I sidste uge kom Socialstyrelsens SØM på gaden i en børneversion. Jeg har nu haft tid til at se lidt nærmere på modellen, hvilket giver mig anledning til nogle umiddelbare refleksioner.
I dag ser jeg lidt nærmere på, hvad SØM indeholder – og hvad man yderligere kunne efterlyse for, at SØM kan understøtte de kommunale beslutninger bedst muligt. Bloggen vil blive fulgt op i løbet af de næste dage af overvejelser om, 1) hvor SØM kan tendere til hhv. at over- og undervurdere de økonomiske gevinster af indsatserne og 2) lidt om hvordan man i kommune i praksis kan arbejde med SØM og sociale investeringer.
Først lidt introduktion til SØM og modellens indhold
SØM er en socialøkonomisk investeringsmodel, der har til formål at hjælpe offentlige beslutningstagere til at vurdere, hvilke indsatser, der er en god investering. Udover at dette kan være interessant internt i en kommune ift. at overveje investeringer, kan de økonomiske konsekvensberegninger også være interessant for leverandører (herunder socioøkonomiske virksomheder), fonde og potentielt private investorer. Eksempelvis tænkes SØM brugt i forbindelse med Den Sociale Investeringsfond, som Folketinget for tiden behandler et lovforslag om.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
SØM er som model opdelt i to logiske trin:
Trin 1 belyser, hvilke effekter de forskellige indsatser har overfor målgruppen. Som eksempel på en målgruppe kan vi se på børn og unge med angst, depression eller andre affektive lidelser, hvor forskerne i forskningslitteraturen har fundet 19 forskellige indsatser, og hvor de målte effekter af disse indsatser opsummeres i databasen. Ud af disse 19 indsatser er 3 af dem evalueret i en nordisk kontekst, mens viden om de øvrige 16 kommer fra eksempelvis USA, Canada, Australien, Storbritannien og Holland. Hvis vi tager afsæt i de tre nordisk testede indsatser (fx Cool Kids), så kan databasen beregne, at vi i gennemsnit kan forvente en effekt på 28%.
Trin 2 skal hjælpe brugeren til at beregne de økonomiske konsekvenser for kommuner, regioner og staten i form af omkostninger og gevinster. Fx kan den beregne, at den akkumulerede gevinst af at hjælpe et ungt menneske til mindre behov for kontakt til psykiatrien må forventes at være 612.000 kr. (nettonutidsværdi for gevinsterne over 8 år tilbagediskonteret med 4%). Videre kan SØM hjælpe med at fordele besparelsen relativt detaljeret mellem offentlige kasser og forskellige år. I dette regneeksempel får kommunen cirka halvdelen af den samlede besparelse, mens regionen og staten deles nogenlunde ligeligt om resten. SØM’s relativt høje detaljeringsgrad er en styrke her, så kommunens børnefamiliechef kan se, at den beregnede besparelse pr. succesfuld deltager må forventes at ramme børnefamilieafdelingen med 78.000 kr. i år 1 og 60.000 kr. i år 2, mens skolechefen og beskæftigelseschefen i dette eksempel sparer ret begrænsede beløb.
Udover at man kan analysere de økonomiske konsekvenser for de forskellige dele af kommunen, giver SØM også mulighed for at estimere konsekvenserne for regionerne (sundhed og psykiatri) og staten (fx kriminalforsorgen og den statslige andel af hhv. skatten og indkomstoverførslerne). Dette er interessant viden. Det er jo kommunerne, der afholder udgifterne til de fleste af indsatstyperne i SØM, så hvis for store dele af gevinsterne tilfalder regionen og staten, så kan der incitamentsmæssigt være et ”wrong pocket”-problem i den offentlige organisering.
Valg af målgrupper i SØM: Hvad blev der af de tidlige indsatser?
SØM indeholder syv målgrupper i forhold til typen af problemstilling. Fire af målgrupperne vedrører børn og unge med forskellige typer af psykiatriske diagnoser, mens de sidste tre målgrupper vedrører dels børn og unge med en forebyggende foranstaltning efter servicelovens §52, dels børn og unge anbragt i plejefamilie, dels børn og unge udsat for overgreb af voldelig eller seksuel karakter. Hver af de syv målgrupper er opdelt i to aldersgrupper hhv. 6-13 år og 14-17 år.
Dette valg af målgrupper kan imidlertid diskuteres – specielt med tankerne rettet mod nobelpristageren James Heckmann, der har dokumenteret, at de største samfundsgevinster opnås ved at investere i de 0-2-årige. Der er imidlertid ingen målgrupper yngre end 6 år i den nuværende model, så modellen giver ikke grundlag for at beregne på eksempelvis styrket tværfagligt samarbejde om de yngste.
Mediefællesskabet DenOffentlige
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
I det hele taget kan man også udover det aldersmæssige diskutere SØM’s målgruppevalg ift. forebyggelse og tidlig indsats. Spørgsmålet er, om børnene i de fleste af målgrupperne ikke allerede har problemer, der er godt på vej til at vokse sig store. Målgrupperne tager jo generelt afsæt i, at børnene allerede har diagnoser eller sociale foranstaltninger. Man kunne have måske have fanget målgrupperne på et tidligere stadie, hvis man dannede en målgruppe ud fra kriterier om, at der er modtaget en underretning på barnet, eller at barnet har et højt niveau af skolefravær.
Tilsvarende tager alle børnemålgrupper i SØM lige nu kun udgangspunkt i barnets problemstillinger, hvorimod der ikke er målgrupper med afsæt i forældrenes risikofaktorer fx konfliktfyldte skilsmisser, psykisk sygdom, fattigdom, misbrug eller kriminalitet – alle risikofaktorer, der hyppigt spiller en central rolle i børnesager.
Valg af indsatser
Der ligger et stort arbejde i SØM ift. at kortlægge forskning i et stort antal indsatser. Dette kan også give megen god inspiration, men modellens kriterier for at medtage studier betyder også, at der er en række indsatser, som der er gode erfaringer med i Danmark, men som ikke kan medtages, fordi dokumentationen ikke opfylder kriterierne for at indgå i SØM. Til udarbejdelsen af SØM er der identificeret over 2.463 studier, men kun en ottendedel (286) har levet op til kriterierne for at indgå i SØM. (Nogle studier kan være talt med to gange i disse tal).
Jeg antager, at der ligger gode forskningsmæssige argumenter for udvælgelsen, men det betyder, at kommunerne kan mangle en række indsatser og organisatoriske tiltag, der aktuelt er på dagsordenen. Fx har mange kommuner de senere år indført varianter af Sveriges-/Herningmodellen – ofte ud fra en forventning om, at investeringer i intensiveret sagsbehandling, tidligere forebyggelse og bedre tværfaglig koordination kan medføre gevinster i forhold til kortere og færre anbringelser. En sådan model findes der ikke data på i SØM, selv om KORA/VIVE faktisk evaluerede indsatsen i Herning – måske fordi sådanne bredere organisatoriske tiltag ikke passer enkelt ned i SØM’s målgruppeopdelinger.
Jeg håber, at der over de kommende år vil blive mulighed for at regne på flere indsatser, som kommer tættere på de mest udbredte kommunale praksisser. Dette håb er imidlertid nok en dagsorden, der vil stille krav til såvel praksis som forskningen.
Bloggen udtrykker kun mine egne vurderinger og holdninger.
Tak for tegningen, Peter Glud Holm!
