- Efter en proces med høringer har de allierede i dag godkendt generalsekretær Anders Fogh Rasmussens femte år i embedet, og forlænget hans mandat indtil 31. juli, 2014, skriver alliancen således på hjemmesiden.
Anders Fogh Rasmussen har i sine år i Natos stol især haft fokus på krigen i Afghanistan, men har også brugt kræfterne på genopbygningen af Irak, piratjagt i Adenbugten ved Somalia samt interventionen i Libyen under det arabiske forår.
- De allierede støtter generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i hans engagerede arbejde med at videreføre Natos opgaver, missioner og mål baseret på beslutninger truffet i konsensus, lyder det på hjemmesiden.
Før hans internationale karriere begyndte, var Anders Fogh Rasmussen dansk statsminister for partiet Venstre fra november 2001 til april 2009.
Han var formand for partiet fra 1998, hvor Uffe Ellemann-Jensen trådte tilbage, til han forlod dansk politik i 2009. Han sad som statsminister i tre på hinanden følgende valgperioder.
Hans internationale ry blev især farvet af to begivenheder. Som dansk statsminister stod han last og brast med USA, da en amerikanskledet koalition gik i krig i både Irak og Afghanistan efter terrorangrebet den 9. september 2011.
Han høstede samtidig stor anerkendelse, da Danmark som formandsland stod bag de afgørende forhandlinger, som førte til udvidelsen af EU i 2004.
Anders Fogh Rasmussen er Natos 12. generalsekretær siden dannelsen i 1949. Alliancen består i dag af 28 medlemslande.
/ritzau/
Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding.