tage fat om problemets rod, nemlig at hver femte i den arbejdsdygtige alder er på offentlig forsørgelse. Det er et strukturelt problem, som har været stort set uforandret gennem de sidste årtier og man har ikke løst problemet ved at lave en aktiv beskæftigelsesindsats. Mange af enkeltordningerne er lappeløsninger, hvor omkostningerne klart overstiger nytten.”
I stedet mener Henrik Christoffersen at ressourcerne fra beskæftigelsesindsatsen i højere grad bør bruges på at lave strukturelle reformer. Derudover ser han også problemer med den danske model:
”Jeg mener, at trepartssamarbejdet ikke fungerer, hvorfor den danske model kører i grøften. For så er der en tendens til, at arbejdsmarkedets organisationer laver aftaler, som skubber en regning over på staten,” siger han.
