Lindø-arbejdere har fundet nye veje

18/12/2012 13:45

Odense Kommune

Omkring 45 pct. af de medarbejdere, der blev fyret først fra Lindø, er i dag i arbejde. Over halvdelen har selv fundet nyt arbejde. De resterende har fået god hjælp til omskoling fra den særlige globaliseringsindsats, som blev iværksat med EU-midler. Det viser ny afrapportering om indsatsens resultater. For godt tre år siden blev de første 1358 medarbejdere afskediget fra det forgangne Lindøværft.

EU bevilligede dengang penge til at iværksætte en storstilet omskolingsindsats for medarbejderne, og nu viser en ny statusrapport, at mange tidligere Lindøfolk er i gang med et helt nyt arbejdsliv.

Således er ca. 45 pct. af de 1358 medarbejdere kommet i job inden for beslægtede områder, især metalbranchen. Desuden har 568 personer taget imod tilbud om omskoling i første runde af den såkaldte EGF-indsats, hvor de bl.a. har taget svejsekurser, kurser inden for energi-, robot- og velfærdsteknologi samt kurser inden for bygge- og anlægsbranchen med henblik på at blive klar til de kommende investeringer i byudvikling.

Indtil videre er det lykkedes for omkring 35 pct. af dem, som har omskolet sig, at få et nyt arbejde. Knapt 55 procent er fortsat på offentlig forsørgelse, heraf 50 procent på dagpenge.

”At 35 pct. af de omskolede er kommet i arbejde er et foreløbigt rigtigt godt resultat. For dem, som endnu ikke har fået arbejde, burde det kun være et spørgsmål om tid. De omskolede medarbejdere har tilegnet sig nye kompetencer og er nu helt klar til job i andre brancher. Der er her tale om attraktive medarbejdere, som virksomhederne kun kan få gavn af i fremtiden. Målet med hele indsatsen var jo netop også, at disse mennesker fik tilført stærke kompetencer for at forbedre deres jobmuligheder. Så nu er det op til virksomhederne at turde investere i den kompetente arbejdskraft, der er til stede" siger Ole Christensen (SF), Kerteminde Byråd.

Lindø-folkenes beskæftigelsesmuligheder er især øget, fordi deres nye kompetencer er målrettet det fremtidige arbejdsmarked. Indsatsen har nemlig været tilrettelagt med udgangspunkt i regionens vækststrategi med fokus på, hvilken arbejdskraft der er behov for fremover.

”Netop på grund af krisen, og fordi omskolingsforløbene først lige er overståede, kan vi endnu ikke se det fulde omfang af effekterne. Men effekterne er for kraftigt opadgående. Det kræver dog, at de ledige fortsat er geografisk mobile og tilpasser sig de faktiske konjunkturforhold i deres søgen efter job. Lige nu kan de måske ikke få job i nærområdet, men er nødt til fx at arbejde i offshore-branchen. Når vi så får gang i de store byggerier i byen, kan de søge arbejde tæt på bopælen igen. De vil stå klar med toptunede kompetencer, og de har fået nyt mod på fremtiden”, siger rådmand Peter Rahbæk Juel (S) fra Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense.

Der er samlet set brugt tæt på 40 mio. kr. ud af EU’s samlede bevilling på 104 mio. kr.

”Det har aldrig været et mål i sig selv at bruge flest mulige penge. Men der er flere årsager til det lavere forbrug”, fortæller Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, og forklarer: ”Der er færre end forventet, der har deltaget, idet de selv har fundet et job. Gennemsnitspriserne har været lavere end budgetteret takket være god økonomistyring, og endelig har der været meget lav aktivitet på nogle af de udvalgte områder, eksempelvis iværksætteri som deltagerne næsten fuldstændig har fravalgt”.

Anden del af EGF-indsatsen fortsætter i forhold til de senest afskedigede Lindøfolk. Den omfatter 980 personer og løber indtil oktober 2013.

Mest Læste

Annonce