Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Første kortlægning nogensinde: Så stor betydning har lederes trivsel for hele organisationen

Arbejdsliv

27/01/2025 10:21

J. Bøgen

Den første kortlægning af forskningen i lederes trivsel viser, at lederes trivsel har stor betydning for organisationens resultater, ledelseskvaliteten, ledernes tilknytning til arbejdspladsen og medarbejdernes trivsel.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den første kortlægning nogensinde af forskningen i lederes trivsel dokumenterer, at både organisationens resultater, ledelseskvaliteten, ledernes egen tilknytning til arbejdspladsen og ikke mindst medarbejderne påvirkes direkte af, om lederne trives.

Det cementerer, at lederes trivsel har kolossal betydning og er en dagsorden i sin egen ret, fastslår Stine Rasmussen, lektor på Aalborg Universitet og den ene af to forskere bag reviewet.

Sammen med lektor Jan Heiberg Johansen har hun gennemgået 698 studier og artikler om lederes trivsel helt tilbage til begyndelsen af 1950’erne. Analysen af dem har de to lektorer udgivet i det peer-reviewed Scoping review af 698 forskningsartikler om lederes trivsel fra 1953 til 2024 med støtte fra Velliv Foreningen.

Scoping reviewet har allerede bidraget til praksis i virksomhederne, da det har leveret viden til indsatsen ’Styrk lederes trivsel og resultater’, som er en bred indsats for at fremme lederes trivsel i samarbejde med erhvervsorganisationer og faglige organisationer, ligeledes med støtte fra Velliv Foreningen.

"Efter at have arbejdet kontinuerligt med lederes trivsel i fem år overrasker det mig ikke, at lederes trivsel har kæmpestor betydning for mange faktorer i organisationen. Men nu har vi også forskningsmæssigt belæg for at sige det," pointerer Jan Heiberg Johansen.

Fire organisatoriske faktorer

Analysen af de knap 700 studier viser nemlig, at lederes trivsel påvirker fire organisatoriske faktorer: Resultater, ledelseskvalitet, ledernes egen tilknytning til arbejdspladsen og medarbejdernes trivsel.

"Skal man sige det helt kort, viser forskningen, at ledere i trivsel er bedre ledere. Det er et vigtigt og grundlæggende budskab, der har konsekvenser for, hvad vi forstår som professionel ledelse. Vores analyse viser nemlig også, at arbejdet med lederes trivsel skal forankres i en stærk organisatorisk ramme for at slå igennem. Det er ikke et spørgsmål, man kan overlade til den enkelte leder at sætte på dagsordenen," siger Jan Heiberg Johansen og tilføjer:

"Det er relevant at kende denne forskningsmæssige viden om lederes trivsel, når den enkelte organisation vil sætter interventioner i gang for et bedre psykisk arbejdsmiljø for ledere. Ellers risikerer man at intervenere i blinde og ikke opnå de ønskede resultater. Ledere har på linje med alle andre medarbejdere ret til et sundt og sikkert arbejdsliv."

Gennemgangen af de knap 700 studier og artikler i lederes trivsel afslører imidlertid også store huller i viden, idet der kun findes forskning i cirka halvdelen af alle brancher. Desuden er dansk forskning i emnet begrænset – her er Sverige langt foran os.

Mest Læste

Annonce

27/01/2025

Hjælper dine indkæbsvaner med at forebygge udvikling af kræft?