Ny organisering i Albertslund

14/02/2013 14:17

Albertslund Kommune

Albertslund vil gå foran i udviklingen af fremtidens velfærdssamfund, og det kræver fokus på vækst, på mestring og på deltagelse. Derfor vedtog Kommunalbestyrelsen i Albertslund tirsdag den 12. februar, et oplæg til ny administrativ organisering.

Den nye organisering betyder, at de fire nuværende forvaltninger bliver til de to direktørområder ”By, miljø & beskæftigelse” og ”Børn, kultur og velfærd”. Samlet bliver der tale om ni stærke fagafdelinger. Desuden skal en ny formaliseret netværksorganisation med egen netværksdirektør sikre helhed for borgerne og udvikling af byen gennem øget tværgående samarbejde. Udover at ruste organisationen til fremtidens udfordringer medfører ændringerne en varig besparelse på 3 mio. kr.


Kommunaldirektør i Albertslund Kommune Jette Runchel, der står bag oplægget til ny administrativ organisering, som kommunalbestyrelsen netop har vedtaget, siger:

- Den nye administrative organisering skal fleksibelt kunne møde udfordringerne i at være på forkant. I Albertslund vil vi gerne gå foran i udviklingen af fremtidens velfærdssamfund, og det fordrer fokus på vækst, på mestring og på deltagelse. Det kræver nye samarbejdsformer og en organisation med både forskellige og solide fagligheder, der åbner sig mod hinanden. Derfor får den nye organisation to store direktørområder, der er gensidigt afhængige af hinanden. Eksempelvis fordrer opgaverne på arbejdsmarkedsområdet et tæt samarbejde med det sociale område og byudvikling kræver et tæt samarbejde med både børn og kultur.

- Det kommunale opgavefelt kræver fortsat høj faglig kvalitet. Derfor etableres der ni fagafdelinger. Her varetages drift og udvikling på de forskellige sektorområder. En formaliseret netværksorganisering skal imødekomme det øgede behov for tværgående samarbejde. Her løftes tværgående innovations- og udviklingsopgaver og komplekse tværgående borgersager. Udviklingen af netværksorganiseringen sker i det første år, hvor en netværksdirektør har det som sit særlige ansvarsområde. Herefter integreres netværksorganiseringen som en del af den almindelige organisation, siger Jette Runchel.

Den nye organisering træder i kraft den 1. august 2013

Navne på to ud af tre direktør

Tordis Vilidur, der siden 1996 har været direktør i Albertslund Kommune (senest for Sundheds- og socialforvaltningen), bliver netværksdirektør i den nye organisation. Niels Carsten Bluhme, der siden 2003 har været direktør i Miljø- og teknikforvaltningen bliver områdedirektør for "By, miljø & beskæftigelse". Asger Villemoes Nielsen, der siden 2009 har været direktør for kultur- og fritidsområdet, borgerservice og digitalisering, bliver vicedirektør i direktørområdet "Børn, kultur & velfærd". Stillingen som områdedirektør for "Børn, kultur & velfærd" slås op med henblik på besættelse pr. 1. august, 2013.

Besættelsen af stillingerne som afdelingschefer meldes ud senere.

- Jeg er sikker på, at den nye organisation vil skabe ny dynamik og nye perspektiver i arbejdet med udviklingen af Albertslund Kommune og jeg glæder mig til 1. august, hvor vi for alvor kan tage hul på den nye organisation, slutter Jette Runchel.

Mest Læste

Annonce